Solaas.dk

Bog med ring
“Geni indebærer i virkeligheden ikke meget andet end evnen til at opfatte på en ikke vanepræget måde.” – William James

E-bøgerne Mangler og Ord i hovedet er resultatet af to forrygende skrivekonkurrencer, jeg afholdt på Forfattervaerk.net. Begge antologierne kan downloades gratis her på siden.
“Mangler”, antologiforside MANGLER. Af Forfattervaerk.net. Udgivet af Forfattervaerk.net 2013.
Download e-bogen gratis her.
Hold godt fast på både hjertekule og lattermuskler. Denne e-bog lemper på låget ind til de skjulte gemmer i menneskets inderste på godt og ondt og efterlader læseren berørt og tænksom efter endt læsning. Mangler er nemlig emnet for skrivekonkurrencen, vi afholdt i vinteren 2012/2013, og vinderteksterne finder du i denne bog. Teksterne, der alle har noget på hjerte, tolker vidt på ordet og dets betydning for os som mennesker, samfund, grupper og par, og det er derfor en stor fornøjelse at kunne dele fortællingerne med dig.
Vinderbidragene er skrevet af: Kristina Munch, Nete Krøll, Frederik Kulager, Ida Klareskov, Jeanette Schultz Pedersen, Johan Keller, Jeppe Bisbjerg, Lars Ole Bonde, Mette Skøtt Nielsen og Anne Klein. Forsideillustrationen er lavet af Nanna Kolborg.
Antologien indeholder elleve noveller, tre digte og en eksperimentel tekst i fire dele. Rækkefølgen af vinderteksterne siger intet om, hvilken tekst der blev nr. 1, 2, 3 osv., for der findes ikke placeringer i denne skrivekonkurrence – kun vindere – og vi håber, du vil nyde at læse og genlæse de spændende tekster.
Rejsen ind i manglernes verden fører os vidt omkring i denne samling. Tonen og stemningen i fortællingerne spænder over både humor, erotik, drama og gys.
Novellen Længsel fortæller om det erotiske møde mellem to mennesker, der hver bærer på et savn. Mødet rækker dybt ind i dem begge, men forløber ikke helt, som hovedpersonen håber.
Digtene De mænd og Minde berører det følsomme punkt mellem glemsel og erindring, der nægter at slippe sit tag i hjertet, indtil minderne ikke længere kun følger, men også forfølger erindreren.
Historien At mangle den kærlighed, man tror, man fortjener handler om det uopnåelige, drømmen om harmoni og det dybe skel, der opstår imellem de to, når virkeligheden ikke retter sig efter længslen.
Forladt er en eventyrlig og symbolsk fortælling om en mand, som flytter ind i et hus, der til at begynde med er perfekt for ham, men da det slår revner, ændres lykken til en kamp mellem ham og huset.
Bjarnes ansigter tager os med på en tragikomisk rundtur i et menneskeliv, der fra succesens lune favn føres ud i nederlag, vold og elefanter – ikke dem fra savannen, men dem fra bryggerierne.
Digtet Fordommen i fordommen fletter to opfattelser ind i hinanden. En ung og en ældre kvinde mødes på en bus, og hver især tænker de sit om hinanden og andre passagerer.
I novellen Kulturmøde afprøver en dansk kvinde livet ud fra islams retningslinjer. Læseren kommer med på visit hos en muslimsk familie og lægger vejen forbi en moské. Alt imens vejes den vestlige kultur mod den muslimske og giver læseren mulighed for at gøre sig sine egne tanker.
Billeder er fortællingen om en gruppe unge mænd, der på pastoralseminariet gribes af en religiøs fanatisme med rødder i kristendommen. Deres vandalisme og tyverier sker med udgangspunkt i troens oprindelige billedforbud, og den mest ekstreme af dem oplever endnu en begrænsning, som får fatale konsekvenser.
Den humoristiske historie Opgang viser, hvor svært det kan være at skabe harmoni i en engang så perfekte helhed, når blot én er fraværende, og man er uvillig til at lade en ny tage pladsen. Kaos lurer snart på hver etage.
Årtiers mangelvarer er en eksperimentel tekst i fire dele, der skal læses sammen, for imellem dem og deres opgørelser over tidernes mangler kan læses et dybere budskab om, hvor samfundet er havnet. Humor og alvor går hånd i hånd, og læseren har mulighed for selv at besvare spørgsmål om livets uudfyldte rum.
Den sidste nat følger en ung kvinde, der bærer en drøm i sig, som betyder alt for hende, men som møder modstand fra alle andre end hende selv. En modstand, der får mere vidtrækkende konsekvenser, end nogen kunne forudse.
Hun faldt er en tragikomisk beretning om en ældre kvinde, der har ladet sig nøje igennem livet og slår sig selv i hovedet med ikke at fortjene mere. Når blot hun har sine piller og sine skridsikre tøfler, har hun det godt. Eller har hun?
Livstræt mormor er en humoristisk og hjertevarmende fortælling om en livsnyder, der har suset gennem livet med sving i skørterne og speederen i bund, fordi livet skal leves, mens det er der.
Vores hus slutter samlingen med et psykologisk gys, der kan få læseren til at kigge en ekstra gang på den, der passerer hoveddøren. I historien må et ægtepar sælge deres elskede hus, men de kan ikke slippe det, og gradvist får de overbevist hinanden om, at de nye ejere slet ikke bør være der.
“Ord i hovedet”, antologiforside Ord i hovedet. Af Forfattervaerk.net. Udgivet af Forfattervaerk.net 2010.
Download e-bogen gratis her.
Denne gratis e-bog samler alle vinderbidragene fra sommerkonkurrencen 2010. Rejsen ind i ordenes verden går igennem flere noveller, digte, en hymne og et sagn. Der er bl.a. gys, humor, kærlighed, erotik og eftertanke på programmet.
Vinderteksterne er skrevet af Per Heideby, Dennis Gadgaard, Loredana Rask Andersen, Sussie Nielsen, Katrine May Hansen, Betina Hjerming, Mogens Fjord Christensen, Wenche Iversen, Emma Elizabeth Kjær Madsen, Sara Jensen Raas, Delenn Gadgaard Ribes, Lone Birgitte Ladekarl og Jeanne Helmuth Hansen.
Novellen Flamenco mætter luften med en blanding af spænding og erotik. En gruppe mænd sværmer omkring en bar i forsøget på at vinde den kvinde, der udfordrer dem som en anden toreador. Men så begynder de at forsvinde én for én.
I novellen Under sengen er der et godt gys for børn, når et monster dukker frem fra sit skjulested under sengen. Et monster, der har en helt særlig grund til at være der.
Kærlighedshymne er, som titlen afslører, en hyldest til kærligheden. I lyriske strofer bliver læseren ført ind i ikke bare den oplevede kærlighed, men helt ind i hjertekammeret, hvor pulsen giver genlyd.
De syv digte, heraf et prosadigt, fra Sussie Nielsen betragter kærligheden fra en anden vinkel og bobler af de følelser, der også kan ledsage stærk kærlighed.
Kop trækker gyset ind på scenen igen. Læseren er hovedpersonen og vågner op med en ubehagelig tanke i baghovedet. Erindringen om en uhyggelig aften kommer langsomt tilbage, mens halvt fortrængte minder sidder som spøgelser i krogene.
I novellen Fødselsdagen beslutter en dreng sig for at holde fødselsdag for sin far. En overraskelse, der fører en helt anden – og ubehagelig – overraskelse med sig.
I de tre digte af Betina Hjerming udtrykker lyrikken en forvandling fra lys og styrke til mørke og svaghed, erfaringer der kunne vække bekymring men som skubbes væk, samt hvordan fødselsdagene graver sig ind i huden på fortælleren.
Pletterne er en kort historie, der har samme fortællende form som et sagn. En dag indtager pletterne Jorden. Videnskabsfolk aner ikke deres levende råd. Imens spiser pletterne sig ind på både tøj og hud.
Siste levering i dag er en norsk novelle med humor og erotik i luften. Hovedpersonen har bestilt pizza. Den bliver leveret af et andet bud end normalt. Et bud, der sætter en helt anden sult i gang.
Humoren fortsætter i novellen Zingiber Officinale, hvor tre mænd engang i fremtiden venter hos lægen på den medicin, der tilsyneladende kan klare alle sygdomme, i et rum hvor næsten alt er hvidt, selv kunsten og blomsterne.
De fire digte, heraf et prosadigt, fra Emma Elizabeth Kjær Madsen tager læseren med på en rejse ind i en verden af følelser, fra mindernes glemte gemmer til kærlighedens mysterier og flugten fra hverdagens ligegyldighed ind i varmere temperaturer.
Livet vendt på vrangen er en samling prosatekster, der dækker alle ugens dage og giver et billede på det travle liv fra den søvndrukne tilstand om morgenen, turen i bussen, tankerne på jobbet om at nå hen til fredag, samt søndagens ro der fortrænges af tanken om mandag.
I Gemma får læseren del i et kærlighedsmysterium via en række breve. Nogen har skrevet til Gemma med kærlige hensigter, og undervejs afsløres det, hvordan kontakten kom i stand, og hvad den fører med sig af overraskelser.
I den norske novelle Videre sidder en mand og spiser frokost i det grønne med sine venner efter at have mistet sit livs kærlighed. Vennerne opfordrer ham til at komme videre. Igennem minder og stærke følelser afsløres kærlighedens dybde for læseren.
Novellen Kattepine tegner et portræt af en ung mand, der er psykisk udviklingshæmmet. I al hemmelighed passer han en syg kat, og undervejs roder han sig ud i problemer for kattens skyld. Sproget i teksten lægger sig tæt op ad det, den unge mand selv ville bruge.
At tænke sig er en række tankevækkende digte om en kvinde, der har prøvet at nå bunden i sine følelser. På surrealistisk vis forsøger hun at skrabe dem af sig, annoncere efter smil og lede efter livskvalitet i toiletkummen.
I novellen Ord kæmper hovedpersonen mellem to sider af sig selv. Den ene er en dygtig forfatter, der kan udtrykke sig formfuldendt, men den anden er en syg del, som taler forenklet og knalder hovedet ind i ting for at få ordene på plads.
Digtet Sult forener gys og humor. En flok zombier sniger sig ind på hovedpersonen og vil stille deres sult ved at bide ham. En oplevelse, der vender alt op og ned for fortælleren.