Når empaten møder energivampyren
Empater er særligt sensitive mennesker med en større energiudstråling end andre – og derfor er de oplagte mål for energivampyrer. Lær, hvordan du som empat kan håndtere en energivampyr.
af Jannie Solaas
Har du fået at vide, at du er ‘for følsom’? Har du det bedre, når du er alene eller kun i selskab med få mennesker frem for mængder?
Hvis du kan svare bekræftende til de to spørgmål, er du muligvis empat. Empater er karakteriseret ved en lang række kendetegn. Nogle af de mest centrale gennemgår jeg nedenfor.
Artiklen kan hjælpe dig med at forstå mere om dig selv, hvis du er empat, og forklarer også, hvorfor sammenstød med andre mennesker kan virke særligt voldsomt på dig.
Har du ligefrem tiltrukket en energivampyr, der dræner og sårer dig, kan du igennem shamansk healing få helbredt årsagen til, at du tiltrak energivampyren, så tiltrækningen standser, og helbrede de svære følelser i relationen. Healingen kan også hjælpe dig med at afslutte forbindelsen og/eller passe på dig selv. For dig, der overvejer dette, vil artiklen give dig indsigt i, hvilke dynamikker vi kommer til at arbejde med igennem energiarbejdet.
Hvordan er det at være empat?
Empater har ligesom andre mennesker både styrker og svagheder. På plussiden kan de opleve glæde meget stærkt og har ofte et naturligt talent for healing, fordi de rummer et stort omsorgsgen. De har en evne til at mærke energien omkring sig og er derfor tit draget mod dyr og natur på grund af deres rolige og uskyldige energi.
Der er flere grader af at være empat, og nogle er det i meget høj grad. Dem med en meget høj grad af empati har det, som kaldes ‘supertræk’ af Sandra L. Brown, psykolog og grundlægger af Institute for Relational Harm Reduction.
Disse mennesker er særligt behagelige at være omkring og meget samvittighedsfulde. De er usædvanligt optimistiske og tror på, at de kan klare tingene. Deres tålmodighed og arbejdsmoral ligger i den høje ende sammen med deres store medfølelse og evne til at se det bedste i alt og alle.
Disse empater lægger altid flere kræfter i et projekt end de andre, hvad enten det gælder et ægteskab, en karriere eller en virksomhed. De giver 80 procent, mens deres omgivelser klarer sig med 20 procent.
Udefra set kan de virke som supermennesker og ender gerne som den person, alle i familien eller kollegerne går til, når der er et problem.
Følsomheden har en slagside. Fordi empater er så følsomme over for energier, kan de melde pas til aktiviteter, som andre hygger sig med. Det kan være steder med store menneskemængder, fx koncerter eller fester med høj rockmusik eller steder med livlig aktivitet som kasinoer og lufthavne. Indtrykkene er for mange og voldsomme til, at empaten kan holde det ud. Film og serier, der indeholder vold og horror, er ofte for skræmmende og smertefulde at se på for empater.
Empater har en tendens til at “gemme sig”. Ofte viser de ikke omverdenen, hvordan de virkelig er, fordi de ikke vil stemples som anderledes eller forkerte.
Det sker gerne automatisk for at kunne overleve, for når andre lider, så lider empaten også, og derfor arbejder empaten hårdt på ikke at få nogen til at lide. Også selvom det betyder, at empaten må skjule, hvem hun eller han virkelig er, eller må sige ja til noget, empaten helst ville sige nej til.
De ofrer deres eget velbefindende for at skåne andre og undgå konflikter; for at sørge for en god energi omkring dem.
Mange empater har oplevet at blive kaldt underlige, skøre eller ”dårlige mennesker”, ganske enkelt fordi de er anderledes. Det kan føre til skam, angst og lav selvfølelse.
Hvis ikke empaten vælger at holde sig mere for sig selv, kan han eller hun beslutte at lære at tilsidesætte sin følsomhed og lukke ned for sin intuitive viden. For nogle ender det med en flugt ind i alkohol og stoffer for at undgå de mange stærke indtryk.
Hvad er en energivampyr?
Der er flere grader og former af at være energivampyr, og jeg gennemgår nogle hovedtræk og -former nedenfor. Det, som kendetegner alle vampyrer, er, at de har en skjult aggression og manipulerer for at opnå en personlig vinding. Med andre ord: De kæmper for at få overtaget.
Magten er deres belønning og det, de er ude efter, for så strømmer energien i relationen ind i dem fra den anden part, som drænes tilsvarende.
Et dysfunktionelt forhold behøver ikke at være tegn på, at den ene part er en energivampyr. Nogle gange handler dysfunktionen om, at de to personligheder har svært ved at arbejde sammen mod et fælles mål, fordi de er så forskellige.
Dysfunktionen i et energivampyrforhold er i stedet baseret på omhyggelig manipulation. Energivampyrer sørger for, at energien kommer deres vej ved mesterligt at spille på sårene hos de mennesker, der er omkring dem.
Hvis du fortæller din partner, hvor dårligt du har det med noget, han eller hun gjorde, og din partner reagerer ved at erkende, at du kan have ret i kritikken, og er villig til at arbejde på at ændre sig, så har du ikke at gøre med en energivampyr.
Har du at gøre med en energivampyr, vil du i stedet enten blive angrebet og få at vide, at fejlen ligger hos dig, eller også griber vampyren efter offerrollen, for at du i stedet skal synes, at det er synd for ham eller hende.
Energivampyrer vil ofte starte et skænderi, hvis tingene går for godt, bare for at få et skud energi. For dem er det underordnet, om energien er god eller dårlig, når bare de får opmærksomhed.
En mere udramatisk måde at dræne folk på er, når de igennem deres samtale og adfærd suger så meget energi ud af din opmærksomhed, at du mærker trangen til at falde i søvn, når du er i nærheden af dem.
Som regel er energivampyrer enten dramatiske og overdrevent følelsesladede eller uforudsigelige i deres tænkning eller adfærd. De kan virke både charmerende og intelligente, men under overfladen kan der gemme sig diagnoser som sociopati, borderline personlighedsforstyrrelse, histrionisk personlighedsforstyrrelse og narcissistisk personlighedsforstyrrelse.
Inden for hver af disse diagnoser er der flere grader fra den meget milde udgave af diagnosen til den meget tunge.
Det vil føre for vidt at gennemgå diagnoserne her, da beskrivelsen af dem kan fylde tykke bøger, eftersom der også er forskellige måder, de kan udtrykke sig på fra person til person. Men allerede nu kan du sikkert fornemme, hvor pointen gemmer sig.
Empater drænes voldsomt af energivampyrer
Empater, der lader en energivampyr komme ind i deres liv, er på spanden, for at sige det ligeud. Det er de af særligt tre årsager.
For det første har empater en tendens til at tro på det bedste i andre, og derfor er de villige til at være tålmodige og tilgive. I lange baner.
For det andet er empater vant til at give for meget, så hvis nogen giver dem 25 procent sammenlignet med deres 75 procent, føler empaten, at hun eller han endelig er nået ind i parforholdshimlen, eftersom empaten normalt må nøjes med 20 procent fra andre.
For det tredje aktiveres empatens egne sår konstant, hvilket skaber endnu mere stress i empatens krop og psyke.
Undervejs drænes empaten voldsomt, og det bliver sværere og sværere at trække sig ud af forholdet, fordi kræfterne slides op. Det svarer til at lade sig årelade nonstop, indtil der kun er få dråber tilbage. I den tilstand kan ikke mange patienter rejse sig op og gå.
Det er fx påvist, at et parforhold til en narcissist kan afkorte partnerens liv med op til 8 år, og at partneren har en øget risiko for at udvikle alvorlige sygdomme som kræft, fordi kroppen hele tiden stresses så voldsomt.
Endnu en bivirkning fra et parforhold til en energivampyr er, at du vil være ”usynlig” for eller virke usympatisk på folk, som kan spotte en vampyr på lang afstand. Du vil heller ikke være tilgængelig for et bevidst, ligeværdigt parforhold med en anden.
Energivampyrer kan dukke op som andet end en partner. Det kan være alle – lige fra chefen, forælderen og andre familiemedlemmer til venner, naboer og bekendte.
Det anslås, at en femtedel af alle mennesker enten har vampyrkarakteristika eller ligefrem har en af de ovennævnte diagnoser. Hver af dem påvirker fem mennesker direkte og negativt.
Tips til at håndtere energivampyrer
Der er skrevet bøger om energivampyrer, som kan give dig mange værdifulde tips. Herunder har jeg samlet nogle af dem.
Almindelige manipulationstaktikker omfatter bl.a., at energivampyren:
- er aggressiv eller skjult aggressiv for at få sin vilje – ud fra tesen, at den, der råber højest, enten verbalt eller nonverbalt, vinder.
- har et behov for altid at ‘vinde’.
- ikke vil acceptere et ‘nej’ som svar, og hvis du forsøger at gøre modstand, slider de dig ned, indtil du giver op.
- anvender løgne, der sætter dem selv i det bedste lys, selvom virkeligheden er en helt anden.
- hentyder til eller demonstrerer deres magt for at få overtaget; nogle truer endda med selvmord for at få deres vilje uden at have planer om at gøre alvor af det.
- ikke giver direkte svar, selv ikke på et simpelt spørgsmål; det gælder for vampyren om at sno sig ud af situationen og allerhelst lægge alt ansvar på dine skuldre.
- giver andre skylden for deres egne sårende handlinger.
- lægger skylden over på dig, for at du skal føle dig dårligt tilpas.
Det vigtige for dig er at huske, at energivampyren altid kæmper for noget – fx kontrol, magt, opmærksomhed. I stedet for at lytte til, hvad han eller hun siger, så kig efter den taktik, som bruges for at vinde. Kig på adfærden frem for ordene.
Lige så vigtigt er det at huske, at det mest magtfulde kort på hånden, som en vampyr har, er ofrets karakter. Vampyren ved, hvordan ofret sandsynligvis vil reagere på en taktik. Derfor er det af stor værdi for dig at kende dig selv og dine egne sårbarheder. Det gør det sværere for vampyren at dræne dig.
Som nævnt vil en person, der virkelig angrer, hvad han eller hun har gjort over for dig, gøre, hvad de kan for at ændre situationen.
Dermed er det ikke dig, der skal gøre noget. Du behøver ikke at finde den rigtige terapeut til energivampyren, den rigtige gruppe eller andet. Det er ikke dit ansvar at løfte vampyren. Ansvaret og initiativet ligger alene hos energivampyren.
De fleste vampyrer takker nej til den invitation, da de ikke er interesserede i at ændre sig, og finder i stedet et andet offer; den løsning virker meget nemmere for dem, for der er desværre altid et nyt muligt offer lige om hjørnet.
De kan endda have et potentielt offer parat i baghånden, i tilfælde af at du dropper forholdet, også selvom de har talt store og flotte ord om dyb kærlighed til dig. Lad dem endelig gå. Uanset hvad de lader til at lokke med, er det ikke din livsessens værd.
Når du har fundet og sparket energivampyrerne ud af dit liv, vil gamle følelser fra dengang, hvor du begyndte at lade vampyrerne komme ind i dit liv, komme op til overfladen. Du kan opleve følelser som skam, svigt og forræderi.
Mærk efter, hvor ked af det du er. Det er, når vi undgår at mærke en følelse, at den sætter sig fast i os. Mærker vi den, kan den frigøres.
Slå endelig ikke dig selv oven i hovedet med, at du har været et offer for en eller flere vampyrer. Mange ofre er meget intelligente, så årsagen til, at de faldt i fælden, ligger ikke i spørgsmålet om intelligens.
Den ligger i de omstændigheder, jeg har beskrevet ovenfor, og sådanne fælder kan mange falde i. Mange har gjort det uden at vide det.
Læs gerne artiklen ‘Relationer: Hvor mange chancer skal der gives?’ for en dybere forståelse af, hvordan man kan havne i en usund relation, samt hvad forskellen er mellem at tilgive i kærlighedens og åndelighedens navn – kontra medafhængighed og medmisbrug. Et link til artiklen findes nederst i artiklen her.
Jeg kan anbefale, at du læser litteratur om energivampyrer og den diagnose, som du mener evt. passer på en vampyr, du kender eller har kendt. Det er vigtigt, at du forstår, hvad der skete, hvilke taktikker der blev anvendt, og hvorfor du faldt i fælden. Denne mentale forståelse er en del af healingen.
Som bogforslag kan jeg henvise til Christiane Northrups bog Dodging Energy Vampires. Er du eller har du været i forhold til en narcissist, kan jeg anbefale bøgerne Den svære kærlighed – Om narcissisme og parforhold af Christina Copty samt Slip ud af narcissistens greb af Berith Siegumfeldt.
En anden del af healingen er at fjerne årsagen til, at du tiltrak energivampyren, og at fjerne det følelsesmæssige affald – de mange sår – som du er endt med, herunder at du måske stadig reagerer stærkt på personen, når bare du kommer i tanker om ham eller hende.
Hvis du reagerer stærkt på personen, har du formentlig brug for at få kappet energibåndene til vedkommende. Andre gange har vi skjult for os selv, hvor meget personen påvirker os, og så kan der alligevel være energibånd, som må fjernes.
I en periode derefter vil din energi få ro til at læges, og båndet bliver gradvist sluppet, så du ikke længere drænes eller påvirkes af personen. Du kan læse mere om kapning af bånd her.
Udover denne form for shamansk arbejde kan der være andre måder at hjælpe dig videre til et godt og givende liv. Du er velkommen til at kontakte mig for at høre nærmere.
Føler du dig suget af en vanskelig relation, oplever du selvkritik, eller føler du dig træt eller drænet – måske på grund af den vanskelige relation – kan du læse mere om, hvordan du kan håndtere disse udfordringer i artiklerne her (klik på titlen):
‘Relationer: Hvor mange chancer skal der gives?’
‘Selvkritik eller selvkærlighed – hvor scorer du flest point?’
‘Er du træt og drænet?’