Efterlivsforskning: Der er et liv efter døden

At der kan være ånder i huset, er efterhånden velkendt. Shamaner har længe vidst det og hjulpet ånder over i lyset, så husets beboere kan leve i fred. Men også forskning viser, at ånder findes. Mindst halvdelen af alle døende får besøg fra det hinsidige på dødslejet, siger forskerne. Og læger og plejepersonale bekræfter det nu.

af Jannie Solaas
 

Rundt om på forskningslaboratorier er vægtskålen trukket frem til de tunge spørgsmål: Eksisterer der en bevidsthed uafhængigt af hjernen?

Ja, det mener flere forskere, og tilslutningen vokser.

Overlever denne bevidsthed, og vender den tilbage for at besøge andre, der er på vej til at træde over i den åndelige verden?

Ja, og det har pårørende bevidnet igennem hele menneskets historie, men ikke blot det: Nu træder stadigt flere læger, sygeplejersker og hospiceansatte frem og fortæller om de oplevelser ved dødslejet, som – siger de – alle, der arbejder med døende, før eller siden er vidne til.

Forfatter og efterlivsforsker Josie Varga, USA, har i bogen Besøg fra himlen samlet mange af deres beretninger plus den seneste forskning.

Overraskende viden

Besøg af afdøde eller af engle på dødslejet er et velkendt fænomen. En af de første til at undersøge dette metodisk var den britiske fysiker og forsker i det paranormale William Barrett (1845-1924). Han stødte på et sådant besøg, da en kvindelig patient lå for døden.

Hun fortalte om et ‘dejligt lys’ og ‘vidunderlige væsener’, og at hendes afdøde far var der for at hente hende.

Men hun insisterede også på, at hendes søster Vida var der. Vida var død tre uger forinden, men ingen havde fortalt hende om det. Det fangede Barretts opmærksomhed.

Han grundlagde Society for Psychical Research og indsamlede mange dødslejeberetninger. Bl.a. den om veninderne Jennie og Edith, der begge havde fået difteritis. Jennie døde, uden at nogen fortalte det til Edith.

Tre dage senere lå Edith selv for døden, da hun pludselig sagde farvel til alle og så udbrød: “Jamen far, jeg tager Jennie med! Far, du har ikke fortalt mig, at Jennie var her.”

Oplevelser af denne art er særligt interessante for forskerne, fordi argumentet om, at de skyldes hallucinationer, mister vægt over for en sådan overraskende viden hos den døende.

En anden af disse beretninger er indsamlet af dr. Bruce Greyson fra University of Virginia Health System. Han har studeret nærdødsfænomener i 40 år, er en af grundlæggerne af International Association for Near-Death Studies (IANDS) og hørte historien om niårige Eddie Cuomo fra en læge:

Drengen havde haft høj feber i 36 timer. Da feberen faldt, slog han øjnene op og fortalte, at han havde været på besøg i himlen, hvor han havde set sin 19-årige søster Teresa.

Faren blev bestyrtet. Datteren gik på universitetet i en anden by, og han havde talt med hende blot et par dage før. Senere på dagen fik familien besked om, at Teresa var omkommet i en bilulykke lige efter midnat.

Besøg ved dødslejet er mere almindeligt, end de fleste måske tror. En undersøgelse udført af Society for Psychical Research inddrog titusindvis af disse fænomener fra USA og Indien.

Blandt alle deltagere havde 50 % oplevet et besøg ved dødslejet, og besøgene mindede slående om hinanden trods kulturforskellene. De fleste af personerne gik over inden for 10 minutter efter besøget.

Det anslås, at 50-60 % af alle døende oplever et besøg ved dødslejet, men tallet kan være højere, fordi kun 10 % er ved bevidsthed, når døden indtræffer. Og fordi mange besøg aldrig rapporteres pga. frygt for latterliggørelse.

Hallucinationer afvist

Amerikanske Carla Wills-Brandon, klinisk psykolog, har forsket i disse såkaldte afskedsvisioner i 30 år og afviser skeptikernes teori om, at de skyldes hallucinationer:

“Jeg arbejder med mennesker, der på grund af en sindslidelse har hallucinationer, og de er ikke så ensartede fra den ene person til den anden. Tilfældige signaler i hjernens synapser skaber kaotiske syner, ikke ensartede møder med afdøde slægtninge,” forklarer hun.

“Afskedsvisionerne er ensartede uanset sygdom, alder, køn, medicinering eller religion. Mine bekendte på dette felt har også opdaget disse fællestræk og er ligeledes overbeviste om, at kontakterne er virkelige.”

Melvin Morse, internationalt kendt læge og forsker, har også undersøgt teorien om, at nærdødsoplevelser er hallucinationer og fremkaldt af medicin. Han sammenlignede 26 børn, som var tæt på at dø, med 131 børn, der fik stærk smertestillende medicin såsom morfin, hvilket kan udløse hallucinationer.

Hele 23 ud af de 26 døende børn berettede om en nærdødsoplevelse; det gjorde ingen af de 131 andre børn.

Morse havde selv været skeptiker, indtil han mødte en pige, som var druknet i et svømmebassin og havde været uden ilt i 20 minutter.

Det var utroligt nok, at hun overlevede. Oven i det kom hun sig helt og beskrev detaljeret for ham, hvad der var sket under genoplivningen. Hun fortalte ham også, at hun havde gået gennem en tunnel til et smukt sted, hun troede var himlen, og tilføjede:

“Bare rolig, dr. Morse. Der er sjovt i himlen!”

Nyt syn på hjernen

Stadig flere forskere mener, at hjernen ikke er bevidstheden og heller ikke skaber den. De henviser især til tilfælde, hvor patienter kort før døden pludselig bliver klare og reagerer, selvom de ellers ikke har været mentalt sammenhængende.

Allerede i 1922 så man et utroligt tilfælde: Anna Katharina Ehmer var alvorligt handicappet og boede på en institution for sindslidende. Hun havde aldrig talt, aldrig reageret på omgivelserne, altid blot stirret ud i luften og ikke haft kontrol over sin krop, men hun chokerede lægerne ved at synge om at dø uafbrudt i 30 minutter før sin død. “Hendes ansigt var som forvandlet og gennemlyst af ånd,” fortalte præsten.

Professor Alexander Batthyan, der har speciale i bl.a. kognitiv psykologi, fra Universität Wien, har sat sig for at undersøge, om også patienter med Alzheimers kan opleve og erkende normalt. Undersøgelserne er foreløbig bekræftende – men det sker kun, når patienten er tæt på at dø.

Denne opdagelse er betydningsfuld for forskningen i bevidsthed. Alzheimers ødelægger nemlig nerveceller og væv i hjernen, men trods den pludselige sammenhængende tale kan man ikke iagttage ændringer i vedkommendes hjerne. Det gælder også, når patienterne har andre sindslidelser.

Med andre ord begynder nervecellerne i den syge hjerne ikke spontant at fungere igen, og hjernen får heller ikke lige pludselig tilført nye neuroner. Så hvor kommer den døendes klarhed fra?

Et andet bemærkelsesværdigt eksempel på terminal klarhed, som det kaldes, kommer fra Scott Haig, en ortopædkirurg i New York. Hans patient David havde kræft i hele kroppen. Hjernen var næsten helt væk, og David havde mistet evnen til både at tale og bevæge sig.

Ifølge Haig var der “intet udtryk, intet respons på noget, vi gjorde. Så vidt jeg kunne se, var han der bare ikke”.

Dagen efter Davids bortgang fortalte sygeplejersken, at David en time inden sin død var vågnet op for at sige farvel til sin familie. Han var klar i hovedet og talte i fem minutter, inden han igen mistede bevidstheden.

Eftersom Davids hjerne stort set var væk og erstattet af metastaser, mener Haig, at hjernen er noget andet end bevidstheden.

Den sydkoreanske kvantefysiker Daegene Song erklærer sig enig og hævder at have ført matematisk bevis for, at bevidstheden opstår uden for hjernen. Hjernen har ifølge ham adgang til bevidstheden, men skaber den ikke.

Ligeledes neurokirurgen Eben Alexander, USA: Han blev kendt verden over på grund af bogen Til himlen og tilbage, hvor han beskrev sin egen nærdødsoplevelse.

I syv dage lå han i koma – storhjernen, der styrer tanker og følelser, var helt lukket ned. Men han var stadig bevidst og opmærksom, og han besøgte en fredfyldt og kærlig verden, der var “næsten for virkelig til at være virkelig”. Dette havde han aldrig troet muligt.

Det videnskabelige syn på hjernen, som Alexander havde tilegnet sig igennem mere end tre årtier, blev ændret på de syv dage. “Bevidsthed (sjæl/ånd/guddommelighed) skaber hjernen og hele den fysiske virkelighed,” konkluderer han, “det er ikke den anden vej rundt.”

Steve Taylor, seniorlektor ved Leeds Beckett University, er enig. Han ser også mening i de oprindelige folkeslags opfattelse: At bevidsthed er en grundlæggende kraft i universet, som gennemtrænger virkeligheden. Denne kraft kan forklare eksistensen af medfølelse, empati, altruisme og telepati, mener han:

“Hvis bevidsthed er en fundamental kraft eller et felt, er den i en vis forstand noget, vi alle er fælles om eller deltager i. Det er derfor muligt at leve os ind i andre mennesker (…). I en vis forstand er andre menneskers lidelser vores egen.”

“Det var bare dødsenglen”

Der er talrige beretninger fra både lægefagligt personale og pårørende, som har bevidnet besøg ved dødslejet.

Fx fortæller sygeplejersken Lisa fra Pennsylvania, at hun en nat gik forbi en stue og bemærkede en mørk skikkelse stå ved en patients seng. Patienten var for syg til at stå op, så hun vendte lidt efter tilbage. Patienten lå i sin seng med dynen over sig og sov tilsyneladende. Ingen stod ved sengen.

Da hun fortalte det til en sygeplejer, fik hun svaret: “Nåh, du har formentlig bare set dødsenglen.” Som om plejeren var vant til at se denne skikkelse. Patienten døde dagen efter.

Traumesygeplejersken Marisa fra Texas så under en døende patients hjertestop også noget forbløffende:

“Fra patientens brystområde så jeg noget stige op i luften. Jeg kan bedst beskrive det med, at det lignede den flimren, man kan se over en landevej på en meget varm sommerdag. Hvis jeg skulle give det en farve, ville jeg sige, at det hovedsagelig var sølvfarvet med spredte gnister i. Det så ud til at være afgrænset, nærmest ovalt af form, men jeg kunne ikke længere se det, da det nåede cirka en meter op over patienten.”

En anden patient – John Loranger – gjorde dybt indtryk på forskeren Barbara Whitfield, der studerede nærdødsoplevelser sammen med Bruce Greyson. John var lam og ønskede ikke længere at blive holdt kunstigt i live.

Whitfield var til stede, da respiratoren blev slukket en dag kl. 10, hvor John også fik en åndedrætshæmmende indsprøjtning. Kort efter sagde han som noget af det sidste: “De kommer efter mig kl. 17.” Selvom personalet havde ventet, at det ville gå langt hurtigere, døde han præcis kl. 17.

I et andet tilfælde havde en toårig dreng kræft. De sidste to dage af hans liv oplevede hans mor og bedstemor, at han mindst to gange tilsyneladende fik besøg fra det hinsidige.

Fra døråbningen til hans rum, hvor han ikke kunne se dem, så de ham rejse sig op i sengen og løfte armene mod en usynlig skikkelse. Begge gange strålede og smilede han. Der var ingen i rummet udover drengen og hans ‘engel’. Han døde fredfyldt dagen efter med det samme smil.

De mange beretninger om himmelske besøg ved dødslejet lader til at have et fælles budskab: Vi er aldrig alene i døden – når tiden er inde, hentes vi af dem, der kender os.

7 former for besøg ved dødslejet

Ifølge Josie Varga er der syv klassiske måder, hvorpå den åndelige verden sender en hilsen eller et tegn ved dødslejet:

Den visuelle form: Den døende ser afdøde slægtninge og venner eller religiøse skikkelser som engle og Jesus.

Portåbningen: En port åbner sig for den døende, som derigennem ser glimt af himlen eller den anden side.

Atmosfæriske forandringer: Rummet eller temperaturen ændrer sig pludseligt, der viser sig et klart lys, eller en tåge forlader kroppen.

Synkronicitet: Præcis på dødstidspunktet går et ur i stå, eller en telefon ringer.

Drømme: En drøm giver besked om den forestående død.

Den auditive form: Den døende hører engleagtig eller himmelsk musik.

Den fælles oplevelse: Andre, enten i rummet eller langt borte, bevidner besøget.

Artiklen har været trykt i Nyt Aspekt oktober 2018 med overskriften “Når himlen tager imod”, nytaspekt.dk.

Du kan læse flere beretninger om besøg ved dødslejet samt mere om efterlivsforskning i Josie Vargas bog Besøg fra himlen.

Er du pårørende til en døende eller afdød og ønsker hjælp til at bearbejde sorgen, eller ønsker du hjælp, fordi ånden fra en afdød er omkring dig, kan vi gennem shamansk healing finde og heale sorgen eller sende ånden over i den åndelige verden.

Læs også gerne artiklen ‘Er du træt og drænet?’, hvis du mener, at en ånd dræner dig.