Tre lette skrivetips

Få gode råd omkring forfatterens opvarmning inden skrivningen, om hvordan man går til at skrive en roman, og om hvorvidt teknik er nok som forfatter.

Skrivetip 1: Varm op, inden du skriver – selv skrivemuskler skal trænes og strækkes for at være i topform!

Skriv, så hurtigt du kan og uden at tænke på, hvad du skriver, i 5 minutter. Bare skriv, om det så er ligegyldigheder eller volapyk, der kommer ud. Pointen er at fjerne hverdagens tanker og stress, der kan gøre skrivningen stiv.
Når du skriver uden at tænke, kommer al dagens tankeaffald ud på papiret, og det, du har tilbage bagefter, er et hoved, der er klar til at dykke ned i kreativiteten og underbevidsthedens lager af spændende formuleringer!
Hvis dine tanker springer undervejs, så teksten ingen mening giver – fint! Det er præcis det, dine tanker da har brug for, før de kan blive stille og koncentrerede.
Bedøm heller ikke tankerne, der kommer ud. Betragt dem som vand, du hælder ud af dig selv, for at du kan blive tom og optage kreativiteten i dig. Det er lige meget, om vandet er brunt eller funkler, om der er etik eller pointer i det. Det er vand, og det skal bare hældes ud lige nu.
Hvis du undervejs møder et ømt punkt, så dyk ned i det og brug det til din følgende skrivning. Der vil ligge en masse energi i det punkt, som du har brug for at frigive for at skrive naturligt og levende i stedet for sådan, som du måske føler, du bør skrive. Bør er nemlig lig med stift og dødt.

Skrivetip 2: Hvordan skriver man en roman?

Det er et spørgsmål, en skrivelærer ofte hører, hvis det ikke ligefrem hedder, Hvordan laver man en af de der bestsellere og bare råscorer kassen?
Svaret er, at der ikke findes en universel teknik, der fungerer for alle forfattere, fordi alle forfattere er forskellige. Det ville være som at tvinge alle giraffer til at forvandle sig til zebraer. Og det er ikke det, hverken forlag eller læsere ønsker – og sikkert heller ikke den forfatter, der vil bevare sine unikke træk.
Derfor er det nødvendigt at skrive en masse for at træne ens personlige skrivestil, deltage i kurser for at skærpe de mange skriveteknikker, der kan bruges, læse en masse for at se hvordan andre gør det og frem for alt være vedholdende og klar over, at processen kan være lang, hvad enten det du vil skrive er prosa, lyrik, dramatik, film eller andet.
Det sidste punkt er ofte det sværeste for mange, så de giver op i den tro, at de ikke er gode nok. De kunne sagtens være gode nok. De er bare ikke vedholdende nok. Så inden du sætter dig for at skrive en roman for alvor, må du stille dig selv det spørgsmål, hvor meget du vil give af dig selv for at skrive din bog. Det er det eneste spørgsmål, der er værd at stille.

Skrivetip 3: Teknik alene er aldrig nok. Du må have lidenskab. Teknik alene er en broderet tehætte.

Ordene kom fra forfatteren Raymond Chandler, der blev kendt for sine romaner om privatdetektiven Philip Marlowe. Vi er helt enige med ham. Det kan ikke afvises, at en person kan sætte sig for at skrive en teknisk flot bog og føre det ud i livet.
Men vi vil vove at påstå, at læseren kan mærke, om forfatterens lidenskab mangler, og det vil gå ud over den oplevelse, som bogen giver. Hav derfor altid din lidenskab med dig, når du skriver. Kører du træt i en tekst, er det bedre at lægge den væk en tid og skrive noget andet, du brænder for.
Alternativet er, at læseren kommer til at fryse fingrene, når siderne skal vendes i bogen. I sidste ende må en dygtig forfatter evne at tænde en glød i sin læser, og den mest direkte måde at tænde og nære en glød på er at overføre den fra forfatterens eget indre.

11 gyldne regler for forfatteren

Der findes utallige regler for succesrige forfattere, men de mest berømte, i hvert fald inden for science fiction-genren, er de fem udtænkt af Robert A. Heinlein. Heinlein plejede at sige, han ikke nærede betænkeligheder med at give dem fra sig, selvom de forklarede, hvordan man blev direkte konkurrent til ham. Han vidste, at næsten ingen ville følge hans råd.
Min [Sawyers] erfaring er, at det er sandt. Hvis man starter med hundrede mennesker, der hævder, at de vil være forfattere, mister man halvdelen af de tiloversblevne for hver regel – hele halvdelen af dem, der hører om en regel, formår ikke at overholde den. Jeg vil dele Heinleins fem regler med jer (§ 1-5), plus en sjette, jeg selv har lavet.
Dem kan jeg [Løyche] kun tilslutte mig. Til gengæld mener jeg, at loven er mangelfuld, og har derfor tilføjet fem nye paragraffer (§ 7-11). Retfærdigvis – og for at undgå brøkdelte forfattere – rekrutterer jeg samtidig 1948 flere aspiranter.
Inden vi går i gang, vil jeg [Løyche] gerne understrege, at reglerne gives videre, for at I lettere kan nå i mål med jeres forfatterdrømme: Hav målet i sigte og hold godt fast i overholdelsen af de 11 gyldne regler. Og husk så, at der i praksis er flere end vores 2048 aspiranter, der forsøger sig med forfatterbranchen. Derfor er der også i praksis flere, der klarer alle reglerne. Vores tal-angivelser er til for at illustrere, hvor stor betydning hver eneste regel reelt har.

§ 1. Skriv

Det lyder latterligt indlysende, ikke? Men paragraffen er meget svær at leve op til. Man kan ikke bare snakke om at ville være forfatter. Man kan ikke bare tage kurser eller dygtiggøre sig i skriveprocessen eller dagdrømme om engang at få tid til at skrive.
Den eneste måde at blive forfatter, er at plante sig foran tastaturet og arbejde.
Og du vover at brokke dig over, at du mangler tid til at skrive. Rigtige forfattere køber tiden, hvis de ikke kan skaffe den på anden måde.
Tag f.eks. Terence M. Green, gymnasielærer og forfatter til World Fantasy-prisvinderen Shadow of Ashland. Terry tager hvert femte år fri, uden løn, for at skrive. De fleste af mine [Heinleins] forfattervenner har måttet gøre lignende ofre for deres kunst.
(Af vores oprindeligt 2048 kandidater får halvdelen aldrig skrevet noget. Altså er der kun 1024 tilbage.)

§ 2. Afslut det påbegyndte

Man kan ikke lære at skrive uden at gennemføre et helt værk til slutningen. Ja, de første få sider, du kratter ned, er måske både mangelfulde og amatøragtige, og du er sikkert fristet til at kassere dem. Lad være. Klø på, indtil du er færdig.
Klarer du en gennemskrivning, med en begyndelse, en midte og en slutning, vil du blive overrasket over, hvor let det ses, hvad der virker, og hvad der ikke virker. Og du vil aldrig mestre ting som drama, komposition, plot eller karakterudvikling, medmindre du faktisk konstruerer et helt værk.
Et beslægtet emne: Hvis du tilhører en skrivegruppe, så lad ikke medlemmerne kritisere din roman ét kapitel ad gangen. Ingen kan vurdere en bog ordentligt på et tilfældigt udpluk, og du ender med alle mulige værdiløse råd: Dette afsnit virker irrelevant – Øh nej, faktisk er det meget vigtigt, hundrede sider længere fremme.
(Af de 1024 tiloversblevne, potentielle forfattere, færdigskriver halvdelen aldrig noget – altså har vi bare 512 aktive tilbage.)

§ 3. Afstå fra omskrivning

[Sawyer:] Denne regel fik Heinlein problemer med i forhold til skrivekursus-lærere. Måske en bedre formulering havde været Fedt ikke i det uendelige med din historie.
Man kan revidere og polere i det uendelige. Et gammelt udtryk siger, at fortællinger aldrig afsluttes, de forlades kun – lær at forlade dine. Hvis du opdager, at dine ændringer fører historien tilbage til en tidligere version, så er det på tide at skubbe barnet ud af reden.
Og selvom mange begyndere ikke tror på det, har Heinlein ret: Hvis din historie er tæt på at kunne udgives, vil redaktøren fortælle dig, hvad der skal til, for at den kan sælges.
(Af vores tiloversblevne 512 forfattere, vil de 256 fedte i det uendelige, så de er ude af spillet. 256 andre vil slutteligt erklære et værk for færdigt og kan gå videre.)

§ 4. Markedsfør værket

Dette er den sværeste regel for alle begyndere. Man kan ikke erklære sig selv for professionel forfatter. Det er en titel, man tildeles af dem, der er villige til at betale for ens ord.
Indtil man faktisk viser sit arbejde til en redaktør, kan man leve i fantasien om, at man er lige så dygtig som Hemingway eller William Gibson. Men at se om fantasien har bund i virkeligheden er meget svært for de fleste.
Jeg [Heinlein] kender en canadisk forfatter-aspirant, der formåede at forsinke indsendelsen af sin historie i to år, fordi, hævdede han, han ikke havde amerikanske frimærker til den frankerede svarkuvert.
Dette på trods af, at han kendte dusinvis af mennesker, som regelmæssigt tog til USA og kunne have skaffet ham frimærker. På trods af, at han selv kunne have kørt over grænsen efter frimærker. På trods af det faktum, at han slet ikke behøvede amerikanske frimærker – man kan benytte internationale post-svarkuponer i stedet, som fås på ethvert større postkontor.
Nej, det var ikke frimærker, han manglede – det var rygrad. Han var bange for at finde ud af, om hans prosa var salgbar.
Vær ikke en kujon: Send din historie af sted.
(Af de 256 tiloversblevne forfattere har halvdelen ikke mod til at indsende noget, hvilket efterlader 128.)

§ 5. Lad ikke værket overnatte

Det er et faktum: Litteratur får ustandseligt afslag. Det er næsten helt sikkert, at din første henvendelse bliver afvist. Lad dig ikke bremse af det.
På nuværende tidspunkt har jeg [Heinlein] 152 afslagsbreve i mit kartotek – alle professionelle forfattere, jeg kender, har stakkevis af dem (horror-forfatteren og vinder af Bram Stoker-prisen, Edo van Belkom, holder nogle fine taler på science fiction-kongresserne, kaldet At trives med afslag, under hvilke han læser eksempler op på de mange afslag, han har modtaget gennem årene).
Hvis afslaget indeholder råd, som du synes er gode, så skriv historien om og send den tilbage. Hvis ikke, så send den et andet sted hen: Smid den i postkassen, til et andet marked. Bliv ved.
Min egen rekord for det største antal afslag, inden jeg solgte historien, er atten – men den fandt et godt hjem til sidst. (Og inden for få dage solgte jeg den igen til en opsamlings-antologi; at få en historie trykt åbner nye døre.)
Får din historie afslag, så send den af sted igen samme dag.
(Af vore 128 tiloversblevne forfattere, vil 64 blive så nedslåede af deres første afslag, at de opgiver at skrive for altid. Men 64 andre hænger på.)

§ 6. Begynd på noget andet

Dette er min egen regel [Sawyer]. Jeg har set så mange forfattere knokle i årevis med en enkelt historie. Begynd på en anden, så snart du har afsluttet én. Vent ikke på, at den kommer tilbage fra forlaget, du sendte den til – kom i gang med dit næste projekt.
(Af 64 aktive forfattere sætter 32 sig og venter med hænderne i skødet. Resten arbejder videre og går derfor ikke fallit.)

§ 7. Begynd på noget andet

Denne paragraf lyder som den foregående, men omhandler ikke det samme. Oplever du skriveblokering med det igangværende, så start på et nyt kapitel, eller en anden historie – man kan altid skrive noget.
Selvfølgelig kan man blive syg, men de færreste holder sig hjemme, blot de har lidt hovedpine eller snue. Og præcis som i alle andre erhverv skal du producere et stykke arbejde for at kunne regne dig selv for en rigtig, arbejdende professionel.
(Halvdelen af de 32 vil regelmæssigt rammes af skriveblokering og have så mange inaktive perioder, at de intet når i praksis. Seksten passer deres job.)

§ 8. Lig ikke under for at komme på tryk

Når man leverer et stykke arbejde, skal der betales for varen. Tilbyd din historie til den mest lukrative aftager først. Spild ikke tid på omsonste udgivelser.
Ligeledes bør man ikke henvende sig flere steder på én gang. Derved spildes andres tid og penge, og man risikerer at blive upopulær. I øvrigt bidrager det til at forøge svartiden. Henvender du dig flere steder på én gang, så vær sikker på, at begge kan udgive dig samtidigt uden at få problemer.
(Af seksten tiloversblevne forfatterspirer, råder halvdelen i panik, så vi står tilbage med otte.)

§ 9. Hold dig orienteret

Uvidenhed er roden til alt dumt. Det nytter lidet at henvende sig til Forlaget Fjumregøj, fordi det tilfældigvis er det eneste, du kender – og slet intet, hvis de satser på kogebøger, mens du satser på krimier.
Jeg [Løyche] kender utallige eksempler på vordende forfattere, der stilede manuskripter til steder, hvor de ikke hørte til – romaner til Anders And & Co. og lyrik til Teknisk Forlag.
Igen: Spild ikke din egen og forlagets tid. Indhent information systematisk. Find ud af hvilke forlag og blade, der findes, hvad de udgiver, og hvad de betaler.
(De fleste med kunstneriske aspirationer savner forretningssans. Derfor røg vi ned på fire håbefulde forfattere.)

§ 10. Fortæl ikke din livshistorie

Her tænker jeg på følgebreve. Skriv endelig alt, der har relevans for sammenhængen, men heller ikke mere. Forlag er erhvervsvirksomheder. De er ligeglade med din ulykkelige barndom, eller hvor hårdt det var at skrive værket, og de udgiver dig ikke for dine blå øjnes skyld.
Måske bliver man ven med redaktøren og kan hyggesnakke i fritiden. Men når man henvender sig, skal det ske professionelt.
(Halvdelen af alle nystartede forfattere bilder sig ind at skulle være ven med forlaget og bliver derfor ikke taget alvorligt. Af de fire, som holdt ud så langt, forstår kun to, hvad et professionelt forhold vil sige.)

§ 11. Læs

En forfatter bør læse, ikke blot for at inspireres og holde sig orienteret om verden og tiden, men fordi det udvikler ens skriftlige kunnen. Gør man det ikke, hægtes man af.
(Af de to, der kom godt i gang, lever den ene i sin helt egen verden. Ude af stand til at forny sig skubbes han ud af markedet. Én udvikler sig og kan fortsætte karrieren.)
Af 2048 forfattere in spe, vil kun én leve op til alle elleve paragraffer. Spørgsmålet er: Vil du være en af dem? Det håber jeg, for hvis du har bare minimum af talent og efterlever denne lov, så vil du også klare det.

Research – et stænk af virkelighed

Der er uendelig mange måder at skrive en bog på. Nogle researcher meget længe i gamle bøger, film og nettet. Nogle siger, at de slet ikke researcher, men så er researchen nok alligevel foregået på det ubevidste plan, måske i drømme, eller ved års lagring af egne oplevelser i hukommelsen.
Jeg selv researcher med et mix af lidt af hvert.
Da jeg skulle skrive Rumpizzaen, en billedbog for børn, så klarede jeg det hele ved at drømme. En morgen vågnede jeg og havde drømt hele historien med billederne i og syntes, at det var da en for mærkelig og sjov/skæv historie til bare at glemme den, og straks gik jeg i gang med at skrive det hele ned og tegne bogen.
Jeg bruger stadig meget fra mine drømme. Det kan være en spændende titel, der starter et helt nyt projekt, eller bare en farvesammensætning, der sætter gnist til en bog.
Mange kendte filmskabere taler om den samme proces. At de f.eks. drømmer sig til design af interiør og tøj.
Nu er det ikke hver dag, man får sådanne gaver fra outer space, men så kan det hjælpe at lægge en slagplan for en god, gammeldags research.

Fakta fra virkeligheden

På www.bibliotek.dk kan man søge under sit emne og her få en oversigt over bøger, der passer til ens bogprojekt. Det er også stadig muligt at få fat i en levende bibliotekar, som vil være glad for at kunne være til hjælp i din søgning.
Hvis du er i gang med at skrive om f.eks. kriminalsager, så kontakt gerne nærmeste politistation, hvor der helt sikkert er én, som er villig til at svare på spørgsmål angående virkelighedens fakta.
Det kan også være, at du skriver for teenagere og skriver om et emne, som du ikke selv har været i berøring med. Så er der mulighed for at kontakte skolerne og få en aftale med en klasse om at komme ud og lave et par interviews.
Min egen erfaring med at søge råd hos fagfolk og folk fra anderledes miljøer er rigtig god. De fleste folk er glade for at være til hjælp og vil gerne dele ud af egne erfaringer.
Husk at udvælge de spørgsmål, du vil have svar på, så det ikke bliver en masse historier og løse ender og kanter, som du så bagefter skal bruge tid på at rydde op i.
Tag også gerne rundt på museerne og snus til levn fra fortiden der. Det er en god idé at tage billeder undervejs, også selvom de ikke skal bruges i bogen. Billeder af f.eks. museumsgenstande, gader og stræder og skilte kan være gode som inspiration, især hvis emnet er lidt tørt.

Google gerne

Meget kan man google sig til, og det er en stor frihed, når man skriver på computer, bare lige at kunne slå et emne op i Wikipedia. Det giver et godt skriveflow, at man ikke er afbrudt af måneders venten på en bog fra biblioteket, men det kræver også lidt tilvænning og disciplin.
Man kan nemt få for meget information, som ikke stemmer, og blive forvirret over mængden af skrevent materiale, og ikke alt på Wikipedia og nettet er korrekt.
Nogle synes, at Google som researchredskab er for overfladisk. Det er en smagssag. Jeg selv er tit underholdt af at google, imens jeg skriver, og kan godt lide den form for surfen rundt i info.

Egen hukommelse

Ens egen hukommelse er jo guld værd. Man kan tage brudstykker ud af ens hverdag og digte videre på, dreje den i lige eller skæve retninger eller være helt nøgtern og skrive de rå fakta, så tæt på man nu kan komme med sin egen ‘point of view’.
Der er også mange forfattere, der rejser meget og derved ofte planter sig et helt nyt sted for at suge indtryk til at kunne skabe historier ud fra. Det er en skøn måde netop at komme lidt væk fra ens egne minder og skrivevaner.
Jeg selv kan godt lide bare at tage af sted ud i det blå uden planer for andet end at suge indtryk til mig, som jeg så tager billeder af og skitserer og skriver ned i mine utallige notesbøger og papirlapper samt indtaler på min mobiltelefon.
Når jeg så kommer hjem igen, har jeg et patchwork af idémateriale, jeg kan arbejde videre på, og det kan være ret så sjov en researchform.

Mennesker er forskellige

Det er godt at sætte sig selv en deadline for researchen, hvis man er ude i et meget stort ærinde.
Jeg har selv prøvet at skulle researche til en sci-fi for børn. Jeg fik læst og set alt for meget på for kort tid, mistede nærmest tid- og stedsans og fik samlet mig så meget forskellig information, at jeg blev halvtosset.
Meget af det, jeg læste, var desuden om Hitler og Anden Verdenskrig, som gjorde mig dybt deprimeret. Der måtte jeg, for min egen skyld, sætte grænser for, hvor meget i dybden jeg ville gå.
Det var nu ikke spildt med researchen, for snart kunne jeg ved hjælp af fantasi og intuition gå i gang og samle plotpuslespillet til en helhed, der virkede.
Mennesker er forskellige, og vi arbejder forskelligt, men intet er hverken rigtigt eller forkert, så det gælder om at finde den researchform, der passer til ens personlighed.
Nogle elsker at gå i dybden med årstal og historiske detaljer. Andre, som jeg, bliver deprimerede af for mange årstal og detaljenørderi og vælger at gå lidt glattere hen over detaljerne og gøre mere ud af helhedsbilledet og de skøre idéindfald.
Et skørt idéindfald kan nu også godt tage sin tid. De kommer ikke sådan, når man kræver det og stræber efter dem. De kommer som fine gaver, uventede og nogle gange med lang tids mellemrum, lidt ligesom regndråber, der selv vælger, hvornår de vil dryppe ned i ens hår – eller mågeklatter, om man vil.
Det er jo derfor, det er sjovt at skrive og være kreativ. Hvis man kunne trække hele molevitten i en automat, så ville det ikke give denne her dejlige kildrende fornemmelse i maven, det giver at skrive.

Når du indsender dit første manus

Yes. Dit manuskript er færdigskrevet. Endelig. Forude venter berømmelse og rigdom. Nu mangler du bare lige at finde på en rigtig sej autograf, så er du klar til at turnere verden rundt med din bog under armen.
Well …
Ovennævnte scenarium er bestemt ikke umuligt. Men det er næppe en overdrivelse at sige, at de færreste oplever denne fugleflugtslinje fra computer til boghandelhylder.
Her følger mine personlige erfaringer og råd til, hvordan du (måske) bliver udgivet og ikke mindst udholder den lange ventetid, mens forlaget læser dit manuskript igennem.
Inden vi starter, vil jeg lige for en god ordens skyld ønske dig held og lykke, fordi du, ligesom os andre tosser, har valgt den levevej med flest arbejdstimer og færrest penge.
Så kører vi.

Er din bog klar?

Godt. Du har et manus. Så langt så godt. Tillad mig at afsløre, at du ikke er den eneste. De danske forlag drukner i uopfordrede manuskripter – så hvordan skiller du dig ud fra mængden?
Du skal vide, at folk er desperate. Min redaktør blev engang kontaktet på stranden af en nudist, der som det eneste var iført et manuskript, hun bare ville have udgivet. Så kan man lære ikke at afsløre sin profession på offentlige steder.
Naturligvis kan du gøre som i America’s got talent: Iføre dig en sjov hat og aflevere manuskriptet i en flammende kuvert, mens du drejer en hulahopring om livet og fløjter nationalsangen.
Jeg må indrømme, at jeg engang i et kådt øjeblik printede et (ikke helt optimalt) manuskript ud på kulørt papir i håb om, at det på en eller anden måde gjorde teksten bedre.
Det gjorde det så ikke.
Selvom forlag nogle gange afviser geniale manuskripter, der senere bliver bestsellere på naboforlaget, så har de trods alt et vist blik for historier. Og i sidste ende er det det, det handler om: Din historie. (Der skrev jeg lige det 3 gange i træk).

Når hatten skifter farve

Derfor bør du sætte alt ind på at optimere din tekst, og mit bedste råd i den henseende er, at du får nogle andre øjne på. Altså ikke på dit ansigt, men på bogen.
At skrive en roman er en lang proces, og langt de fleste udvikler en vis blindhed undervejs. Selv ved 10. gennemlæsning kan man overse, at der mangler flere ord i en sætning. Simpelthen fordi man jo ved, hvad der står.
Derudover opstår der ofte såkaldte scriptfejl. En kvinde har en rød hat på, en halv side senere er den blå. En mand bliver myrdet, men sidder senere og drikker kaffe på en café. Ok, hvis det er en spøgelsesbog, men ellers er der nok en rød tråd, der er løbet undervejs.
Det er vigtigt at vælge en læser, som tør give dig en grundig og konstruktiv kritik frem for blot at nikke lidt og sige: Klart. Spændende, lidt fesen slutning, men ellers ….
Husk, at det er svært at give feedback. Det kræver øvelse og tillid, og man må også som forfatter være åben og ikke tage kritikken personligt. Det er bogen, I taler om. Ikke dig. Nu blev det meget psykologisk, men altså … at give og modtage feedback er faktisk en kunst i sig selv.
Har du ikke en læser ved hånden, findes der flere professionelle manuskriptlæsere, som mod betaling læser din bog igennem og kommer med råd og forslag. Priserne svinger meget, så det kan betale sig at undersøge markedet, inden du vælger.

Kontakt til forlaget

Der findes en uskreven regel om, at man kun må sende til ét forlag ad gangen (på nogle forlags hjemmesider en skreven regel).
Personligt er jeg dog af den opfattelse, at så længe forlagene bruger halve og hele år på at sammenfatte en tilbagemelding, så må man også som forfatter stille nogle krav den anden vej.
Selvfølgelig er det svært som debutant, da man jo nødig vil lyde som en bidsk terrier i sit følgebrev og dermed risikere at ryge i NO THANKS-bunken, så snart de åbner kuverten.
På den anden side kan det jo også signalere en vis seriøsitet, at man f.eks. skriver: Jeg forventer svar inden for 4 måneder.
Det siges, at Tove Ditlevsen sendte sit første manus til 10 forlag på én gang – og fik afslag fra alle 10. Lur mig, om ikke hun var forholdsvis tilfreds med at have sendt til alle 10 på én gang frem for at vente 10 x 6 måneder!
Historien om Tove er du for øvrigt hjertelig velkommen til at trøste dig med, når de dyrt frankerede boblekuverter vender hjem som debile brevduer. Jeg har personligt brugt den flittigt (Mig og Tove er bare så trætte af de der forlag nogle gange).

Men Tove gjorde det også …

Lad os dog lige være enige om én ting. At Tove sendte til 10 forlag på én gang betyder ikke, at alle os ikke-Tover bør gøre det samme. Man kan komme i en rigtig kedelig situation, hvis det fantastiske skulle ske, at to forlag begge vælger at sige ja til det samme manuskript.
Faktum er, at forlaget bruger meget tid og mange penge på at læse manuskripter igennem.
TRO mig: Et debutant-manus kan komme op på mange møder, før noget som helst bliver besluttet.
Således kan man sætte sig selv i en meget prekær situation, hvis man skal til at sige øh, tak, men … til det ene forlag. At udkomme begge steder og tjene dobbelt royalty tror jeg desværre ikke går. Selvom det ville være smart.
Så hvad er egentlig mit råd? Well … medmindre du er 99,9 år og absolut ikke har tid til at vente, så synes jeg, du skal researche lidt. Søg efter danske forlag, undersøg deres udgivelsesprogram – hvilken type bøger udgiver de, hvilken stil og profil har de?
Udvælg et, du mener vil kunne have interesse i netop dit manus.
Brug tid på at sammenfatte et følgebrev – endelig ikke for langt, men noget omkring målgruppen, et kort referat og lidt om dig selv. Send det med posten – eller aflever det personligt ved forlagets skranke.
Der sidder som regel en venlig sekretær, som med det samme giver dig en kvittering for modtagelsen. Her står desuden, hvornår du kan forvente svar. Hvilket for de fleste forlag er meget optimistisk anslået. Bare så du er forberedt.
Så er der kun tilbage at vente.
Og vente.

At rykke for svar

Det kan være fristende at ringe forlaget op og rømme sig afventende i røret for at høre, om der overhovedet findes liv derinde. Men det er en hårfin grænse. Opringninger kan få dig til at fremstå entusiastisk og målrettet.
Men det kan også (for en topstresset redaktør, som sidder alene tilbage i en fyrings-ramt redaktion) få dig til at fremstå som pisseirriterende. Hvorfor redaktøren knalder røret på og stempler dit manus som afvist. Bare for at klare et enkelt punkt på to-do-listen.
Derfor: Hører du til den utålmodige type, så sæt en dato for dig selv for, hvornår du tidligst må kontakte forlaget. Som debutant bør dette ikke ske før efter minimum 3 måneder.
Selvom det kan virke sådan, har forlaget ikke glemt dig. De er næsten altid umanerligt længe om at give svar. Jeg har personligt ventet over et år på en ganske vist positiv, men alligevel nedslående tilbagemelding.
Andre steder får man standardafslag efter 3 uger. Hvilket næsten er endnu værre. Ikke mindst når man som jeg engang kom til at se en gyser-dokumentar fra en forlagsredaktion, hvor en lettere tics-ramt redaktør udtalte:
Nogle gange når jeg simpelthen kun at læse titlen, før jeg kasserer hele manuskriptet.

Tyk eller tynd

Men så en dag kommer der en kuvert. Og alene lyden når den klemmer sig gennem brevsprækken og rammer gulvet afslører, om det er tid til at skrige på Lotto-måden eller Edvard Munch-måden.
En stor, tung kuvert betyder afslag.
En lille, fjerlet kuvert betyder: Vi er interesserede. Antager forlaget dit manuskript, sender de det nemlig ikke retur, men indkalder dig i stedet til en samtale, hvor I sammen kan kigge siderne igennem og drøfte eventuelle ændringer og redigeringer.
Det sker dog, at et forlag undlader at returnere manus og således blot sender en snyde-tynd kuvert, men det hører (endnu) til undtagelsen.
Er det en lille (god) kuvert, så hjertelig tillykke! Nu begynder et helt nyt kapitel med redigering, udarbejdelse af omslag, eventuelle illustrationer, kontrakt-underskrivning, forlagsfester osv.
Modsatte scenarium: Lyden af et returneret manuskript kan fremkalde stærk fobi mod telefonbogsuddeling, men bortset fra det er der ikke så meget andet at sige end: Tilbage til tasterne, op på hesten, ind i kampen og på med vanten.
Og så rigtig meget held og lykke! Jeg glæder mig til at se den der autograf en dag.

Overlev som forfatter – sæt lang lunte i

Hvorfor er det lige, at man ikke kan skrive en roman på en uge? Hvorfor ligger der kun reklamer og INGENTING fra forlaget i postkassen? Og hvordan i alverden skal man nogensinde blive en stor forfatter, når samtlige manuskripter vender tilbage som onde boomeranger i store hvide returkuverter?

Op ad bakke

Hvis bare man hed Rowling til efternavn og kunne drysse noget magi ud over sin egen karriere. Men virkeligheden er desværre, at langt de færreste forfatterdrømme ender som merchandise og små figurer med hornbriller. For de fleste af os minder dagligdagen mere om en bjergetape i Tour de France. Det er op ad bakke hele vejen!
Mit bedste råd til håbefulde forfatterspirer må derfor være tålmodighed! Personligt var jeg overbevist om, at jeg havde udgivet min første bog, når jeg fyldte 18. Piece of cake. Jeg elskede at skrive. Hvad mere skulle der til?

Et årti senere …

Well … en hel del viste det sig. Først som 26-årig – næsten 10 år efter, at jeg første gang satte pennen til papiret, skete det magiske: at en forlagsredaktør ringede mig op og fortalte, at de ønskede at udgive min bog.
Sådan dér. Nu var jeg endelig forfatter!

Forsinkelser og atter forsinkelser

Well … Not quite. Der skulle snart vise sig at blive hårdt brug for mere tålmodighed. Det tog nemlig hele 3½ år fra den famøse opringning, og til jeg endelig stod med den trykte bog i hånden.
Således kan man meget hurtigt blive gammel, mens man sidder der med telefonen i den ene hånd og trykker på send/modtag-knappen med den anden, i håb om et svar på hvorvidt ens manus fortsat eksisterer eller er røget ud sammen med kaffefiltre og tomme blækpatroner.
Som en trøst må jeg indskyde, at 3½ år hører til ekstremerne, selvom jeg dog til forlagets årlige julefrokost kom i snak med en forfatter, der havde ventet hele 7 år (!) fra antagelse til udgivelse.

Stakken er stor og chancen lille

Det er svært at gøre så meget ved forlagenes store, langsommelige maskineri. Ikke mindst når man er helt lysegrøn og står der i døren med en permanent frygt for at blive losset ud igen, hvis man vover at prikke chaufføren på skulderen og spørge, om han eventuelt gider at sætte farten lidt op.
Men man kan væbne sig med tålmodighed. Og så snart et manuskript er sendt af sted glemme absolut alt om det. Skriv på noget andet. Begynd til curling. Men lad for Guds skyld være med at bære din madras hen til brevsprækken, så du kan ligge der og vente måned efter måned.
For selv som kreative, virkelighedsfjerne forfattere må vi bevare en smule realitetssans. Og i et lille, oven i købet kriseramt, land er det desværre de færreste manuskripter, der slipper uden om de store hvide returkuverter.
Eksempelvis modtager Gyldendal Skønlitteratur hvert år over 1000 uopfordrede indsendte manuskripter. Af disse ser kun promiller dagens lys i bogform.

Skriv, skriv, skriv

Mindst lige så væsentligt er det at have tålmodighed med sig selv og sin rent sproglige udvikling. Som sagt følte jeg mig klar, parat, start allerede som 17-årig, men når jeg i dag læser nogle af mine tidligste tekster, må jeg indrømme, at jeg er glad for, de røg retur i den store hvide kuvert. Selvom jeg ved grød ikke var tilfreds dengang.
Og reagerede ved i trods at skrive 900 siders rasende roman ud i en køre.
Well … der fik jeg så brugt den SU på papir og printerblæk. Men jeg fik trænet mine skrivehænder. Og i sidste ende er det jo det bedste, vi som forfattere kan bruge vores tid på. Mens vi sidder helt tålmodigt og smuglytter efter et smæk fra brevsprækken.

Zen og kunsten at vedligeholde et smil, afslag efter afslag, efter afslag efter … arghhhh!

Du er kommet igennem skriveprocessen. Mange hundrede dage og nætter foran tastaturet. Nætter, hvor du vågnede badet i sved og bare måtte skrive den ene notesbog efter den anden for at få hold på alle idéer og tanker til at forme en bog.
Foran dig ligger nu et nyfødt manuskript. Det stråler med sine bogstavspækkede sider. Og det spræller, for det vil mægtig gerne tages op og læses af andre godtfolk end lige netop forfatteren.
Ud i verden skal den lille baby, medmindre du bare skriver til din skrivebordskuffe og logisk nok er skuffet over, at ingen har opdaget, hvor god en fortæller du er.
Du selv kan knap nok holde ud at se på manuskriptet. Du har skrevet om og om, rettet hist og pist, læst det tusind gange og er endelig tilfreds med resultatet.
Nu vil du gerne udgive bogen på et forlag.
Men hvilket forlag?
Og hvordan kaster man sig ud i den nye svære proces med at tackle de afslag, som næsten naturlovmæssigt vil komme, indtil dit manuskript lander i skødet på netop den rette person, på det rette tidspunkt, på den rette dag og på det rette sted?

Ro på!

Først og fremmest! Et godt råd er: Tag det roligt! Din verden går ikke under af et par afslag. De fleste forfattere skal igennem nøjagtig den samme trædemølle. H.C. Andersen, J.K. Rowling, Paul Auster. For lige at nævne i flæng.
Det er som med vinterforkølelse. Den første er den værste, men så er man ligesom hærdet og kan klare et par flere, og før man ser sig om, så er foråret kommet, og forkølelsen er helt væk.
Jeg selv har da også et par afslag i hukommelsen.
De første par bøger, jeg fik udgivet, var børnebøger i Dingo-serien, og jeg er i dag taknemmelig og lidt forundret over, hvor nemt det var med dem.
Der gik en måneds tid, før manuskripterne blev godkendt, og uden de store rettelser kom de i trykken. Anderledes var det med min billedbog, Den store rumpizza.
Forlagenes nåleøjer ændrede form fra kamel til støvkorn. Den skulle igennem 9 afslag, før den endelig blev udgivet på Sesams forlag.
Trods dårlig lektørudtalelse og tvivl fra forlæggeren troede jeg selv meget på projektet, og Den store rumpizza fik heldigvis ganske god kritik i aviserne og blev udsolgt, så jeg kunne tørre sveden af panden.
Så begyndte jeg på lidt flere ord uden billeder. Det skulle være udfordrende. Alt andet ville være kedeligt, tænkte jeg. Jeg skrev de første skitser til Gajolmanifestet og sendte dem til flere forlag.
Det samme skete her: 9 afslag.
Støn! Jeg var grædefærdig og uudholdelig at være i nærheden af. Men jeg gav ikke op! Manuskriptets indhold blev ved med at dukke op i mit skrivehjerte.
Jeg besluttede at skrive det om. Jeg ødelagde den form det havde, brækkede det op i stumper og stykker og satte det sammen igen. Hmmm … Noget var galt, noget var helt rodet og kaotiskt.
Jeg begyndte at tvivle på mine egne motiver som forfatter og kunne godt se, at der manglede en rød tråd og rammer. Jeg hyrede en professionel konsulent, Jannie Solaas, til at hjælpe mig med at få styr på brudstykkerne. Det viste sig at være gode penge givet ud.
Jeg fik den rette feedback, som forlagene ikke havde tid til, jeg fik skrevet manusset i form, fik snakket, fik rum til tvivlen og taget de rette beslutninger, så Gajolmanifestet endelig lå i sin færdige form nummer to.
Nu ville jeg ikke igen impulsivt sende min baby til redaktører, hvis smag jeg ikke kendte. Det havde været en langsommelig fødsel i forvejen, og jeg syntes ikke lige, jeg manglede flere standardafslag til samlingen.
Helt tilfældigt faldt jeg over en artikel i Femina om forlægger Lene Andersen fra Det Andersenske forlag. Jeg syntes, at hun havde nogle spændende holdninger, og fik straks idéen til at sende hende mit manus.
Det viste sig, at min intuition havde ramt plet, for to dage senere lå der en mail til mig om, at hun gerne ville udgive min bog.
Hurra for det.

Gå på opdagelse

Det kan altså godt betale sig at gå lidt på opdagelse i forlagsjunglen, før man sender manusset af sted.
Slip alle begrænsende forestillinger om forlagets størrelse og status. Hav tillid til, at din bog bliver udgivet på netop det forlag, der vil kunne pleje manuskriptet bedst.
Gå på nettet og søg på forlag. Læs interviews med forlæggerne, gå på små mærkelige bogcaféer og fald der over spøjse udgivelser fra mikroforlag, som måske netop vil elske dit manuskript.
Send også manusset til et par af de store fisk såsom Gyldendal, Høst & Søn etc., for der er ingen grund til at gå i anti-store-forlag-mode. Måske dit manuskript passer netop ind i deres gyldne nåleøje.

Følgebrevet er vigtigt!

Der skal skrives et følgebrev, som vedlægges manuskriptet, og dette brev er skam af stor betydning.
Det går ikke at bruge alt krudtet på manusset og så skrive et dovent følgebrev. Redaktøren vil kede sig ihjel og tvivle allerede der på, om dit manuskript holder.
Du må op af stolen og se at få din indre dørsælger i snak. Undersøg forlagets profil. Hvordan tales der bedst til modtageren? Skal du have verbal knold i nakken, eller er det bedre med lidt rodet hår og antifascistiske manerer?
Giv dig tid. Tænk over bogens indhold og få det bedste fra bogen kogt ned til en lille maggiterning, som du så leverer på et par sider.
Skriv lidt om dig selv, men min egen takt og tone siger mig, at det nu er bogens indhold, som skal vække interesse, og så er det jo ligegyldigt, om du har vundet guldpokaler i altankassepleje eller er smuk som en græsk gudinde.

Den uskrevne regel

Der findes stadig en gammel uskreven regel om, at man kun sender sit manus til et forlag af gangen. Nogle forlag skriver direkte på deres hjemmeside, at de frabeder sig, at man på denne måde multitasker, men det er jo et temperamentsspørgsmål, om man vil følge reglen.
Det kan føles som en kæmpe begrænsning og kæp i hjulet, da der kan gå op til et helt år, før man får svar, og så er luften ligesom røget af ballonen, synes jeg. Hvis du vælger at sende til flere, så undersøg lige de enkelte forlags holdning til dette. Man skulle jo nødigt blive uvenner med nogen.
Du kan også skrive i følgebrevet, at du har sendt dit manus til flere. Så ved modtagerne det på forhånd og vil ikke bebrejde dig dette, hvis der skulle opstå krig om rettighederne til udgivelse af din bog.

Hvis mareridtet står på

Hvis der skulle ske dette, at du modtager afslagsbreve i en uendelighed, og det føles håbløst, så forsøg at få forlagene til at give lidt feedback. Hvad er det, som de synes ikke virker? Trænger manus til opstramning? Er temaet for tyndslidt? Har forlaget for stramt et budget og ikke plads til at tage chancer?
Det sker, at en bog ikke bliver udgivet med det første, men må hjem og ligge lidt i skrivebordsskuffen og gære. Ingen grund til panik og harakiri!
Forsøg at få tålmodighedens gudinde lidt i tale. Lad være med at gå i cry-baby-mode, ligesom jeg, som har det med at tude en hel limfjord, imens jeg stamper i gulvet og råber:
Nå, men så er der bare slet ikke nogen, der må se, hvad jeg laver, og nu vil jeg slet ikke skrive! Hulk! Hulk!
Du skal absolut ikke smide manus ud, for der kan være perler og hele afsnit, som er fine og kan genbruges, og hvis du stadig har mod på det og lidt kroner i sparegrisen, så hyr en konsulent til at hjælpe dig videre.
Det er godt med et andet skarpt hoved til at få styr på det skrevne, for nogle gange bliver man helt bogstavblind og bims i låget af al den gennemskrivning.
Nu når du så endnu et spadestik dybere i det skrevne materiale. Så sendes manus igen ud i verden, og denne gang siger du blot:
Pyt! Det var da nemt nok!
Og selvfølgelig bliver du ved med at skrive, også selvom du venter eller modtager kedelige breve. Du kan kun blive bedre og dybere og bredere, eller skarpere, tættere og mere fokuseret.
Held og lykke med bogstaverne!

Den sene debut – en glemt fordel?

Afslag på afslag eller flere års skrivning før noget endeligt former sig kan være frustrerende. Her gik man lige og ventede på at blive inviteret ind i varmen hos forlagene. Der, hvor det hele sker. Men er det overhovedet godt at få et tidligt gennembrud som forfatter? Måske er det bedre først at blive opdaget, når man har tjek på det hele og ikke slås ud af dårlig kritik? Nogle debuterer tidligt og nogle sent. I krig, kærlighed og kunst er der ingen regler.

Forventningspres

Det er den generelle opfattelse, at man er heldig, hvis man debuterer tidligt. Så er vejen jo åben og lykken hjemme. Hvis man modsat ikke debuterer tidligt, kan man lige så godt lade være med at prøve, for så har man det jo ikke i sig. Ikke sandt?
Nej. Alder dikterer ikke talent, og det er ikke nødvendigvis lykken at lægge sit guldæg i en tidlig alder. For nogle går det måske meget godt, men andre forfattere bliver ødelagte af det efterfølgende forventningspres og efterlader sig en strøm af forvirrede udtryk eller kommer slet ikke videre i skriveprocessen.
Tag fx Jack Kerouack, som skrev On the Road (på dansk: Vejene). Han blev kaldt beatgenerationens konge. Bogen udkom, da Jack var 35. Han havde da allerede fået udgivet The town and the City som 28-årig. New York Times udråbte ham som en ny generations stemme og repræsentant for hele beatgenerationen. Den efterfølgende berømmelse kunne Jack ikke rigtig håndtere og døde af druk i en alder af 47.
Karen Blixen derimod påbegyndte først sit romanforfatterskab i 50-års-alderen og havde derved fået samlet sig en hel skattekiste af erfaringsmateriale, som hun uden de store blokeringer kunne tage fat i. Hun havde indtil da skrevet en masse og fået udgivet artikler og noveller, men den første anerkendelse som romanforfatter kom på dette sene tidspunkt.
Og det er jo det gode ved at vælge forfatterskabet som erhverv. Alder og udseende er ingen hindring, nærmest tværtimod. Jo ældre du bliver, jo større perspektiv får du, altså, hvis du holder dig nogenlunde oprejst og vågen og stadig kan huske det meste.
Laura Ingalls Wilder var oppe i 40’erne, da hun første gang fik et job, der involverede skrivning. Som nogle-og-tres-årig skrev hun serien om Det Lille Hus På Prærien, og det går jo stadig godt med salget af den.

Ingen ambitioner om at skrive

Den danske polarforsker John Andersen (f. 1943) var også sen til at debutere i en alder af 56.
I det hele taget var det ikke hans drøm eller ambition at blive forfatter, for han troede ikke, han ejede skrivetalent.
John valgte at droppe ud af 1.g., da lærerne dengang stemplede ham som uduelig til fag som dansk, fransk og tysk og derved kastede en lang skygge hen over Johns skrivelyst.
Han valgte da at gå på arkitektskolen, hvor man dengang skulle i lære som håndværker. Her kunne han udfolde de kreative idéer og tegneriet, og da John også var en eventyrer, begyndte han sine mange rejser til bl.a. Grønland.
I de efterfølgende 30 år lavede han masser af radioprogrammer på P1, hvor rejseskildringerne blev levende fortalt. John blev derfor kontaktet af to redaktører fra Aschehoug, som ville have ham til at skrive om en af disse rejser.
Ja, men jeg kan ikke skrive. Det har jeg fået fortalt!, var Johns første reaktion.
Selvfølgelig kan du det. Du har jo fortællerpotentiale. Skriv nu bare et eller andet!, sagde redaktørerne.
Ok, men der skal to ting til at skrive; talent og ambition, og ingen af delene ejer jeg!, havde John svaret.
Vi giver dig hermed nogle ambitioner!, sagde redaktørene og gav John et forskud, en check på 25.000 kr.
Det virkede helt fint, for John begyndte at skrive. Først direkte referat af radioprogrammerne, men det fungerede ikke helt. Dernæst bare ud fra hukommelsen med en brændende nysgerrighed over for kultur og historie.

Et skulderklap på det rigtige tidspunkt

Redaktørerne var begejstrede. John fik lutter ros for sit naturlige fortællertalent, og det gav bare mere blod på tanden:
Jeg skrev simpelthen fra hjertet uden noget forventningspres. Jeg havde jo ikke haft de ambitioner, så måske var det derfor, det føltes så lige-ud-af-landevejen.
Bøgerne om hans rejser til Grønland flød fra hans pen uden det store redigeringsarbejde. De udkom og fik rigtig gode anmeldelser.
Det hjalp med et skulderklap på det rigtige tidspunkt på det rigtige sted. Det løftede mig op og gav mig en masse tillid og lyst til at skrive, og jeg fik ligesom skrevet mig ind i den her skygge fra 1.g., siger John.
Jeg har altid ejet indre styrke. Der skal for eksempel mod til at gå ud af 1.g., men det her med at gøre det, som du troede, du ikke kunne, det har altså åbnet nogle døre i mig. Man kan virkelig meget mere, end man tror, og det smitter af på alt muligt andet.

En historie om en tidlig debut

Undertegnede selv debuterede ret tidligt som 16-årig som multikunstner, og det kan godt virke lidt forvirrende på et åbent barnesind. Som 16-årig tegnede jeg til Gyldendals Dingo-serie, røg ind på Kunstakademiet som 19-årig og udgav samtidig en cd med mit daværende grungerockband Micromind.
I en alder af 21 producerede jeg en performance på U-matic med skuespillere som Susanne Storm og Sidse Damgaard, nøgne dansende i en muteret affaldscontainer, der fungerede som akvarium. Derudover var der en gruppe børnehavebørn med hver deres guldfisk. Peter Leander stod for psykedelisk lys og Ken Theordorsen stod for technoen.
Poul Borum, som dengang var et af mine store idoler, var blandt publikum. Han var ven til en af mine lærere, som selv virkede ret så uklar med feedback og kritik af vores værker.
Jeg fik af vide af min lærer, at Poul Borum havde kaldt min performance for et pubertetsprojekt. Det slog mig fuldstændig ud. Jeg kunne dengang slet ikke finde ud af at stå på egne ben og stå ved det, jeg lavede og troede på. Tænk, at mit idol syntes, at jeg var pubertær. Han skulle da have rost det til skyerne, syntes jeg.
Det var sguda egentlig også lidt underligt, at de her gamle lærere og professorer på Kunstakademiet var så fraværende. Der var bare ikke noget substans at læne sig op af, ingen sparringspartner i processen hen imod at blive en professionel kunstner.
Det tog så ca. 15 år og en jordomrejse at ryste kritikken af sig. Det var jo ikke kun det med Poul Borums udtale. Det var også alt det her med at bevæge sig ind i det tunge maskineri, hvor strategi, penge og kontakter til magtfulde mennesker er spillets regler.
Jeg reagerede med at være skidesur på systemet. Udtalte mig til Ekstra Bladet, som dengang i 1999 lavede en reportage om Kunstakademiet, og røg direkte på forsiden med overskriften Frosset ud – ung maler var ikke lige kunstfyrsternes kop te.
Jeg havde troet, at det var et lille debatindlæg, jeg kom med, og blev noget overrasket dagen efter interviewet over at se mig selv på forsiden, da jeg var nede og købe cigaretter i kiosken. Jeg kan huske, jeg syntes, det var vildt pinligt, og ingen af mine kolleger kommenterede det.
Min mor sagde dengang, at det var da godt, det ikke var dine bryster!, men det ved jeg nu ikke. Jeg kunne godt mærke, at det i hvert fald ikke var adgangsbilletten til de finere gallerier.
Nu kan jeg grine lidt af det hele og se, at det her med at være usikker og prøve en masse grænser, mærke afslag, fiaskofølelser og generel forvirring åbenbart har været min vej til at blive professionel og stå ved mig selv som det kreative menneske, jeg er.
Jeg har også sluttet fred med Poul Borum. Jeg tror ikke, han mente det så negativt.
Det er da fedt at være pubertær. Det er måske den mest kreative og oprørske, klare tid i et menneskes liv.
I dag har jeg det fint med alle mine pubertære forsøg og håber, jeg stadig kan bevare den ånd i mine nye materialer, om jeg så bliver en oldgammel tudse.

Skabelsesprocessen

Hvordan oplever andre kunstnere skabelsesprocessen? Hvordan foregår den? Hvordan lærer man, finder idéerne og håndterer fejlene? Læs hvad nogle af de store skabere og idémagere mener.
En spontan anelse er kreativiteten, der forsøger at fortælle dig noget.
    Frank Capra
Altings begyndelse er svag og spæd. Vi må derfor være klarsynede i al begyndelse.
    Michel de Montaigne
Jeg har en fornemmelse af disse begravede liv, som kæmper for at komme ud igennem mig for at kunne udtrykke sig.
    Marge Piercy
Fantasien har skjulte ressourcer og budskaber, vi overhovedet ikke kender til.
    Cynthia Ozick
Det er to ting, som skaber en historie. Nettet og den luft, der falder gennem nettet.
    Pablo Neruda
At leve i selve processen er at være åben for indsigt og møde. Kreativitet er at blive intenst opslugt af processen og give den form.
    Susan Smith
De ved ikke, at idéer kommer langsomt, og at jo klarere, roligere og mere ustimuleret man er, jo langsommere kommer idéerne; men des bedre er de.
    Brenda Ueland
I begyndelsen var Ordet. I mennesket bliver det levende. Mennesket er selve akten, ikke aktøren.
    Henry Miller
Synliggør det, som uden dig måske aldrig ville være blevet set.
    Robert Bresson
Alting forsvinder omkring mig, og værker fødes som ud af det store intet. Modne frugter falder lyslevende af. Min hånd er blevet en fjern viljes lydige instrument.
    Paul Klee
Det er ligesom at køre i bil om natten. Man ser aldrig længere end lysskæret; men man kan alligevel komme hele vejen på den måde.
    E.L. Doctorow
En original er en frembringelse, som er skabt af lyst.
    Man Ray
Intet stort er nogensinde blevet udrettet uden begejstring.
    Ralph Waldo Emerson
Man ved aldrig, hvor meget der er nok, før end man ved, hvad der er mere end nok.
    William Blake
Det er bagateller, der skaber fuldkommenhed – og fuldkommenhed er ikke nogen bagatel.
    Michelangelo
Geni indebærer i virkeligheden ikke meget andet end evnen til at opfatte på en ikke vanepræget måde.
    William James
De bedste tanker kommer oftest om morgenen, efter at jeg er vågnet, mens jeg stadig ligger i sengen eller er ude at gå.
    Leo Tolstoj
Det er Naturen, der skaber vores kunstnere til os, skønt det muligvis er Kunsten, der har lært dem deres rette udtryksmåde.
    Oscar Wilde
Ren logik er åndens ruin.
    Antoine de Saint-Exupéry
Alt i alt udføres skaberakten ikke af kunstneren alene; tilskueren bringer værket i kontakt med den ydre verden.
    Marcel Duchamp
Det, vi skal lære at gøre, lærer vi ved at gøre det.
    Aristoteles
Prøv igen. Fejl igen. Fejl bedre.
    Samuel Beckett