Shamansk healing og livsvejledning


Udvid din bevidsthed (billede)


Munay ki – frøet til bevidsthedsudvikling


Munay ki er hellige riter, der åbner for lys, fred og balance i dig. Din bevidsthed vil blive udvidet igennem dem, og du vil – hvis du arbejder med dem – blive en kanal for universel kærlighed, visdom og healing til dig selv og andre. Mærker du lyset kalde på dig, uden at du ved, hvordan du skal svare, vil du med riterne komme tæt på lysets guddommelige kraft og finde en konkret vej til at være et lys i verden.
‘Munay’ betyder ‘universel kærlighed’, og ‘ki’ betyder ‘kraft’, og det er, hvad riterne er – en energioverførsel båret af stærk kærlighedskraft. Ifølge gamle profetier vil en ny menneskehed dukke op på planeten – mennesker med visdom, og som lever uden frygt. De har indset og kropsliggjort deres evige natur som det lysende menneske, også kaldet homo luminous. Munay ki-riterne er fødslen af dette nye menneske.


Hvad er et frø?
En plante,
hvis evner endnu ikke
er blevet opdaget.

Ralph Waldo Emerson



De 10 riter


Healerens rite (billede) Healer: Til dig, der ønsker at blive healer og ønsker at få vejledning på din egen healingrejse. Du vil indgå i et netværk af mesterhealere i åndens verden og vide, at du aldrig er alene.

Riten forbinder os med en ældgammel slægt af medicinkvinder og -mænd, som igangsætter vores egen personlige healing og ledsager os på rejsen.

Riten er også vigtig for healere, fordi for at være en healer for andre må vi fra vores egen erfaring vide, hvordan sår kan forvandles til visdom og medfølelse.


Kraftbåndenes rite (billede) Kraftbånd: Til dig, der ønsker beskyttelse mod at blive overvældet af energier, er udsat for psykiske angreb, er stresset, angst eller utryg eller ønsker daglig rensning af energikroppen for nye indtryk og energier.

Denne rite er særligt vigtig at modtage for healere, der hele tiden bringes i kontakt med andres tunge energier.

Kraftbåndene er fem energibælter, der væves rundt om kroppen. De styrker vores forbindelse med naturen og fungerer som filtre, der afviser negative og tunge energier. På den måde beskytter de os fysisk og psykisk, så vi kan være mere nærværende i stedet for at bruge vores energi på frygt, tvivl og bekymring.


Harmoniens rite (billede) Harmoni: Til dig, der har ønsker at rense dine chakraer for at skabe balance i din energikrop, dit liv og dit helbred, både for krop, sind og ånd.

Riten forbinder os med syv arketyper, en til hvert chakra. De nederste fire chakraer forbindes med ånden fra slangen, jaguaren, kolibrien og ørnen. Kraften fra dem nulstiller vores instinkter, så vi kan bevare vores fysiske og følelsesmæssige integritet.

Fx kan de lære os balance i vores relationer. De øverste tre chakraer forbindes med vogterne af oververdenen, mellemverdenen og underverdenen. Disse vogtere styrer vores udvikling, tilskynder os til at helbrede vores fortid og leder os til en sund og lovende fremtid.


Seerens rite (billede) Seer: Til dig, der ønsker at kunne se energier, udvikle din intuition og at kunne se dine egne projektioner samt det større billede.

Denne rite etablerer neurale forbindelser mellem modtagerens visuelle cortex, det tredje øje og hjertet. På den måde udvikler modtageren en indre vision – eller intuition – omkring den usynlige verden og subtile energier. Riten udvikler din evne gradvist og kan for nogle udvikle ikke blot en indre vision af energier, men også evnen til at se dem med de fysiske øjne.

Hjertet inddrages i riten, så modtageren kan se med kærlighedens og medfølelsens øjne og ikke kun se (køligt) med hjernen.


Dagvogterens rite (billede) Dagvogter: Til dig, der ønsker at bringe harmoni til dit nærmeste miljø, familie, venner og andre i din nærhed for at gavne jer alle, i erkendelse af at hvad der gavner fællesskabet, gavner den enkelte. Riten bringer balance i det feminine guddommelige aspekt i os.

Riten indvier os i en slægt af medicinmænd og -kvinder, der bringer sundhed og harmoni til deres by og fællesskab. Dette gøres ved, at elementerne – jord, vand, vind, ild og æter – æres og balanceres med bønner og intentioner, så livet kan flyde i hellig orden.

Slægten medbringer bevidsthed om livets blide og modtagelige kvaliteter, hvilket helbreder og styrker vores forhold til det feminine.


Visdomvogterens rite (billede) Visdommens vogter: Til dig, der ønsker at få adgang til højere visdom igennem naturen og udvikle din styrke, dit mod og oplevelsen af at være beskyttet. Riten bringer balancer i det mandlige guddommelige aspekt i os.

Slægten af visdomvogtere husker, hvordan man går i dialog med naturen, og forstår den energi, der bevæger naturens cyklusser og rytmer. I Andesbjergene er de kendt for deres evne til at hidkalde lyn og for deres intime forbindelse med ‘apus’ eller bjergenes skytsånder.

Igennem riten vil du få kontakt til slægten og kan forbinde dig energetisk med din egen personlige apu for at modtage visdom.


Jordvogterens rite (billede) Jordvogter: Til dig, der gerne vil forbinde dig dybt med hele verden og fremme dens helbredelse, for at den kan blive et bedre hjem for alle. Du vil indgå i et samarbejde og fællesskab med jordvogtere i åndens verden.

Denne slægt af mænd og kvinder har en meget dyb vision om meningen med livet på jorden. De betragter livet set fra solens og stjernernes bevidsthed. I Andesbjergene er de anerkendt som de opstegne mestre, der kommunikerer med stjernerne og videregiver kompliceret visdom på en mild og forståelig måde til deres fællesskab.

Riten giver adgang til samme klare syn og formidling. Jordvogteren har en enorm kærlighed til hele planeten og alle på den.


Stjernevogterens rite (billede) Stjernevogter: Til dig, der ønsker at se ikke bare det større billede, men det største, og bruge denne indsigt aktivt til verdens helbredelse og beskyttelse.

Denne rite giver os et indblik i vores verdens mulige fremtid og advarer os om dens farer og muligheder. Bevidstheden fra avatarer og profeter vækkes i os.

Med denne bevidsthed opfordres modtageren til ikke kun at kende profetien på afstand, men til at tage aktiv del i at skabe forandringer, der leder mod en bedre skæbne, ligesom de gjorde. Denne indvielse åbner døren til vores udvikling fra homo sapiens til homo luminous.


Skaberens rite (billede) Skaber: Til dig, der ønsker at opdage dine medskabende kræfter, ikke kun i dit personlige liv, men til gavn for hele skabelsen, og du vil opdage, at det guddommelige ikke kun skaber igennem dig, men som dig.

Denne indvielse stimulerer os til at opdage vores uendelige natur, som ikke er adskilt fra den skabende kilde og al skabelse. Den gør os bevidste om vores manifesterende kraft og lærer os at skabe en bedre virkelighed for verden.

Riten får os til at indse, at det at skabe ikke kun er et privilegium, men også et ansvar, og den inviterer os til at skabe med stor kærlighed og mod.


Livmoderens rite (billede) Livmoder: Til dig, der ønsker at slippe frygt og smerte, og som ønsker at kunne skabe uden frygt. Denne rite har stor helbredende effekt for harachakraet, der er forbundet med kamp- eller flugtresponset, og flere modtagere har fortalt om fysisk helbredelse af kroppen på dette område, fx livmoderen. Riten er en healing og en velsignelse, der forbinder os med en slægt af kvinder, som befriede sig selv fra lidelse.

Denne slægt minder os om, at livmoderen ikke skal bære på vores frygt og smerte, for den er et energicentrum for al skabelse i livet. Riten renser livmoderen energetisk, så den kan være et rent kar, når den bærer de kommende generationer, vores projekter og al anden skabelse i livet. Mænd kan også modtage denne rite til gavn for harachakraet, som er et skabelsescenter for både mænd og kvinder.


Hvilken rite skal du vælge?


Hvis du er interesseret i at modtage en eller flere af riterne, kan du valgfrit vælge en af de første fire eller den tiende.

Ønsker du en af de øvrige, er det nødvendigt at modtage de foregående riter forinden i ovennævnte rækkefølge, da hver rite forbereder energien og bevidstheden på den næste.

Hvis du ikke er sikker på, hvilken rite der er bedst for dig, kan vi afklare det sammen.

Hvordan udføres riterne, og er der hjemmearbejde til dig?


Riterne gennemgås i tre stadier. Først laver du en øvelse under min vejledning, som forbereder din energi på at modtage riten. Efter det modtages riten. Til sidst laver du en øvelse under min vejledning, som forstærker din modtagelse af riten.

Den konkrete rites indhold varierer, når jeg skal give den, men du skal blot sidde afslappet under modtagelsen.

Der vil være hjemmearbejde til dig, for at du kan fortsætte med at forstærke ritens kraft. Hvis du ikke laver hjemmearbejdet, vil det gå med riten, som med et frø, man ikke vander; det vil gå i sig selv efter en tid.

Regn med at bruge i hvert fald en måned på at gennemgå en daglig øvelse for at forstærke riten. Tre måneder er bedst. Livmoderens rite kræver, at du laver en øvelse én gang om måneden i et år.

I den første tid efter riten kan der være flere øvelser, som du skal lave hjemme, afhængigt af hvilken rite du har valgt. De første fire kræver kun én daglig øvelse pr. rite. De efterfølgende fem kræver flere.