- Hjem
- Skrivetips
- Forfatterskole – Tema: Bestselleren
Opskriften på en bestseller
Bøger, der ligger på bestsellerlister i ugevis. Forfattere, der bliver
interviewet til aviser og ugeblade. Litteratur, der bliver talt om i
frokostpausen på arbejdet. Hvad er det, der gør, at
nogle bøger skaber opmærksomhed, mens andre samler støv
på hylderne på bibliotekerne og hos boghandlerne?
Penge har stor betydning i den forbindelse, for forlagene udvælger de
bøger, som de mener har potentiale og satser stort på
dem med markedsføring. Det fører selvfølgelig
til megen opmærksomhed og større mulighed for salg og omtale.
Men ser man bort fra dette, er det ofte sådan, at den samme bog kan
vække forskellige følelser og meninger. Hvordan kan det
være? Denne artikel ser nærmere på de psykologiske
aspekter ved bøgers succes.
For nogle år siden blev Dan Brown berømt på grund af
romanen Da Vinci Mysteriet. Alle talte om den, og min
nysgerrighed blev vakt, for det lød som en utroligt spændende
historie: en farlig jagt på sandheden om kristendommens
oprindelse med udgangspunkt i verdens mindste og meget lukkede
samfund, Vatikanet. Så jeg kastede mig ivrigt over bogen –
og kedede mig grumt meget! Hvorfor skulle denne bog være noget særligt?
Den gode læseoplevelse
Jeg har oplevet den slags før. Særligt i skolen, både
folkeskolen og på gymnasiet, hvor man som elev skal igennem
nogle klassikere, både i danskfaget og i
fremmedsprogsundervisningen. Det har ikke altid været med lige stor succes!
Omvendt har jeg også haft enormt gode læseoplevelser, især
som barn. Jeg læste med stor glæde og kunne nærmest
forsvinde ind i det univers, som litteraturen udgjorde for mig. Det
var en anden verden, som jeg kunne deltage i, uanset om det var
Astrid Lindgren, jeg læste, eller serien om den sorte hingst.
Også som voksen har jeg oplevet noget lignende: At blive grebet af
historier, som har fået mig til at glæde mig til at komme
hjem fra studiet eller fra arbejdet for at kunne fortsætte den
rejse, som jeg havde påbegyndt inde i mit hoved – en
indre rejse, som har ført mig steder hen, jeg ellers ikke
ville komme, hvad enten jeg har læst svenske samfundskritiske
krimier, Jakob Ejersbos barske trilogi om Afrika eller er blevet
opslugt af japanske Haruki Murakamis magiske, lidt syrede univers.
Det er meget forskellige bøger og fortællinger, og det har
ofte givet anledning til tanker om, hvad en god historie egentlig er?
Historier – et menneskeligt behov
Inden for det sprogpsykologiske forskningsfelt har man beskæftiget
sig med blandt andet hukommelse og forståelse, og det har givet
indsigt i menneskets behov for historier.
For eksempel har den amerikanske psykolog Jerome Bruner beskæftiget
sig med, hvordan mennesker skaber mening. En måde at gøre
det på er via den narrative tænkemåde. Den
narrative tænkemåde betyder, at vi skaber mening i det,
vi oplever, ved at tænke i historier:
Hvis vi fx ser en dame i toget, som pludselig lægger sig ned på
alle fire og begynder at kravle rundt, antager vi, at hun har tabt
noget, og at hun leder efter det. Måske er det hendes
mobiltelefon, måske er det nogle mønter til
kaffeautomaten, måske er det hendes togbillet. Det giver mening
– hvorfor skulle hun ellers gøre det? Hun er jo et
voksent menneske, så det er næppe fordi, hun leger, hun
er en hund – det kunne være tilfældet, hvis det var
et barn. Ellers ville hun måske være psykisk syg? Eller …
Sådan bliver vi ved, mere eller mindre bevidst, nogle gange automatisk,
andre gange med vilje, hvis vi keder os, eller finder noget påfaldende.
Vi gør det også, når vi overhører en
telefonsamtale, hvor vi kun kan høre, hvad den ene part siger.
Vi forestiller os, hvad der bliver talt om, ud fra det den ene
person, vi kan høre, siger. Vi kan ikke lade være. Vi er
nærmest programmeret til at tænke i historier, og vi
bliver tiltrukket af dem for deres meningsgivende karakter.
Derfor er der også mange af os, der elsker at læse historier,
for det tiltaler vores fantasi og tilfredsstiller vores søgen
efter mening. Det er måske derfor, der er så mange, der
kan lide krimier? Det er spændende historier, der handler om at
finde et svar på ofte meningsløse begivenheder.
Skemata og relevansstrukturer
Men én ting er jo, at vi tænker i historier – en anden
ting er, hvorfor nogle fænger os, andre ikke. Også her
kan man finde svar inden for sprogpsykologien, hvor man blandt andet
finder begreberne forforståelse og forståelsesberedskab.
Det vil sige, at forståelse anses for at være en proces, hvor
vi bygger på vores tidligere erfaringer og såkaldte
skemata. Skemata er en slags drejebog for, hvordan vi forventer, at verden er og ser ud.
Fx ved vi, hvad det indebærer at gå i biografen
:
På forhånd bestiller man billetter. Når man
ankommer til biografen, afhenter og betaler man for dem. Så
køber man cola og popcorn. Man viser sine billetter til
kontrolløren, inden man går ind i salen, hvor man finder
sine pladser. Så er der reklamer, inden lyset dæmpes, og filmen går i gang …
Vi har med andre ord nogle tankevaner og mønstre og en form for
relevansstruktur
, der medfører, at vi ikke behøver
at bruge al for megen kognitiv energi på at finde ud af, hvad
der foregår, hver gang vi går uden for en dør,
taler med et andet menneske, skal til lægen, købe ind
osv. Vi aflæser hurtigt, hvad der er relevant for os i en given situation og agerer ud fra det.
Det betyder også, at i forhold til det, vi læser, er vi
præget af de erfaringer, vaner og relevansstrukturer, som vi
besidder. Vi læser så at sige ud fra nogle bestemte forventninger.
Bartletts forsøg med genfortælling
Et meget kendt og klassisk eksempel på dette er det forsøg,
som Sir Frederick Bartlett, engelsk professor i psykologi, udførte.
Han bad nogle respondenter genfortælle en historie med en
fremmed kulturel kontekst, og det viste sig, at respondenterne gjorde
historierne kortere, mere sammenhængende, og kulturelle
afvigelser blev omdannet
til elementer, som
respondenterne kunne forholde sig til ud fra deres egne baggrunde.
Fx indgik der i den oprindelige historie overnaturlige hændelser
med spøgelser. Det blev udeladt i genfortællingerne, på
trods af at spøgelser faktisk nævnes i titlen på
historien (The War of the Ghosts).
Og i slutningen af historien, hvor en indianer har deltaget i en kamp,
bliver det beskrevet, at der kommer noget ud af hans mund. Det bliver
i genfortællingerne til det mere jordnære, at han dør,
og at hans sjæl forlader kroppen.
Det vil med andre ord sige, at respondenterne tolkede historierne ud fra
nogle velkendte erfaringer og skemata, og at de udelod eller
omdannede noget ukendt til noget, som de bedre kunne forholde sig til med deres baggrunde.
Men det forklarer jo ikke nødvendigvis, hvorfor mennesker fra den
samme kultur kan have forskellige præferencer for litteratur,
eller hvorfor en enkelt forfatter kan opnå succes over hele
verden. Hvordan kan det være, at fx japanske Haruki Murakami
har fået så mange læsere i Vesten?
Fælles versus forskellige baggrunde
Det nævnte fænomen kan forklares ud fra, at selv om man måske
er født inden for den samme kultur, så kan man godt have
meget forskellige baggrunde og dermed også forskellige relevansstrukturer og skemata.
Det har blandt andre Jesper Hermann, en af de første pionerer i
Danmark inden for sprogpsykologien, erfaret, da han undersøgte,
hvordan en række respondenter opfattede en oplysningspjece om
det daværende EF. Det viste sig at være forskelligt, alt
efter om man var faglært, lærerstuderende osv.
Det må jo så også indikere, at det ikke er
altafgørende, om man eksempelvis er vokset op i samme land.
Det kan fx have langt større betydning, at man har nogle
erfaringer og interessesfærer, som ligner hinanden. Det er
måske forklaringen på, at en forfatter som Haruki
Murakami kan vinde mange læsere fra Vesten, selv om hans bøger
foregår i en anden kultur.
Uanset om man er en oprørsk teenager i Japan eller en midaldrende
folkeskolelærer i Danmark, kan det være, at man finder
hans historier fængende, fordi man inderst inde tumler med de
samme tanker: Hvem er jeg? Hvordan vil jeg gerne leve? Får
jeg dét ud af livet, som jeg gerne vil?
Så er det
lige meget, at man udadtil er så forskellige, som man overhovedet kan være.
Og det betyder, at både teenageren og folkeskolelæreren fra
henholdsvis Japan og Danmark bliver grebet af de temaer, som Haruki Murakami tager op.
Fra Da Vinci Mysteriet til Sylvia Plath
Det giver ganske god mening at sige, at man læser en tekst ud fra
de forudsætninger, man har, og ud fra de livserfaringer, man
bærer med sig. Det kan vi nok alle sætte os ind i. Og
ligesom vores erfaringer, interesser og holdninger ændrer sig
livet igennem, ja, så vil vi også ændre opfattelse
af den litteratur, vi læser.
Faktisk kan vi læse den samme bog på forskellige stadier i vores
liv og få noget forskelligt ud af den, fordi vores
erfaringsgrundlag har ændret sig.
Det har jeg selv oplevet. I gymnasiet, hvor man som tidligere nævnt
bliver præsenteret for forskellige bøger og forfattere,
skulle min klasse i 2.g. i engelskundervisningen læse Sylvia
Plaths Glasklokken. Jeg undrede mig i stilhed over de
klassekammerater, der deltog med begejstring i diskussionerne om
bogen, for jeg kunne ærligt talt ikke se det store i den.
Glasklokken er en fortælling om depression, delvist baseret på
forfatterens egne erfaringer. Jeg synes faktisk, den var lidt
underlig, og livsleden og den tungsindige stemning fandt jeg nærmest frastødende.
Ca. ti år efter at have læst den i gymnasiet stødte
jeg tilfældigvis på bogen igen, og selv om jeg kunne
huske, at jeg ikke havde syntes synderlig godt om den, besluttede jeg
mig alligevel for at give den en chance til. Jeg var nysgerrig: Var den virkelig, som jeg huskede den?
Det var den ikke! Historien ramte mig og rørte mig og sad fast i
mig, længe efter at jeg havde afsluttet den. Den satte gang i
en masse tanker i mig, og jeg fik et nyt perspektiv til at forholde
mig til mit liv på. Hvorfor?
Fordi jeg nu forstod historien. Jeg forstod, hvad Sylvia Plath skrev om.
I den mellemliggende periode, fra da jeg havde læst den første
gang til jeg læste den for anden gang som voksen, var jeg
blevet ældre, mere moden og havde nu nogle erfaringer, som
medførte, at jeg kunne relatere til de temaer og det univers, som forfatteren skrev om.
Jeg havde selv haft sygdommen depression tæt inde på livet og
kunne nu forholde mig til det, som jeg tidligere havde opfattet som
tungsind og livslede, og fik både nogle aha-oplevelser (Nå,
det er sådan/derfor!
) og følte lettelse over, at
andre havde haft samme tanker om livet som mig (Det er ikke kun
mig, der kan have det sådan – jeg er ikke alene!
).
Læs et uddrag af Glasklokken samt analyse af uddraget i
temaet Følelser, psyke og budskaber – uden forstoppelse
her.
Opskriften på den gode historie?
Ovenstående viser med al tydelighed, at det er umuligt at give retningslinjer
for, hvordan en historie skal skrues sammen
, for at mange
mennesker vil tage den til sig. Selvfølgelig findes der
skriveteknikker, som gør historien mere spændende,
ligesom man kan arbejde med stilen, som medfører, at historien
glider
let, og at personerne føles troværdige, osv.
Men det er svært at regne ud på forhånd, hvordan ens
arbejde bliver modtaget, fordi der er mange forhold hos læserne,
som spiller ind på den oplevelse, de får.
Dog kan man sige, at der er nogle overordnede principper, som man kan
arbejde med. Fx når man ved, at vi mennesker har nogle skemata,
som vi opfatter en historie ud fra, og at vi møder en tekst
med en forforståelse i form af personlige erfaringer,
kulturelle vaner og samfundsmæssige normer, holdninger, følelser, interesser osv.
Som forfatter kan man tage dette med i sine overvejelser i
skriveprocessen og lege med, hvordan man kan udnytte det som
virkemidler i fortællingen.
Man kan jo arbejde med overraskelsesmomentet: Når vi nu tænker
i mønstre og vaner, så kunne man jo som forfatter sørge
for at bryde disse tankemønstre og vaner ved at lade
eksempelvis hovedpersonen gøre noget uventet eller lade
historien tage en uventet drejning.
Fx når den lille spinkle kvinde rejser sig fra middagsbordet og
slår sin mand hårdt i ansigtet, og han tager hænderne
op for ansigtet og begynder at hulke fortvivlet, eller når en
mand stormer ind i en restaurant, hvor alle sidder ved deres borde og
spiser og taler dæmpet, og han råber om, at Jesus er
kommet tilbage, mens han slår om sig og vælter borde og stole.
Eller tænk på Lisbeth Salander i Mænd, der hader
kvinder. Hun er jo historiens egentlige helt, selv om hun er
asocial, voldelig og kvinde – og oven i købet it-ekspert …
Eller når en person i Kafka på stranden hævder
at kunne tale med katte – og en del af historien således
indeholder dialog mellem en mand og forskellige katte … Det
udfordrer vores sædvanlige måder at tænke på
og fanger – muligvis – vores interesse.
Måske er pointen i virkeligheden blot den, at man ikke skal lade sig
begrænse, hverken som læser eller som forfatter. Man skal
ikke tænke i, hvad der virker
, men lade sig føre
med af, hvad der vækker ens interesse.
Omvendt skal man ikke lade sig nøjes med det, men også være
villig til at lade sig udfordre af noget, som ikke umiddelbart virker
tiltalende. Begge dele kan føre til overraskelser, som i mit
tilfælde hvor en bog, som jeg troede ville være en god
oplevelse (Da Vinci Mysteriet) viste sig at være
uinteressant for mig, mens en bog, som jeg nærede stor skepsis
over for, men besluttede at prøve igen (Glasklokken),
rørte mig dybt.
Det er med andre ord umuligt at konkludere, hvad den gode historie er,
ligesom man ikke kan sige, hvad der er god og dårlig smag! Det
afhænger af øjnene, der ser – og det er vel dybest
set også det, der gør, at litteratur er så
spændende at diskutere og følge med i.
© Karina Andersen. Karina er cand. mag. i sprogpsykologi og arbejder
til daglig som tekstmedarbejder.
Illustration: Daniel Dunglas, home levitation af ukendt. Fra Wikimedia Commons.
Litteraturpriser i 00’erne – Nordisk Råds Litteraturpris
At blive nomineret til – og ikke mindst at vinde – en anerkendt litteraturpris er en stærk blåstempling af en forfatter og hans/hendes forfatterskab. Ud
over at vinderne har et litterært talent, så må der
være noget særligt i deres bøger, der afspejler
noget alment menneskeligt i tiden og verden, eftersom de vinder.
Det kunne derfor være interessant at se på, om der findes en rød litterær tråd blandt prismodtagerne det sidste årti, hvor mit
afsæt er de to store litteraturpriser: Nordisk Råds
Litteraturpris og Nobelprisen i Litteratur 2000-2010.
I denne artikel starter vi i det nordiske med Nordisk Råds Litteraturpris, og i den
følgende artikel ser vi på Nobelprisen.
Nordisk Råds Litteraturpris – en særlig nordisk stemme?
Litteraturprisen fra Nordisk Råd er én af mange priser, som gives inden for
forskellige kulturområder i Norden. Formålet med prisen
er at udvikle det nordiske kulturfællesskab samt at udvide
kendskabet til nabolandenes sprog og litteratur. Prisen gives til et
skønlitterært værk, og de lande, der deltager, er:
Danmark, Norge, Sverige, Finland, Island, Færøerne,
Grønland og det samiske sprogområde.
Jeg har skrevet bedømmelseskomiteens begrundelse for vinderne, hvor disse var
tilgængelige på rådets hjemmeside. Desværre
har Nordisk Råd ikke lagt begrundelserne for alle vindere ud på nettet.
For nemhedens skyld har jeg benævnt bøgerne med de oversatte danske titler. De
originale titler kan findes på nettet. Litteraturprisen gives
for hele forfatterskabet og ikke kun for det nævnte værk,
men man kan sige, at værket er den udløsende katalysator for nomineringen.
Og vinderen er …
År 2000
I 2000 var det vores egen
men landflygtige Henrik Nordbrandt (1945-),
Danmark, der fik tildelt prisen med sin digtsamling Drømmebroer. Han har i
størstedelen af sit voksenliv boet i Tyrkiet, Grækenland
og Italien, og hans inspirationer fra Middelhavsområdet skinner
stærkt igennem i hans sanselige tekster.
Drømmebroer består af komplekse men
dog enkle digte, som kredser omkring de eksistentielle emner som
kærlighed, drømme og død. Elementet
broer
kan forstås både bogstaveligt og metaforisk.
I digtene har broerne noget dystert og skæbnesvangert over sig ved at symbolisere
overgange (fx døden). Man kan sige, at set i det store
perspektiv var året 2000 i sig selv en overgang, nemlig fra
både ét århundrede og ét årtusinde
til et nyt, og denne historiske begivenhed havde en aura af mysticisme hos mange.
Dette afspejles på den måde glimrende i Nordbrandts digtsamling.
År 2001
Jan Kjærstad (1953-) fra Norge fik prisen i 2001 med sin roman Opdageren
(del af en trilogi). Som begrundelse udtaler komitéen, at Kjærstad
skriver på en dybt original og nyskabende måde, og at
læseren både bliver udfordret og beriget.
Trilogien med bøgerne Forføreren, Erobreren og Opdageren
er én stor dannelsesroman om et menneske og dets udvikling, og på
den måde læner Kjærstad sig op ad den store fortælletradition.
Men det postmoderne islæt blander sig ved, at fortælleren både er en
iagttager og iagttager sig selv, og at der opstår forvirring
omkring identitet. På trods af tidens svære kompleksitet
og støj, så vil mennesket stadig søge efter en
mening og nogle svar på, hvad det vil sige at være menneske.
År 2002
Nordmændene var nok stolte, da de vandt prisen for anden gang i træk. I
2002 løb Lars Saabye Christensen (1953-)
med æren for sin roman Halvbroderen.
Bogen er en slægtshistorie om en mand og hans liv og berører på
én gang en speciel livshistorie og nogle almene livsvilkår
for mennesket. Romanen dykker ned i en opvækst og dens
betydning for ens skæbne, som man må tage på
sig
, som også Karen Blixen sagde.
Samtidig ligger den groteske humor som en dørstopper for de alvorlige emner. Men
denne humor kan netop også gøre det muligt at komme
endnu tættere på de brandfarlige emner.
År 2003
I 2003 er der igen en digtsamling på banen med svenske Eva
Ströms (1947-) Ribbensbyerne.
I begrundelsen fra komitéen lyder det, at hun har en særegen stemme i det
svenske digterlandskab, og at hendes litterære talent består
i den intensitet, kropslighed og klarhed, hvormed hun beskriver
menneskets vilkår i vores tid.
År 2004
Kari Hotakainen (1957-) kommer fra Finland og vandt prisen i 2004 med sin bog Hjemmefronten.
Historien er en bidende samfundssatire over det moderne liv og de værdier
,
vi mennesker har. Værdier i citationstegn fordi Hotakainen med
sin ironi stiller spørgsmål ved, om det er ægte
værdier, der er værd at leve efter, eller om det er nogle
overfladiske værdier, vi har overtaget fra alle de andre
.
Det er en mandlig hovedperson, og kønnenes kamp er, som også titlen
antyder, omdrejningspunktet gennem hans krise. På den måde
bliver bogen også et billede på vor tids forvirring
omkring kønsroller og familieværdier.
År 2005
I 2005 er det en spændende vinder efter min mening. Sigurjón
B. Sigurðsson (1962-) med kunstnernavnet Sjón,
fra Island, får tildelt prisen for sin kortroman Skygge-Baldur.
Kort, fordi den kun er 117 sider lang og med mange sider, hvorpå
der kun står et par linjer. Alligevel en roman, fordi der er
flere fortællevinkler og emner.
En af komitéens begrundelser var netop romanens stil, som balancerer mellem poesi og prosa.
Romanen foregår i det 19. århundrede på Island, hvor
naturen er en stærk kraft, som mennesket er underlagt. Sjón
leger med forskellige virkeligheder, idet han bruger magiske elementer fra
den islandske folkesagnstradition.
Vi hører om den humane og berejste læge Fridrik B. Fridjonsson, der tager sig
af pigen Abba med Down-syndrom, og om den onde præst Baldur,
som går på rævejagt men selv ender med at blive taget
af naturen!
Jeg synes, det er interessant, at der kommer flere overnaturlige elementer ind i
forhold til vinderne i 2000-2004. Jeg kan ikke lade være med at
tænke på, at der sideløbende i disse år var
store film i biografen om den store fortælling blandet med
magiske elementer i en fantasiverden, nemlig Star Wars og Ringenes Herre.
År 2006
Den poetiske tone fortsætter i 2006, hvor svenske Göran
Sonnevi (1939-) får prisen for sin digtsamling Oceanen.
Igen er et gennemgående tema det alment menneskelige og især det søgende, som
også sås hos de foregående vindere. At sandheden om
livet og mennesket ikke er givet eller fastlåst men hele tiden
er noget, der skal undersøges og spilles bold med.
Det poetiske islæt viser efter min mening, at vi som mennesker er mere klar til at
vedkende os, at der er meget skjult om livet, som vi endnu ikke kan se eller forstå.
Bedømmelseskomitéens begrundelse:
Oceanen er et ordhav, man nedsænker sig i og omsluttes af. Den spænder
over et liv og en poetik, som stadig er levende, uafsluttet og
søgende. Med en akut væsentlighed skriver Sonnevi en
poesi, som befinder sig i en stadig dialog med såvel de
politiske og sociale processer som de personlige spørgsmål om skyld og ansvar.
År 2007
2007 tildeles prisen til svenske Sara Stridsberg (1972-) med hendes bog Drømmefakultetet.
Den handler om den virkelige kvinde Valerie Solanas, der blev kendt for
sit mordforsøg på Andy Warhol i 1967.
Solanas var feminist og skrev bogen SCUM Manifest om,
hvordan kvinder bliver undertrykt af mænd, bl.a. seksuelt og
økonomisk, og hvorledes de fastlåste kønsrollemønstre
holder individet fanget og uden mulighed for selvrealisering.
Drømmefakultetet er dog ikke en dokumentar som sådan, men den virkelige kvinde
bruges som afsæt til at skrive en fiktiv fortælling om
kvindeskæbner, kvinder versus mænd, magt og seksualitet
og moderlige svigt. Barske emner skrevet i en provokerende og hård
tone, men på en meget vellykket måde, idet det kan virke
som en befrielse, når meget betændte emner får sat spotlys på.
En værdig vinder og en meget sigende bog i et Skandinavien, hvor vi nok er på
vej men langtfra i mål med en afbalanceret ligestilling mellem
kønnene på alle niveauer. Fra bedømmelseskomitéens motivering:
Drømmefakultetet er en lidenskabelig roman med mange dybder. Historiens
kerne udgøres af det ekstrem-feministiske ikon Valeri Solanas
og hendes på mange måder tragiske livsskæbne.
Stridsberg blander dokumentarmateriale og fri fiktion i en feberhed
vibrerende prosa. Drømmefakultetet har undertitlen’’tillæg til
seksualteorien’’, og romanen er et svidende opgør
med de forskellige undertrykkelsesmekanismer, som findes i samfundet.
Sit alvorlige emne til trods, er Drømmefakultetet en roman som
bæres frem af en enorm energi og sproglig glæde.
År 2008
Der kan godt findes en rød tråd fra Stridsberg og til vinderen i 2008, Naja Marie Aidt
(1963-) fra Danmark. De er begge kvinder i deres bedste alder, er
veluddannede og reflekterende over det moderne liv, og de er ikke bange for at lege med fiktionens rammer.
Aidt har mest skrevet digte og noveller, og prisen vandt hun for sin novellesamling Bavian.
Hun undersøger det dyriske og ukontrollerbare i det moderne menneske, og hvordan vi
kæmper imod denne side af os selv. Kønsroller og
samlivsformer er også gennemgående temaer, som behandles
med distancerende ironi og konfronterende hudløshed.
Fra komitéen lyder begrundelsen:
Sorg og livsglæde, smerte, angst og fortrøstning stråler
igennem Naja Marie Aidts noveller på en måde, der er
klassisk i sit anslag, men overraskende nyskabende i sin
flertonighed. Og så implicerer de noget så sjældent
som ægte livsklogskab.
År 2009
I 2009 tildeles prisen til norske Per Petterson (1952-) med romanen Jeg forbander tidens flod.
Historien handler om en 37-årig mand, hvis mor får kræft, samtidig med at
hans kone forlanger en skilsmisse. Med andre ord, en mand i en
voldsom midtlivskrise, der kaster ham ud i refleksioner over sin
fortid og de valg, han traf. Men en krise der også bliver et
spejl på alle de ting, der forbliver usagte mellem mennesker og
de nogle gange besværlige relationer.
Fra bedømmelseskomitéens motivering:
I romanen beskriver hovedpersonen sine oplevelser og sit fragmenterede
erindringsarbejde med flere livskriser i egen familie. I et poetisk
og stillegående sprog formidler Petterson, hvor vanskeligt det
er at få sagt det som føles mest nødvendigt at sige til hinanden.
Det nye årti – første skud på vinderstammen
2010-vinderen er finsk-estiske Sofi Oksanen (1977-) med bogen Renselse.
Hun tager fat på et aktuelt emne, menneskehandel, og væver
fortællingen sammen med konkrete historiske begivenheder fra
den sovjetiske besættelse af Estland.
Historien udspiller sig i mødet mellem en ung, russisk kvinde, der er offer for
kvindehandel og en ældre estisk kvinde, der har levet under det
russiske diktatur i hele sit liv. De to kvinder kender begge til
seksuelle overgreb og at leve under andres magt.
Fra bedømmelseskomitéens motivering lyder det:
Sofi Oksanens roman Puhdistus (Renselse) udspiller sig på to
tidsplaner i Estland, men romanens temaer, kærlighed, svigt,
magt og magtesløshed er tidløse. Med et sjældent
præcist og rammende sprog beskriver Oksanen, hvad historien gør
med det enkelte menneske og historiens tilstedeværelse i nuet.
Fælles fodslaw
Nordisk Råds Litteraturpris er meget skandinavisk, hvilket også er dens mål.
Som jeg ser det, afspejler de vindende forfattere og deres bøger
for det første særegne kulturelle islæt fra deres
eget land, og for det andet fællesmenneskelige vilkår,
som de er i vores vestlige moderne del af verdenen.
Vindernes litterære stil og tematik kendetegnes ofte ved den lille
personlige historie, som indirekte fortæller den store
(fællesmenneskelige) historie med plads til både inderlighed og poesi.
Det er karakteristisk, at vindernes aldersgennemsnit er relativt lavt (også i
sammenligning med Nobelprisen; se denne artikel), samt at det
kvindelige køn heldigvis er pænt repræsenteret
(sammenlignet med forskellige priser givet gennem de sidste 100 år!).
Dette viser, at dommerkomitéen hos Nordisk Råd også tør
give denne store pris til ‘the upcoming’, det vil sige de
talentfulde, de unge og måske endnu ufærdige talenter.
Prisen er ikke bare
en fortjenstmedalje for lang og tro
tjeneste i litteraturens navn, men er lige så meget en
værdsættelse af det, der rører sig lige NU i den
(litterære) nordiske verden, hvad enten det er fornyet
interesse for myter og sagn, ligestilling mellem kønnene eller
en søgen efter meningen med (menneske-)livet.
© Rikke Marie Fischer, dansklærer og tidligere boghandlerassistent.
Foto: Per Petterson, vinder af Nordisk Råds Litteraturpris 2009, af GAD.
Litteraturpriser i 00’erne – Nobelprisen i Litteratur
At blive nomineret til – og ikke mindst at vinde – en anerkendt litteraturpris er en stærk
blåstempling af en forfatter og hans/hendes forfatterskab. Ud
over at vinderne har et litterært talent, så må der
være noget særligt i deres bøger, der afspejler
noget alment menneskeligt i tiden og verden, eftersom de vinder.
Det kunne derfor være interessant at se på, om der findes en rød litterær
tråd blandt prismodtagerne det seneste årti, hvor mit
afsæt er de to store litteraturpriser: Nordisk Råds
Litteraturpris og Nobelprisen i Litteratur 2000-2010.
I denne artikel dykker vi ned i Nobelprisen i Litteratur, mens du kan læse om Nordisk
Råds Litteraturpris i den forrige artikel.
Nobelprisen i Litteratur
– også kaldet verdens mest eftertragtede civile hædersbevisning
.
Prisen blev indstiftet i 1895 af den svenske kemiker Alfred Nobel
(1833-1896) og blev første gang uddelt i 1901. Den er inddelt
i følgende områder: fysik, kemi, fysiologi eller
medicin, økonomi, litteratur samt fredsprisen.
Nobel skrev i sit testamente, at prisen i litteratur skal gå til den,
som inden for litteraturen har produceret det ypperste i idealistisk retning
.
Bedømmelseskomitéen Det Svenske Akademis fortolkning af idealistisk har givet
grobund for mange debatter om, hvad litteratur er og kan, og
kritikken har lydt, at prisen ofte er gået til forfattere med
stærke politiske og samfundskritiske undertoner i deres værker.
Dog er prisen stadig én af de mest fornemme litteraturpriser,
en forfatter kan drømme om.
Ud over æren og en medalje får forfatteren 10 millioner
svenske kroner samt tilbud om svensk statsborgerskab.
Prismodtagerne 2000-2010
År 2000
Vinderen i 2000 er Gao Xingjian (1940-)
født i Kina, men bosat i Frankrig, som i sin roman Et
ensomt menneskes bibel dykker ned i konflikter mellem Vesten og
Østen (her Kina), udspillet gennem et kærlighedsforhold
mellem en kinesisk mand (forfatteren selv) og en tysk-jødisk
kvinde.
Gennem ungdomserindringer fra et Kina i 1960ernes revolutionære
samfund illustrerer Gao (på kinesisk nævnes familienavnet
først) individets ensomhed og fællesskabets falskhed.
Fra Det Svenske Akademi lyder begrundelsen for prisuddelingen, at prisen
er givet for et værk af universel gyldighed, bitter
indsigt og sproglige skarpsindigheder, som åbner nye veje for
kinesisk romankunst og dramatik
.
År 2001
I 2001 er det britisk-indiske V.P. Naipul (1932-),
der vinder for sit kulturskildrende og kritiske forfatterskab.
Han spænder meget vidt i sine temaer, men kredser meget om
rodløshed og identitetsusikkerhed som følge af at være immigrant.
I bogen Et halvt liv er hovedpersonen en indisk immigrant i
England, som senere flytter til Afrika. Multireligiøsitet,
kulturkaos, en usikker fremtid og undertrykkelse er kendetegnende for
de emner, som Naipul berører i sine bøger.
Han har personlige erfaringer med opbrud og fremmedgørelse, idet
han selv er født på Trinidad, men senere bosatte sig i England.
Hans skrivestil betegnes som realistisk og pessimistisk, og specielt hans
rejsebeskrivelser er ofte usympatiske portrætter af den tredje
verden, som han mener er sig selv værst.
Fra hjemmesiden www.nomos-dk.dk
– et uafhængigt medie der formidler brændstof til vestlige
samfundsdebatter – lyder det om Naipul:
Både i sit skønlitterære og ikke-skønlitterære
forfatterskab samt i sin optræden i presse og medier støder
Naipaul hellere end gerne det venstre-liberale establishment med sine
holdninger om vestens kulturelle overlegenhed og sit opgør med
islam, med tidens malplacerede frisind, socialistiske fraser
samt vestlige intellektuelles romantiserede billede af den tredje verden.
År 2002
Ungarske Imre Kertész (1929-) vinder Nobelprisen i 2002.
Hans personlige historie griber ind i den store historie, idet han er
af jødisk afstamning og overlevende fra Auschwitz. Disse
personlige og gribende oplevelser er en stor inspirationskilde for hans forfatterskab.
Begrundelsen for, at han vandt, peger på hans forfatterskab, som
hævder individets skrøbelige erfaring mod historiens
barbariske forgodtbefindende
.
I bogen De Skæbnesløse følger vi drengen Gyurka, som
under 2. Verdenskrig kommer i koncentrationslejr, men som overlever
det grufulde sted. Efter krigen og i friheden kan han dog ikke finde
ud af
at gøre sig fri. De menneskelige lidelser og
ødelæggelser fra et sådant styre har en dyb
indflydelse på et menneske, som nu er blevet frataget sin skæbne (heraf titlen).
Kertész beskriver Gyurkas liv i kz-lejren med næsten stoisk ro og
hverdagsagtig normalitet, fordi det er sådan, den 15-årige
dreng tackler det: At det er et livsvilkår for ham at være der.
Kertész undersøger litterært, hvad det vil sige at være et
menneske, der lever i en verden, hvor Holocaust kan finde sted. Og i
det hele taget stiller han spørgsmålstegn ved
identiteten: Hvem er jeg, og hvordan ved jeg, at jeg er det?
Christa Leve Poulsen, Børsen, har udtalt om hans forfatterskab:
Han belyser gennem sit forfatterskab både processen i at overleve,
og det at skulle vælge livet igen efter overlevelsen. Han
kredser om det forunderlige i, at livskvalitet og livsglæde er
så betinget af visheden om, at vi er dødelige.
Konstaterer gang på gang, at det er godt at være dødelig.
År 2003
J.M. Coetzee (1940-), Sydafrika, vinder i 2003 Nobelprisen.
Hans bog Vanære fra 1999 er en roman om Sydafrika efter apartheidregimets fald.
Kolonihistorien i Afrika og de senere politiske spændinger er gennemgående
temaer i hans forfatterskab. Således er hans første
roman fra 1974 en udforskning af tekster om Vietnamkrigen sat i
relief med 1700-tallets slavehistorie i Sydafrika.
Han formår at skrive om disse barske temaer i et præcist og
næsten lyrisk sprog. Han er i stand til at foretage en
intellektuel analyse af problemstillingerne uden at miste det
følelsesmæssige engagement i historiens personer. Disse
personer kan han beskrive, så de bliver hele mennesker og ikke
prototypiske klichéer i et samfund, der ofte nøjes med at putte mennesker i kasser.
Fra Det Svenske Akademi lyder det om Coetzee, at han i talrige
forklædninger beskriver fremmedgørelsens og
eksklusionens overrumplende delagtighed
.
År 2004
Elfriede Jelinek (1946-), Østrig, får prisen i 2004 for den musikalske strøm
af stemmer og modstemmer i romaner og dramaer, der afslører
samfundsmæssige klichéers absurditet og tvingende magt
.
Jelinek udtrykker litterært spillene mellem kønnene og de
undertrykkelsesmekanismer, der finder sted mellem mand og kvinde men
også mellem barn og forældre. Hun mener, at vi stadig,
også i den vestlige verden, lever i et mandsdomineret og
seksuelt perverteret samfund, der ødelægger kvinder.
Den kontroversielle Jelinek blander sig i fiktionen med direkte spørgsmål
til læseren, hvilket giver en fornemmelse af distance og
galgenhumor. Hendes sprog karakteriseres som knapt, nyskabende og poetisk.
År 2005
I 2005 vinder Harold Pinter (1930-2008) fra Storbritannien Nobelprisen. Han skrev én roman og i alt 32
skuespil, hvoraf de mest kendte er Fødselsdagsfesten og Hjemkomsten.
Det gennemgående tema i Pinters fiktive univers er det moderne
menneskes ofte meningsløse grundvilkår. Han var også
kendt som en markant politisk debattør, især i 1970erne,
hvor han markerede sig som en af venstrefløjens talerør.
Det Svenske Akademi siger om Pinter, at han i sine skuespil
fritlægger afgrunden under hverdagssproget og trænger ind
i fortrængningernes lukkede rum
.
År 2006
Orhan Pamuk (1952-),Tyrkiet, vandt Nobelprisen i 2006. Hans skrivestil betegnes som
labyrintisk med elementer fra både europæisk modernisme
og en orientalsk fortælletradition. Hans kunstneriske
intention, direkte eller indirekte, er måske at bygge en
kulturel bro mellem øst og vest.
Romanen Sne tager fat i politiske emner med afsæt i forskellige
kulturer, men også med et ønske om at give et mere
nuanceret billede af menneskers forskelligheder. Også blandt
dem, der troede, de var ens
.
Pamuk er en mester i at udtrykke ambivalens, mangetydighed og splittelse i skrivekunsten.
Det Svenske Akademi udtaler om ham, at han i sin søgen
efter sin hjembys melankolske sjæl har fundet nye symboler for
kulturelle stridigheder og sammensmeltninger
.
År 2007
2007 får Doris Lessing (1919-),
Storbritannien, tildelt den ærefulde pris. Det Svenske Akademi
kalder i sin begrundelse Lessing for den kvindelige
erfarings epiker, som med skepsis, glød og visionær
styrke har udforsket en splittet civilisation
.
Hun har skrevet mere end 64 bøger, men hendes mest kendte bøger
er nok Græsset synger og Den gyldne bog. Hendes
tematik og personer tager meget afsæt i realistiske
kendsgerninger, hvoraf hun ofte bruger selvbiografisk materiale. Det
store gennembrud fik hun som en del af kvindebevægelsen i
1960erne, idet hun ofte skildrer kvinders liv og kamp i sine
skønlitterære værker.
Flemming Ytzen, Politiken, har udtalt om hende:
Et grundtema i forfatterskabet er individets behov for at konfrontere
hans eller hendes mest fundamentale antagelser om tilværelsen i
bestræbelsen på at opnå psykisk og følelsesmæssig
helhed i livsopfattelsen.
År 2008
Den franske forfatter Jean-Marie Gustave Le Clézio (1940-)
vinder i 2008 med den begrundelse, at han er
opbruddets, det poetiske eventyrs og den sensuelle ekstases
forfatter, udforsker af en menneskelighed uden for og nedenunder den
herskende civilisation
.
At valget faldt på Clézio overraskede mange. Han er en
meget kendt forfatter i Frankrig, men knap så kendt udenfor da
han er meget ‘fransk’, både stilistisk og tematisk.
Han skriver om kultursammenstød mellem den gamle og den nye verden
samt om den moderne storbys åndløshed,
fortæller Johannes Riis fra Gyldendal.
Clézio er vokset op med kulturforskelle, idet hans engelske far var
udstationeret som læge i Nigeria det meste af Clézios
barndom. I perioder bor hele familien sammen i Nigeria, og i
erindringsromanen Afrikaneren fra 2004 fortæller han om
sine oplevelser derfra ud fra en otteårig drengs synspunkt. Han
har et metafysisk, poetisk og meget malende sprog med mange dybder.
År 2009
Herta Müller (1953-), født
i Rumænien og nu bosat i Tyskland, fik tildelt prisen i 2009
med mange roser til blandt andet bøgerne Mennesket er en
stor fasan i verden (fra 1987) og den nyere Atemschaukel,
der udkommer på dansk senere på året.
Mennesket er en stor fasan i verden foregår blandt det tyske
mindretal i en lille rumænsk landsby under Nicolai Ceausescus
diktatur, og afsløringen af de menneskelige konsekvenser ved
sådan en undertrykkelse er Müllers drivkraft som
forfatter. Hun levede selv under Ceausescus styre de første 30
år af sit liv, med alt hvad det indebar af censur og spionmistanke.
Det Svenske Akademi fortæller, at hun med poesiens
fortættethed og prosaens saglighed skildrer de fordrevnes landskab
.
Det nye årti – første skud på vinderstammen
Vinderen 2010 blev Mario Vargas Llosa (1936-), Peru. Svenske Akademi siger, at Llosa vandt
for sin kortlægning af magtens strukturer og knivskarpe billeder af
individets modstand, oprør og nederlag
.
Llosa er ud over romanforfatter til omkring 10 bøger, primært
i den magisk-realistiske genre, også en meget politisk
engageret journalist. Han skaber nye tendenser med sin litterære
stil, hvor han bryder med den kronologiske fortælling, og i
stedet lader dialogerne finde sted i et tids- og stedløst rum.
Deraf den magiske dimension. Han har gennem de sidste 40 år
været én af de mest markante og populære litterære
skikkelser i Latinamerika.
På dansk foreligger bl.a. romanerne Byen og hundene og Det
grønne hus.
Samfundsengagerede ildsjæle
Selvom Nobelprisen udspringer fra Sverige er den verdensomspændende og ikke særlig
hverken svensk eller provinsiel. Prisen gives til litterære
værker og forfatterskaber, der rækker ud over
landegrænser og rammer en tone, der gælder alle mennesker.
Hvis man ser på vinderne det seneste årti, så er det lykkedes Det Svenske
Akademi at komme godt rundt i verdenshjørnerne. Mange
forskellige verdensdele er repræsenteret, og det flerkulturelle
islæt er ofte at finde hos forfatteren og deres litteratur.
Derudover er det gennemgående, at prismodtagerne også bruger
deres kunst til at udtrykke et samfundsengagement eller at tale de
undertrykte og minoriteternes sag.
Hvis man tog aldersgennemsnittet for alle vinderne hos hhv. Nordisk Råds
Litteraturpris og Nobelprisen, tror jeg, at tallet ville være
højest ved Nobelprisen. Dette siger, at prisen, ud over at ære
et litterært talent, også er en slags fortjenstmedalje
for en lang forfatterkarriere, og at Det Svenske Akademi lægger
vægt på modenhed, det klassiske, stilsikkerhed og livsvisdom.
Så en mosaik af politisk-historisk tematik,
menneskelig indsigt og litterært talent blandet med nyskabende
idéer og en alder på mindst 60+, det må være
opskriften på en Nobelpris i Litteratur.
© Rikke Marie Fischer, dansklærer og tidligere boghandlerassistent.
Foto: Alfred Nobel af Gösta Florman.