- Hjem
- Skrivetips
- Forfatterskole – Tema: Digterens stærkeste tips
Skriv digte med effekt! 20 tips til digteren. Del 1:2
Der bor en ung pige i mig der ikke vil dø / hun er ikke længere
mig og jeg ikke hende
. Sådan begynder det digt af Tove
Ditlevsen, som en ung Anne Linnet stod med i hånden en dag for
30 år siden. Og lige dér med digtet i hånden har
Anne Linnet siden fortalt, at hun tænkte: Hvor kender hun mig fra?
Sådan tror jeg, at mange har det netop med digte.
Hvordan opnår en digter så at gøre indtryk på
læseren? Der er mange veje. I artiklens to dele viser jeg dig,
hvordan du kan bruge et bredt udvalg af lyrikkens byggeklodser og
virkemidler, herunder frie vers, bundne vers, metrik/rytme, tempo,
betonede og ubetonede stavelser, stavelsesrim, indrim, enderim,
konsonantrim, vokalrim, lydord, rimmønstre, prosadigtning,
gentagelser, anaforer, epiforer, parallelle sætninger, metaforer og metonymi.
Jeg begynder fra begyndelsen, så alle uanset forudgående
kendskab kan afprøve virkemidlerne.
Lyrik – helt overordnet
Lyrikken er den gren af litteraturen, hvor man som digter kan få luft
for en følelse med få ord, og det er her, man som læser
kan blive ramt af en andens ord for følelser – på
tværs af tid og sted. Hvis man har prøvet det, glemmer
man det aldrig igen. Digte er på den måde et euforiserende stof!
Ordet lyrik kommer af det græske lyra
, der betyder
musikinstrumentet lyre
, fordi lyrikken oprindeligt opstod
som sange til musikledsagelse ved oldtidens religiøse fester.
Musik er altså tæt knyttet til lyrikken på den
måde, at i næsten al lyrik spiller forbindelsen til de
musikalske elementer som klang, rytme og rim en vigtig rolle.
Rent formelt er lyrik en genre inden for skønlitteratur, der
adskiller sig fra epik og drama. I lyrikken spiller selve sproget
hovedrollen, og det ydre handlingsforløb er ofte komprimeret
til et minimalt sprogligt udtryk, i modsætning til epik og
drama, hvor handlingsforløb generelt spiller hovedrollen.
Det lyriske udtryk er båret af en høj sprogbevidsthed.
Derfor opfattes lyrikken ofte som den mest krævende genre –
for læser og forfatter. Sproget er det bærende, og det er
fortættet, mangetydigt, klangfuldt og betydningsmættet.
Der bliver leget med normalsproget i lyrikken, der gennem sit
billedsprog ofte genopfinder
og fornyr sproget.
Typografien i lyrik adskiller sig også fra de øvrige genrer, på
den måde at linjerne stilles op under hinanden som verselinjer,
der ofte igen samles i strofer. De brudte linjer betyder, at man som
læser kommer til at lægge mærke til de enkelte ord.
En undtagelse findes i prosadigte, der ikke deler linjerne op.
Jeg vil nu gå lidt mere praktisk til værks og beskrive
lyrikkens byggeklodser, samt hvordan du kan få form og indhold til at spille sammen.
Digtets byggeklodser
Blandt de byggeklodser, eller stilelementer, som digteren beskæftiger
sig med, er bl.a. vers, strofer, rytme og rim. Hertil kommer så
gentagelser samt billedsproget, hvorunder hører fx metaforer
og metonymier. Jeg vil nu vise dig dem én for én.
Vers og strofe
Digte består af linjer, kaldet vers
, og de kan være
frie eller bundne. På den måde betyder ordet vers
noget andet inden for lyrik end inden for normal sprogbrug, hvor en
gruppe verselinjer generelt kaldes et vers
. Inden for
lyrikken kaldes en linje for vers
, og en gruppe verselinjer for strofe
.
Ordet vers kommer af versus, der betyder vending
, modsat prosa,
der kommer af prosus, fremad
eller lige ud
.
Ved slutningen af verset (linjen) kan man sige, at man vender om
og begynder på ny.
En strofe er som nævnt en samling af flere vers (verselinjer), der
efterfølges af en pause inden næste strofe. Pausen kan
markere synsvinkelskift, skift mellem forskellige planer eller blot et hul, som læseren selv skal udfylde.
Historisk kan man følge en bevægelse fra en regelbunden tankelyrik
i klassicismen over en visionær, billedskabende lyrik i
romantikken, hvor formerne blev mere frie, til den moderne lyrik med dens helt frie former.
I et digt med bundne vers er der tale om en tællelig rytme, der
er organiseret efter faste mønstre. De enkelte verselinjer har
et bestemt antal trykstærke og tryksvage stavelser med en
bestemt fordeling. I eksemplet her er der hhv. 5 og 10 stavelser,
først to gange fem, der afløses af de ti:
Grøn er vårens hæk
Kåben kastes væk
Jomfruer sig alt på volden sole
Luften er så smuk
Deres længselssuk
Kendes let på deres silkekjole
(Poul Martin Møller, 1819)
Et digt på frie vers har ikke disse regler, men kan godt lege med
en vis rytme alligevel – det er netop helt frit. Et digt på
frie vers kan lyde (bemærk at første og tredje verslinje
begge har seks stavelser):
Jeg leder efter dig
Mellem sengetøjets hviskende hvidhed
Men jeg finder ingen
(Sengetøjet hvisker om vort samvær)
(Michael Strunge, 1978)
Metrik
Metrik betyder den rytme, der kan tælles
. Almindeligt
talesprog har tre tryk: hovedtryk, bitryk og svagtryk, men når
vi taler om metrisk rytme, arbejder vi kun med betonet og ubetonet stavelse.
Her kan du se, hvad en betonet og ubetonet stavelse er – de
betonede er skrevet med store bogstaver, de ubetonede med små:
denGANG/ jeg DROG af STED
(fra sangen med samme titel).
Den metriske rytme er med til at understøtte
tempo, fornemmelsen af tidsforløbet, og dermed stemningen i
digtet. Den rytmiske fornemmelse kan understøtte indholdet
eller stå i kontrast til det, på den måde skabes
der enten harmoni eller disharmoni mellem digtets form og dets indhold.
I fx salmen Her vil ties, her vil bies
handler indholdet om at vente, og rytmen understreger det ved at være
langsom, sindig. Her er der harmoni mellem indhold og rytme, idet
rytmen bliver et billede på den tålmodighed, digtet
ønsker sig. Salmen af Brorson kan læses online flere
steder, bl.a. her.
Rim
Når man taler om rim, kan man opdele rim i: Rimtyper og rimmønstre.
Rimtyperne kan deles i to hovedgrupper: stavelsesrim og bogstavrim.
Stavelsesrimene kan igen deles i indrim (rim inde i strofen) og enderim
(rim for enden af strofen).
Stavelsesrim kan rime fra og med den næstsidste betonede
eller ubetonede vokal, men også enstavelsesord kan rime.
Desuden skelner man mellem rim, der kun kan læses, dvs. øjerim,
fx græde/klæde
, og rim, der kan siges/læses
højt, dvs. lydrim/ørerim, fx inde/fuglevinge
.
Der er tre forskellige slags enderim: mandlige, der ender på
betonet stavelse, fx stum/mysterium
og kvindelige, der
ender på en ubetonet stavelse, fx hvile/smile
, samt
svævende rim, der ender på to ubetonede stavelser, fx
sommerdage/velbehage
.
Bogstavrimene deles i konsonantrim (allitteration), fx Freddy Fræk
fra Fakse
og vokalrim (assonans), fx Kåbes
Stråleflor
. Bogstavrimene understreger rytmen, fx i
Skanderborg Station
, men kan også være
betydningsbærende, enten ved at bestå af ord, der står
i kontrast til hinanden, eller giver noget nyt til hinanden.
Fx i bogstavrimet sort sol
, hvor de to kontraster –
den lyse sol og det sorte – bliver skrevet sammen, og
resultatet er et dirrende billede på nethinden, hvor solen
bliver formørket, og det sorte bliver blændende.
Bogstavrim kan gøre det muligt for digteren at nærme sig en faktisk
lyd eller efterligne en følelse eller bevægelse. På
den måde er de i familie med lydord (onomatopoietika) som:
miau
, slurp
og kykkeliky
.
Rimene har på den måde to funktioner i digtet: At understøtte
digtets rytme og skabe associationer ved sammenstilling af de rimede ord.
Rimmønstrene gælder enderim, fx disse to:
Parrim (AABB): Se, nu stiger solen af havets skød (A) / Luft og
bølge bluser i brand, i glød (A) / hvilken salig jubel,
skønt alt er tyst (B) / medens lyset lander på verdens kyst (B).
Og krydsrim (ABAB): I østen stiger solen op (A) / den
spreder guld på sky (B) / går over hav og bjergetop (A) /
går over land og by (B)
.
Endelig findes også det omsluttende rim eller klamrerim med rimmønstret
ABBA
.
Disse grundlæggende byggeklodser kræver i sig selv lidt
overvejelse og øvelse. Prøv gerne det hele af for at
finde din stil. Også det, du ikke tror er interessant for dig,
for mange gange rykker man sig kreativt og får nye idéer
ved at vandre på ukendte territorier. Du behøver dog
ikke at have afprøvet mulighederne i første del, inden
du læser artiklens næste del.
Læs i anden del af artiklen om gentagelser, anaforer, epiforer,
parallelle sætninger, metaforer, metonymi samt prosadigte.
© Iben Schulze Overgaard, cand.mag. i dansk og historie.
Illustration: Abstract Poetry af Doldrums07.
Litteratur: Atle Kittang: Lyriske strukturer, Oslos Universitetsforlag.
Skriv digte med effekt! 20 tips til digteren. Del 2:2
Lyrikken er den gren af litteraturen, hvor man som digter kan få luft
for en følelse med få ord, og det er her, man som læser
kan blive ramt af en andens ord for følelser – på tværs af tid og sted.
Spørgsmålet om, hvordan en digter gør indtryk på læseren,
følges op her i anden del, hvor jeg gennemgår
stileleementerne gentagelser, anaforer, epiforer, parallelle
sætninger, metaforer, metonymi samt den særlige gren af lyrikken – prosadigtning.
Ønsker du at vide mere om frie vers, bundne vers, metrik/rytme, tempo,
betonede og ubetonede stavelser, stavelsesrim, indrim, enderim,
konsonantrim, vokalrim, lydord og rimmønstre skal du læse første del.
Jeg begynder fra begyndelsen, så alle uanset forudgående
kendskab kan afprøve virkemidlerne.
Gentagelser
Der findes mange gentagelsesfigurer i digte. Den enkleste er
sammenføjning
(epizeuxis), at det samme siges to
eller flere gange – det er helt, helt vildt
og Sur
sur sur, lille bi omkring
. Desuden findes der: Anafor,
epifor og parallelle sætninger.
Anafor: Dette begreb betegner en gentagelse af det, eller de, første ord i
flere sætninger eller led. Anafor anvendes bl.a. som retorisk
kneb i taler. Et kendt eksempel er Martin Luther Kings tale: I
have a Dream
.
Epifor: Epiforen er en gentagelse af det eller de sidste ord i flere sætninger
eller led. Den er ikke så udbredt som anaforen, men findes som
lyrisk begreb, fx i børnesangen om bjerget i skoven, hvor hver
strofe slutter med sætningen Bjerget ligger langt ud’ i
skoven
.
Parallelle sætninger: De parallelle sætninger er indholdsmæssigt ens som i
folkevisen Det var en lørdag aften
, hvor
verselinjerne gentages og på den måde skaber en
melankolsk stemning.
Billedsprog: Metafor og metonymi.
Metafor: Ordet metafor
kommer af det græske ord overføring
og er et udtryk for sproglige billeder, hvor man overfører ord
og begreber fra et område til et andet.
Fx når man taler om mit livs forunderlige rejse
og på
den måde beskriver et område (kaldet måldomænet)
– livet – med begreberne fra et andet (kaldet
kildedomænet) – at rejse. Resultatet er, at måldomænet
tillægges egenskaber fra kildedomænet, som det ikke ejer i sig selv.
Man kan inden for denne ramme tale om livets vej
, hvor der
kan være blindgyder
, forhindringer
,
medvind
eller det kan gå op ad bakke
.
Et andet kildedomæne brugt i forbindelse med livet er naturen og
dens årstider, hvor man fx taler om, at et menneske kan være i sit livs efterår
.
Denne slags metaforer bruger alle mennesker så meget, at disse slet
ikke forekommer at være sproglige billeder længere. Man
kan næsten slet ikke forestille sig, at livet ikke skulle være fx en rejse.
Imidlertid er de metaforer, der bruges i lyrik, ofte billeder, hvor man
overrasker ved at overføre ord og begreber fra et område
til et andet på en uvant område. Fx i dette digt nr. 747 af Emily Dickinson:
Det faldt så dybt – i min agtelse
Jeg hørte det ramme jorden –
Og splintres mod stenene
På bunden af mit sind
Mere end den skæbne, der rev det ned
Gav jeg mig selv skylden
For at have placeret lertøj
På min sølvtøjshylde
(min oversættelse)
Her sammenlignes et menneskes evne til loyalitet med køkkenredskaber,
hvor den sande vens loyalitet sammenlignes med sølvtøj
og den falskes illoyalitet sammenlignes med lertøj.
Metonymi: Metonymi betyder navnebytte
. Gennem metonymien udtrykkes
genstanden ikke ved sit rette navn, men ved ord og udtryk, som
tilhører samme associationsfelt med nær forbindelse til
tingen selv, fx når man siger Jeg læser
Shakespeare
i stedet for at sige Jeg læser en bog
skrevet af en forfatter, der hedder Shakespeare
. Fra delen af
bogen associeres til helheden – de ord, tekster og den bog,
Shakespeare har skrevet – men samtidig er det delen, detaljen, som binder opmærksomheden.
Andre eksempler på metonymi er: At give en hånd
, hvor hånd står
for et arbejde, som hånden er med til at lave
; Ræk
mig saltet
, hvor saltet står for en beholder med salt
;
samt Vil du have en kop?
, hvor kop står for en kop kaffe
.
Prosadigte – lyrikkens mønsterbryder
En særlig gren af lyrikken er prosadigtene, som på mange
måder er lyrikkens mønsterbryder. Reglerne
,
som er gennemgået i de to dele af artiklen her, følges
ikke helt, og alligevel er prosadigtene stærke og bevægende som lyriske udtryk.
Prosadigtene anses som en formel nyskabelse, der tillægges Baudelaire med
hans Spleen de Paris (1869).
Han definerede selv genren som en drøm om åbenbaringen
af et mirakel, en poetisk prosa, som var musikalsk uden rytme og rim,
smidig og stridig nok til at kunne forme sig efter sjælens
lyriske bevægelser, drømmeriets bølgen og
bevidsthedens nervøse spring
.
Sjælstilstande og psykiske processer kan ofte være i fokus som fx hos
Mallarmé. Prosadigte kan blandt danske digtere bl.a. findes hos Klaus Rifbjerg og Michael Strunge.
Som mønsterbryder har prosadigte ikke faste mønstre og
skrives – som navnet antyder – i linjer, der ikke brydes
men fortsætter ud til margin som i almindelig prosa.
Til gengæld kan prosadigte struktureres gennem bogstavrim, og de
får det fortættede, lyriske præg gennem sproglige
billeder og andre lyriske virkemidler, fx musikalske elementer som
tempo og klang. Med klang mener jeg, om ord lyder lukkede og mørke
som i Under de omvendte både
eller åbne og lyse som Siris vise
.
Også rytme kan spores, selvom den ikke altid er åbenlys. Fx kan
digteren tilføje rytme ved brug af kommaer eller punktum, der
indsætter pauser i læsningen og dermed skaber en rytme.
Nogle prosadigte er fortællende digte mere end springende
tanker/lyrik
og kunne derfor også skrives som en lille historie – som lyrisk prosa.
Og til dig der digter
Ud over introduktionen til prosadigtenes verden har jeg ovenfor
gennemgået nogle af de vigtigste ingredienser i lyrikken –
hvordan de ser ud, opfører sig og adskiller sig fra hinanden.
Forhåbentlig kan du bruge artiklen her til inspiration i din videre skrivning.
Jeg tænker det lidt sådan, at en digter, der har et godt
kendskab til digtningens bestanddele er som en kok, der kender sine
råvarer. Og hvis råvarerne til maden er gode og
omhyggeligt udvalgte, så bliver den færdige mad også god.
På samme måde bliver det lettere for digteren at sige det, han
eller hun har på hjerte, hvis digteren kender sin palet af ord og virkemidler.
Men uden at hælde kærlighed ned i gryderne bliver maden
alligevel aldrig helt god – en lærdom, der også
gælder for digtningen! Kærligheden til ordene er helt
essentiel – og det er kun dig, der kan give den til digtet.
God fornøjelse næste gang du skal trylle i digtningens forunderlige køkken!
Læs også første del af artiklen om frie vers, bundne vers,
metrik/rytme, tempo, betonede og ubetonede stavelser, stavelsesrim,
indrim, enderim, konsonantrim, vokalrim, lydord og rimmønstre.
© Iben Schulze Overgaard, cand.mag. i dansk og historie.
Illustration: 5 Metros de Poemas af Emilio Goyburu.
Litteratur:
Atle Kittang: Lyriske strukturer, Oslos Universitetsforlag.
Den Store Danske om prosadigte her.
Det gode
digt
Digte … Hvorfor er det, at nogle af dem rammer lige i centrum af sjælen, mens
andre ikke så meget som forårsager et hævet
øjenbryn? Måske endda kun et gab?
Denne artikels skrivetips ser nærmere på, hvordan du kan undgå det
neutrale ansigt og sætte ild i sædet under læseren.
Der er mange måder at gribe dette an på. For ikke at skabe
forstoppelse og skriveblokering hos nogen, starter vi her med nogle
helt centrale råd, som vil blive udbygget i kommende artikler med skrivetips.
Lad mig slå fast med det samme, at der ikke findes noget facit for
digtning – det ville også være kedeligt. Det betyder
også, at alt kan diskuteres – og det bliver det også
verden over. Alligevel er der spændende råd at reflektere
over og afprøve. Selv hvis du ikke er enig i et råd, så
kan du ved at afprøve det både finde dig selv mere som
digter og også udfordre og måske udvide dine egne grænser.
Erik Skøtt Andersen er en af de stemmer, det kan være
berigende at lytte til, når der øses ud af råd om
digtning. I bogen En mørk og stormfuld nat giver han bl.a. følgende råd:
Det gode digt er i sin kerne filosofisk. Ellers bliver det til
tandlæge-venteværelseskunst.
Det gode digt både afslører og skjuler. Det er i den
forstand, det er mystisk.
Ligesom du vrider dit vasketøj for overflødigt vand, inden du
hænger det til tørre i al offentlighed, skal du vride
dit digt for alle overflødige ord.
Et digt begynder først det øjeblik, hvor digteren har
overrasket eller foruroliget sig selv. Derfor skal alt før dette øjeblik smides ud.
Lad os tage dem ét efter ét.
Det filosofiske digt
Det gode digt er i sin kerne filosofisk. Ellers bliver det til
tandlæge-venteværelseskunst.
Et digt kan bestemt
vinde på at indeholde filosofi. Nogle lægger filosofien
ind direkte i digtet som i Emily Dickinsons digt nr. 67 (se syvende artikel i nærværende tema).
Andre kan lide at skjule lidt af det og lade læseren tænke
videre selv som Michael Strunge i digtet Verdenssøn
(se sjette artikel i nærværende tema).
Hos Strunge er der en fornemmelse af, at han vil sige noget, men læseren
får lov at tænke videre og filosofere over den
beskrivelse, han giver af øjeblikket og fortællerens
liv. Nogle gange ligger der store spørgsmål i digtet som
hos Dickinson, og andre gange er filosofien mere nedtonet.
Men er det nødvendigt, at et digt er filosofisk, for at det er
værd at læse? Ikke nødvendigvis. Der kan ligge en
enormt stærk stemning i digte, der fx blot
beskriver en tilstand som hos Henrik Nordbrandt (se femte artikel i nærværende tema).
Erik Skøtt Andersen har til gengæld virkelig en stor pointe i
at fastslå, at et digt ikke skal være så
almindeligt formuleret og ligetil, at det er på linje med
triviallitteratur. Hvis det hele fx er i stil med mit hjerte
banker i smerte
, tåren glider på min kind
,
fuglene kvidrer i det blå
og solen er så
rød
er der ingen spænding
i digtet.
Hverken når ordet spænding
forstås som
interessant
eller poetisk elektricitet
. Og så
er formuleringerne her rene klichéer.
Der skal meget gerne være et ekstra lag i digtet. Det kan være
filosofi – men det kan fx også være mystik, og det bringer os til hans andet råd.
Det mystiske digt
Det gode digt både afslører og skjuler. Det er i den
forstand, det er mystisk.
Ligger noget skjult i digtet, så
skabes der automatisk en spænding
.
Læseren kan mærke, at digtet i virkeligheden dækker over meget
mere, end der bliver fortalt. Det er som et brudstykke af en lang
historie, hvor digteren kun lige serverer en enkelt ret ud af en
syv-retters middag. Til gengæld kan man smage lidt af det hele
fra bordet – og resten må man tænke sig til.
Henrik Nordbrandts digt, som er nævnt ovenfor, er et eksempel på,
hvordan man som læser lige får lov at stikke hovedet
indenfor – dette er selve afsløringen
– og
alligevel bliver man ladt tilbage med spørgsmål om, hvad
der egentlig sker, og hvorfor fortælleren har det på den måde.
Der må være noget i fortælleren, som bliver ramt af et
eller andet, og det kan nærmest føles som om, det er
livet, der rammer i det skjulte og tricker en reaktion. Men hvorfor
og hvordan – det får vi ikke helt at vide.
Det slanke digt
Ligesom du vrider dit vasketøj for overflødigt vand, inden du
hænger det til tørre i al offentlighed, skal du vride
dit digt for alle overflødige ord.
Det må bl.a.
være det, Henrik Nordbrandt har udsat sit digt for, for at det
kunne blive så mystisk. Serveres alt på én gang, er der jo ingen hemmelighed.
Men det kan også af andre årsager betale sig at slanke
digtet. Et digt, som har alt for mange ord, bliver langtrukken at
læse, og det kan helt fjerne spændingen
.
Det betyder ikke, at et digt kun må fylde et vist antal ord. Men gå
dit digt igennem og prøv at fjerne forskellige ord og
sætninger. Fjern selv dem, du tror, du ikke kan undvære.
Læs så både de resterende sætninger hver for
sig og digtet i sin helhed. Lad ordene synke ind.
Ofte siger færre ord langt mere end mange.
Det overraskende digt
Et digt begynder først det øjeblik, hvor digteren har
overrasket eller foruroliget sig selv. Derfor skal alt før
dette øjeblik smides ud.
Følger man det råd,
vil man både slanke digtet og opbygge spændingen
.
Samtidig ligger der noget rigtigt i, at et digt ofte først begynder at
leve ved overraskelsen. Det gælder også for den følelse,
du har som digter, når du skriver. Foruroligelsen eller
overraskelsen kan vise dig, hvor kernen i digtet ligger – det, du
skal koncentrere dig om, fordi det er her wow-effekten ligger.
Nogle gange kan det være nødvendigt at få nogle ting på
plads, inden man kommer til det overraskende, simpelthen fordi digtet
ellers kan mangle sin kontekst og dermed være umuligt at forstå.
Men prøv alligevel at fjerne begyndelsen. Se på, om du kan
lade konteksten fremgå mere indirekte – usagt og mellem
linjerne – eller om du med én strofe eller to kan give den
ramme, som et helt vers tidligere gav.
Også her er der undtagelser – den stærke stemning, den mystiske
beskrivelse af et lille samfund osv. Alligevel er rådet nogle
tanker værd. Som læser er det fantastisk at blive
overrasket undervejs. Og overraskelsen kan endda rykke læseren
mere end et digt, hvor alt er forklaret og ligetil.
© Jannie Solaas, forfatter, manuskriptlæser, skrivecoach og skrivelærer, www.solaas.dk.
Illustration: Statue of Phillis Wheatley af Sharon Mollerus.
Følelser i digte
Følelser er nogle drilske størrelser. Og de er ikke mindre svære
at udtrykke i digte. De ord, der har en effekt, når de siges
højt, har ikke nødvendigvis effekt, når de
skrives. Jeg elsker dig
og lignende følelsesudtryk
har sjældent virkning på papiret. Så hvordan
omformer du dine følelser til lyrik?
Flere forfattere har udtalt sig om dette emne. For eksempel:
Forfatteren må indse, at han ikke kan skabe medlidenhed med
medlidenhed, ikke følelse med følelse, og ikke tanke med tanke.
Flannery O’Connor
Før en digter kan forestille sig en læser, der er komplet ligeglad
med hans afdøde elskede, så vil han soppe rundt i private følelser.
Erik Skøtt Andersen
Sproget lider, når digteren lider.
Erik Skøtt Andersen
Barske ord, men en sandhed ikke desto mindre.
Nogle formår at forme deres følelser på papir, mens de
lider personligt, men for at det skal ramme læseren, skal det
vække genklang i læseren, og det sker ikke med udtryk som
Jeg er så ked af det
eller Du er min lykkes stjerne
, uanset
hvor dybfølt disse ord må være af forfatteren
selv. For dette er rene konstateringer iklædt et referat – det er ikke pulserende følelser.
De, der rammer læseren, mens de lider, er netop dem, der er i stand
til at løfte sig over den slags konstateringer og vise
smerten. Læs mere om at vise i artiklen Vis alt! Men kun det yderst nødvendige.
(fra temaet Tekster, der ånder liv
her).
Derfor kan du ikke lade en følelse blive fortalt på den måde.
Ikke hvis du vil nå læseren. Du må række ind
i selve følelsen og skabe et billede på den eller en
anderledes måde at udtrykke den på, hvis den skal have virkning.
Det er det, Flannery O’Connor mener med, at du ikke kan skabe medlidenhed
med medlidenhed, følelse med følelse, eller tanke med
tanke. Digtet vil føles nøgent. Som et referat af
noget, du har oplevet, men det efterlader læseren uden følelsen
af at have følt det med dig og dermed følt med dig.
Og værre endnu: Er udtrykket hørt ofte før (fx jeg
er min egen lykkes smed
), vil det sandsynligvis slet ingen virkning have og dermed hive effekten af digtet ned.
Sammenlign følgende eksempler, hvor de indledende opdigtede skal tages
som strofer, der ingen virkning har. Bemærk, at du kan læse
hvert omtalte digt ved at klikke på digtets titel.
I stedet for at sige jeg opgav min drøm – jeg længes
efter den nu
kunne man omskrive det som fx Michael Strunge i
digtet Verdenssøn
(se sjette artikel i nærværende tema),
hvor han siger, at han stirrer sig blind på en eller
anden drøm, jeg glemte at lukke ind i går
.
At stirre sig blind kan antyde både længsel og tab, og
drømmen der glemmes at blive lukket ind kan fortælle, at
tabet måske er mere en bevidst handling end en glemsel, fordi
drømmen trods alt var tæt nok på døren til,
at den kunne være blevet lukket ind. Samtidig kan en
eller anden
vidne om, at drømmen blev skubbet væk, fortrængt.
Der ligger mange lag i hvert af Strunges ord, som kan tolkes og vække
forskellige følelser. Det gør der ikke i det indledende eksempel.
Og i stedet for at udtrykke at tabet af drømmen gjorde ham hul
og død indvendig
, så siger Strunge:
Nu hænger ruderne, fanatiske mødre, og ser denne
verdenssøn, ser gennem et gråt lag af fuglelort, byens
støv og drømmen smattet, vissen, et stivnet mønster uden farve
.
Billedet her er meget skarpt og viser det, der ligger i følelsen, frem
for blot at konstatere den indre død og tomhed.
Emily Dickinson bruger også billeder i digt nr. 67 (se syvende artikel i nærværende tema).
Her siger hun ikke: Du skal brænde af uopfyldt begær
for at kende til sejr og tab
. Hun siger:
En nektar nydes mest af den, for hvem den ikke brygges.
Resten af
digtet er et billede på netop den tilstand: Vinderen, der ikke
kender til tabet, og taberen der kender vinderens lykke bedre end vinderen selv – fordi han selv tabte.
På samme måde siger Emily Dickinson ikke i digt nr. 419 (se syvende artikel i nærværende tema), at lykken forsvinder, mørket breder sig, men jeg
er allerede vant til det
. Hun siger:
Vi vænner os til mørket, når lys forsvinder brat, som
når en nabo holder lampen, imens hun si’r godnat
.
Lampen bliver billedet på lyset og lykken, og godnat
bliver billede
på det uundgåelige mørke, der kommer, når lyset forsvinder.
Brug på lignende måder anderledes udtryk eller billeder eller
hvad som helst nyt og anderledes for at udtrykke dine følelser
i digte. Hold dig for øje, at læseren ofte ikke kender
dig personligt, og derfor vil din personlige ulykke, hvor smertelig
og menneskeligt forståelig den end er, ikke være nok til
at bevæge læseren i et digt, når du blot fortæller
(konstaterer/refererer) om den i stedet for at vise den.
En anden ting er, at læseren ofte lettere bevæges af det,
der er sket for læseren – frem for det, der er sket for
dig. Også af den grund er det vigtigt at finde et billede eller
udtryk, der får læserens egne oplevede følelser op i bevidstheden.
Led derfor efter et fællespunkt for dig og læseren at skrive
fra. En fælleskerne i følelsen, som læseren vil nikke genkendende til.
© Jannie Solaas, forfatter, manuskriptlæser, skrivecoach og skrivelærer, www.solaas.dk.
Illustration: Hero and Leander af William Etty.
Henrik Nordbrandts Note om Mandilares
Et digt – med analyse
Digtet
De første dråber
har fået skriften til at flyde ud
og De er mig endnu ukendt
fraværende
idet jeg skriver:
bjergene er fjerne, himlen rød
som før et stormvejr
og skønt jeg ikke kan forklare hvorfor
er jeg urolig …
De er mig endnu ukendt.
Så bliver det regnvejr, Deres hjerte
standser
fordi De får halsen skåret over
eller fordi De, ifølge Athens News
,
drukner i Ægæerhavet
i et referat 14 dage senere.
Men endnu kan jeg ikke forklare det.
Med kladdeheftet i hånden
går jeg ind. Pinjerne
er sorte som før et stormvejr
men jeg kan ikke forklare
hvorfor jeg er urolig.
Jeg kan ikke forklare det
gentager blot
det jeg har set
om også det er trættende:
bjergene er fjerne i nat
himlen rød
Analysen
Henrik Nordbrandts digte er intense og gerne fyldt med billeder og
stemninger, som virkelig kræver noget af læseren.
Digtet Note om Mandilares
er en tekst, som umiddelbart kan
mystificere læseren ved første gennemlæsning og
alligevel drage læseren ind i det univers, der føles
hemmeligt, fordi det næsten er uforståeligt.
Min egen tolkning af digtet er, at digteren sidder og skriver på
sit digt, mens der foregår tragiske begivenheder i verden.
Nogle får halsen skåret over, andre drukner, og selvom
digteren ikke kender til det i skrivende stund, ligger liv kontra død
altid et sted i luften og er måske med til at farve himlen rød.
Måske antyder digtet en forbindelse mellem alle mennesker, en forbindelse
der sætter forudanelser i gang i kraft af det kollektivt
ubevidste, eller måske er det blot hårdt at være
menneske ifølge Nordbrandt, for selv når man selv har en
rolig stund, vil andre i samme øjeblik et eller andet sted på
kloden blive presset ud på livets yderste grænse og måske
skubbes i døden.
© Jannie Solaas, forfatter, manuskriptlæser, skrivecoach og skrivelærer, www.solaas.dk.
Illustration: Bright red clouds at sun rise af Simon Eugster.
Litteratur: Note om Mandilares
fra Henrik Nordbrandts digtsamling Egne
digte, Gyldendal.
Michael Strunges Verdenssøn
Et digt – med analyse
Digtet
Jeg ser min lampe
i lyset fra avisen
der ligger så stille
og stirrer mig blind
på en eller anden drøm
jeg glemte
at lukke ind i går.
Nu hænger ruderne,
fanatiske mødre,
og ser denne verdenssøn,
ser gennem et gråt lag
af fuglelort, byens støv
og drømmen smattet, vissen,
et stivnet mønster uden farve
af noget der var
lige her i nat,
en ligegyldig nat
som alle har glemt
nu da de knuger aviserne til sig:
små vanskabte børn
som ingen kan elske
og ingen slå ihjel.
Analysen
Michael Strunge var mester i at beskrive stemninger og følelser ud fra
skæve billeder og provokerende formuleringer. Hans sprog og
vinkling er så anderledes, at hans tekster er spændende at læse.
Alene det, at det er lyset fra avisen, der viser lampen, er et godt
eksempel på, hvordan han vendte tingene på hovedet og fik
et stærkere billede ud af det end ved fx at skrive Lyset
fra lampen faldt på avisen.
I virkeligheden er det lys, der falder på avisen, den kilde, der afslører lampen.
Hos Strunge er der tilmed både drømme, der ikke lukkes ind,
og vanskabte børn som ingen kan hverken elske eller slå
ihjel, og der er hele tiden fornemmelsen af, at størstedelen
af det, Strunge vil sige, er pakket ind i metaforer. Hvem eller hvad
er de vanskabte børn? Hvad symboliserer natten?
Osv. Strunges univers inviterer til at læse ind i digtene i stedet
for blot at læse dem, og det slipper man næppe fra uden
at være en refleksion eller to rigere bagefter.
Læs mere om muligheden for et stærkt udtryk i digte samt tolkning
af Strunge i artiklen Følelser i digte
(se fjerde artikel i nærværende tema).
© Jannie Solaas, forfatter, manuskriptlæser, skrivecoach og skrivelærer, www.solaas.dk.
Illustration: Nebbia a Venezia af Giovanni Dall’Orto.
Litteratur: Verdenssøn
fra Michael Strunges digtsamling
Samlede Strunge, Borgen.
Emily Dickinsons digte
Et udvalg af digte – med analyse
Digt nr. 67
Lykken, den er sødest
For den der aldrig lykkes.
En nektar nydes mest af den,
For hvem den ikke brygges.
Og ingen i den hele hær,
Der erobred fjendens flag,
Kan så klart definere
Den sejr de vandt i dag
Som han, den slagne, døende,
Mod hvis øre, bristet snart,
Triumfens fjerne spænding
Slår smerteligt og klart.
Digt nr. 341
Efter stor smerte blir følelsen formel,
Nerverne et gravstens-ceremoniel –
Var det mig der tålte? Et stift hjerte spør –
Og i går eller århundreder før?
Fødder går mekanisk rundt –
I jord, luft eller hvad –
En knirkende vej –
Ligeglad,
En kvarts-tilfredshed som en sten.
Dette er timen af bly –
Husket hvis man lever op på ny –
Som de frostramte mindes sne:
Først gys – så sløvhed – så la’r man stå te’.
Digt nr. 419
Vi vænner os til mørket,
Når lys forsvinder brat –
Som når en nabo holder lampen,
Imens hun si’r godnat.
Vi vakler nok et øjeblik
For natten er så ny –
Tilpasser så vort syn
Og møder vejen uden at kny.
Således med det større mørke,
Med aftner i en hjerne –
Med ej det mindste månetegn
Og slet ingen stjerne.
De modigste kan famle lidt
Og støde mod et træ
Og slå sig selv for panden
– så lærer man at se –
Enten fordi mørket ændres –
Eller synes uden at svige
Tilpasser sig til midnat –
Så livsvejen næsten blir lige.
Analysen
Emily Dickinson nåede i løbet af sit 55-årige liv at
skrive 1775 digte, som er blevet fortolket og diskuteret flittigt.
Digtene rummer mange spændende vinkler på livet, eller
sandheder for hende, som mange læsere vil kunne genkende som en del af livet selv i dag.
Det er denne eviggyldige visdom, hun repræsenterer, sammen med de
strålende billeder og provokerende udtalelser – der især
var provokerende på hendes egen tid – der gør hende så
fascinerende at læse. Hun formulerer det, som mange har følt,
og det er som at blive taget i hånden af en ven, der føler det samme.
Digtene fortæller ofte om sorg og et hårdt liv, især fordi
kærligheden aldrig rigtig lykkedes for hende, og fordi hun
levede ret isoleret, og alligevel strømmer digtene over af
lidenskab og følelser og eventyr, som om hun kendte hele verden i kraft af sit eget hjerte.
Men der er også mange digte, der hylder naturen, og nogle digte er
på grænsen til at være humoristiske, når hun
driller dem, hun skriver om, med sine provokationer.
Digt nr. 67 er, når det læses på baggrund af hendes eget
liv, til gengæld et smerteligt udtryk for, hvordan stor sorg
for hende er kilden til at forstå den virkelige værdi i
det vundne – netop fordi det er uden for rækkevidde.
Digt nr. 341 fortæller, hvordan smerte kan forvandle livet, så
livsglæden ændres til ligegyldighed, og mennesket ændres til en mekanisk zombie.
Digt nr. 419 supplerer med at illustrere, hvordan livsvejen bliver næsten
lige, hvis først man lader stå til og ikke bekæmper
mørket. Hendes digte er en kilde til inspiration og oversat til flere sprog.
Ud over den nedenfor nævnte bog har Bente Clod fx også
oversat nogle af hendes digte i bogen På min vulkan,
ligesom Niels Kjær giver sine bud på oversættelser i bogen Elysium.
Læs mere om muligheden for et stærkt udtryk i digte samt tolkningen
af Dickinson i artiklen Følelser i digte
(se fjerde artikel i nærværende tema).
© Jannie Solaas, forfatter, manuskriptlæser, skrivecoach og skrivelærer, www.solaas.dk.
Illustration: Emily Dickinson af William C. North.
Litteratur: Digtene er skrevet af Emily Dickinson og er fra bogen Sig
sandheden, på dansk ved Poul Borum, Brøndum.
Numrene er anført efter den orden, der er opstillet i Thomas
H. Johnsons samlede udgave, Emily Dickinson: The Complete Works, Faber and Faber.
William Shakespeares sonetter
Et udvalg af sonetter – med analyse
Sonet nr. 56
Elskov, forny din kraft; lad ingen tro,
Din æg er sløvere end madbegæret,
Som, skønt i dag ved fodring bragt til ro,
I morgen er så skarpt, som det har været;
Husk det: har dine sultne øjne end
I dag set nok og lukket sig af mæthed,
Luk dem i morgen op og se igen,
Og dræb ej elskovs ånd med vane-træthed.
Kald denne tunge mellemtid et vand,
Der skærer ind imellem et par venner,
Som bytted tro og daglig over strand
Mod elskovs genkomst længselsblikke sender,
Eller en vinter, hvis pinagtig’ kuld
Gør somrens velkomst trefold frydefuld.
Sonet nr. 61
Er det din vilje, når dit billed tvinger
Nattunge øjne op af søvnens mag?
Dit ønske, at min brudte slummer bringer
Skygger, som ligner dig, til synsbedrag?
Er det din ånd, du sender bort fra hjemmet
Så langvejs for at forske om min færd,
At se, om jeg er idløs, om beskæmmet,
Alt det, som går et nidkært hjerte nær?
O nej! så vidt når dog din ømhed ikke;
Min ømhed er det, som forvåger mig,
Min egen fuldtro hu, så jeg må ligge
Rastløs, som holdt jeg stadig vagt om dig.
For dig jeg våger, mens jeg ser dig vandre
Og sværme, fjernt fra mig, for nær ved andre.
Sonet nr. 116
Jeg tror på bånd, som ægte troskab binder.
Den kærlighed er ikke kærlighed,
Som vil slå om, når den et omslag finder,
Og sveget selv er straks til svig bered.
Nej, kærligheden er en bundfast vager,
Bestandig støt i stormens element,
Er stjernen for hvert vejvildt skib, som tager
Dens højde, skønt dens kraft vel knap er kendt.
Den er ej tidens gæk, skønt tiden bruger
Sin krumme segl mod rosenmund og –kind;
Den ændres ej med hans små døgn og uger,
Men holder ud, til dommedag går ind.
Hvis her jeg fejler og i dåd har svigtet,
Har jeg kun bobler om en boble digtet.
Analysen
Shakespeare er ikke til at komme udenom, når talen falder på
inspirerende litteratur. Ganske vist passer digtning af denne type
ikke til nutidens sprog, men det har afgjort sin egen charme selv i dag.
Han formåede at stramme tekster så meget, at der kun var
selve livsnerven tilbage, men denne livsnerve er klædt i så
flotte formuleringer og stærke billeder, at hver eneste sonet
enten er et eventyr i sig selv eller et budskab om menneskelivets
grundvilkår, som sagtens kunne fylde en tyk bog, men som hos
Shakespeare barberes ned til essensen.
Og hvilken essens. De tre udvalgte sonetter hylder kærligheden
frem for den flygtige romantik og kredser om kunsten at holde hjertet
i gang trods hverdagens kedsommelighed, længselsfuld afstand i
forhold til den elskede og elementernes rasen i det indre.
Hans sonetter fortæller om en brændende lidenskab, der ikke
kender til kompromis, og det går nogle gange ud over helten i sonetten, såsom i sonet nr. 61.
Andre sonetter handler om en stærk hengivenhed til venner, om svigt
mellem venner og elskende, tab, livet som kunstner, moderskab og en hyldest til skønheden.
Shakespeare havde meget at sige om mange emner, og hans sonetter er både en
kilde til nydelse og refleksion. V. Østerberg lagde et
fantastisk arbejde i at oversætte sonetterne, så hvis man
ikke er stærk i engelsk fra 1500- og 1600-tallet, kan jeg
anbefale bogen, der er nævnt nedenfor.
Dog er det godt at have den engelske tekst som reference, da Shakespeares
eget sprog rummer nuancer, som det danske sprog ikke kan hamle op med.
© Jannie Solaas, forfatter, manuskriptlæser, skrivecoach og skrivelærer, www.solaas.dk.
Illustration: William Shakespeare tilskrevet John Taylor. Udstillet på
National Portrait Gallery.
Litteratur: William Shakespeares sonetter nr. 56, 61 og 116 fra bogen William
Shakespeare: Sonetter, på dansk ved V. Østerberg, Samleren.
I poesiens favn
Emily Dickinson skrev dette citat om poesi: Hvis jeg læser en
bog, og dens ord gør min krop så kold, at ingen ild
nogensinde vil være i stand til at varme den, så ved jeg, at det er poesi.
Poesi er kondenserede følelser og billeder, der siger mere end 100
andre, sirligt sat sammen for at gengive et præcist budskab.
Poesien kan samle et billede for derefter at splintre det og udfordre
din rationelle tænkeevne – eller bekræfte dig i
samme ved at holde på en fast form.
Den kan brede sig ud i digre værker som Paradise Lost af John
Milton eller samles skarpt og simpelt i haiku. Den kan sætte
dig fri og løfte dig op blandt stjernerne – ligesom den
kan trykke dig i siden med en humor, der er så praktisk, at du
må opgive at være højtflyvende.
Filosoferer du over poesi, og hvad det er, poesien kan? Så læs videre
og find inspiration i disse citater fra store personligheder – nogle af dem poeter.
En poets arbejde er at navngive det unævnelige, at udpege
svindlere, vælge side, starte skænderier, forme verden og forhindre den i at falde i søvn.
Salman Rushdie
Selv når poesi har en mening, hvilket den sædvanligvis har, er
det muligvis uklogt at udtrække den … Perfekt forståelse
vil sommetider nærmest udslette nydelse.
A.E. Housman
En sand poet besværer sig ikke med at være poetisk. En
gartner parfumerer heller ikke sine roser.
Jean Cocteau
Et fortrin ved poesien, som kun få vil benægte: Den siger
mere og med færre ord end prosa.
Voltaire
Poesi er et materiale bestående af glæde og smerte og undren,
tilført et stænk fra ordbogen.
Khalil Gibran
Poesi er ikke at slippe følelser fri, men at undslippe følelser;
det er ikke et udtryk for personlighed, men en flugt fra
personlighed. Men, selvfølgelig, kun de der har personlighed
og følelser ved, hvad det vil sige at nære ønske om at undslippe dem.
T.S. Eliot
Poesi er kunsten at skabe fiktive haver med virkelige kryb.
Marianne Moore
At publicere en digtsamling er som at kaste et rosenblad ned i Grand
Canyon og vente på ekkoet.
Don Marquis
Du behøver ikke at lide for at være digter; voksenlivet er
tilstrækkelig lidelse for alle.
John Ciardi
Digtere har været mistænkeligt tavse omkring emnet ost.
Gilbert K. Chesterton
Digtere er mest interesseret i død og kommaer.
Carolyn Kizer
Der er ingen penge i poesi, men der er så heller ingen poesi i penge.
Robert Graves
Når det gælder erfaring – tja, tænk på hvor lidt nogle
gode digtere har haft, eller hvor meget nogle dårlige digtere har.
Elisabeth Bishop
At være digter er et af de mere usunde jobs – ingen regelmæssige
arbejdstider og virkeligt mange fristelser!
Elizabeth Bishop
© Jannie Solaas, forfatter, manuskriptlæser, skrivecoach og skrivelærer, www.solaas.dk.