Mørke sider og suspekte relationer
af Jannie Solaas
Personer, der virker rare, men som ikke er. Desorientering og forvildede forståelser af, hvem man kan stole på og hvem ikke. Det er emnerne for fire romaner, der alle kan få læseren til at kigge sig over skulderen og spekulere på, om kokken nu også holder kniven lidt forkert.
Dr. Jekyll og Mr. Hyde, af Robet Louis Stevenson
Det eviggyldige tema, kampen mellem det gode og onde i os, får bogstaveligt talt sit eget ansigt i denne klassiker, og budskabet er ikke til at tage fejl af: Mørket i os kan vise sig stærkere end lyset.
Bogen begynder ellers med de bedste intentioner. Den gode læge, dr. Henry Jekyll, mener, at i hvert menneske findes to forskellige sider af menneskets karakter, det gode og det onde. Lægen mener, at de to egenskaber kan adskilles og leve to selvstændige liv, hvor det gode kan få afløb for alle sine gode tendenser og leve det liv, som gode mennesker ønsker at leve, og det onde kan udleve sine ækle og voldelige drømme. På den måde kan begge sider blive lykkelige
i stedet for at leve i evig konflikt.
Han eksperimenterer med at finde en mikstur af kemikalier for at adskille sin egen person. Det fører til fødslen af mr. Hyde, den onde side af dr. Jekyll. Mr. Hyde begår forfærdelige forbrydelser, hvoraf mange ikke nævnes i bogen, men ligger som en sky af ondskab omkring Hyde. Jekyll skjuler denne side af sig (hvilket antydes af navnet Hyde, der i udtalen er lig med det engelske hide
, at skjule), og lægen lader som om, Hyde er hans protegé.
Konsekvenserne begynder at indhente lægen, da hans onde tvilling vælter en pige og tramper på hende. I begyndelsen ryster dr. Jekyll hændelserne af sig og nægter at tage ansvar, bl.a. fordi han tiltrækkes af tanken om ikke altid at være god – ondskaben indeholder en frihed for ham – men da han en dag oplever, at han forvandler sig til Hyde uden at have drukket sin mikstur, bliver han skræmt og rører ikke miksturen i et par måneder.
Fristelsen kan han dog ikke stå for i længden, og han drikker miksturen én gang til. Fordi Hyde er blevet fortrængt så længe, eksploderer hans ondskab og fører til et grundløst mord på et parlamentsmedlem på åben gade. Hyde vokser af ondskaben, og fra da af må Jekyll bekæmpe Hyde dagligt, lige til han løber tør for den afgørende ingrediens i miksturen.
Historien er en uhyggelig påmindelse om, hvordan ondskaben kan få overhånd, hvis et menneske er for lemfældig med sin selvkontrol. Det er den gamle glidebane-effekt, der truer: Nå, det var da ikke så slemt, at jeg gjorde dette her, så jeg kan vel også liiige …
Og så eskalerer det. Beretningen om Jekyll og Hyde er fortalt igennem advokaten Utterson, der er en god ven af Jekyll, og som af forskellige veje opdager, at noget er grueligt galt med lægen og den onde ven
, som lægen har boende
.
Selvom bogen i dag ikke vil skræmme læserne så meget, som den formentlig gjorde ved udgivelsen, fordi vi i dag stopfodres med vold i medierne, så er uhyggen i bogens pointe særdeles tidssvarende, og der er et næsten feberagtigt præg af mareridt over udviklingen. For en del år siden læste jeg pudsigt nok, at Robert Louis Stevenson havde en drøm om denne historie, og at han skrev den ned i mere eller mindre manisk tilstand (nogle siger under påvirkning af stoffer) på 3-6 dage.
Med nyhedernes jævnlige bekræftelser af den ondskab, der får overhånd i virkelighedens verden, står bogen som en lille genistreg, og det ville ikke skade nogen, hvis den blev læst som et supplement til de spændings- og horrorromaner, der kun ønsker at underholde. Tværtimod kan bogen for den tænksomme læser give anledning til eftertanke og et indblik i årsagen til den vold, andre bøger præsenterer.
Stevenson har med romanen sigtet efter et menneskeligt psykisk vilkår og ramt plet til skræk og advarsel for læseren.
Pårørende efterlyses, af Ide Hejlskov
Splittede familierelationer og ubarmhjertig fare rettet mod familien danner rammen om denne historie. Undertitlen hedder 10 spor af en roman
, og den er også delt op, så man følger historien fragmentarisk og fra flere personers synsvinkler. Fragmenter er alt, læseren får, så læseren skal være indstillet på at deltage i bogens leg med formen.
Bogen begynder med en dødsannonce. En mand ved navn K. Bent Kristensen er død juleaften, og man leder efter pårørende. For at lære mere om tiden op til hans død og hans familie følger man bl.a. den gamle mand, der er døende, sønnen og datteren samt andre personer, der er viklet ind i historien og familien. Igennem deres spor
(kapitler) afsløres dele af dem selv og de andre involverede. Tilsyneladende har den gamle mand været involveret i en organisation, der ikke er til at spøge med, og faren lurer hele tiden, også for dem der prøver at slippe væk fra organisationen.
Et egentligt plot er svært at finde i bogen. Den handler dybest set om, hvordan de forskellige skæbner er vævet sammen på godt og ondt, mens bogen forsøger at få læseren til at stille eksistentielle spørgsmål. Organisationen spiller tilsyneladende en underordnet rolle, mens de svære relationer svæver i forgrunden, men alligevel hænger den som en trussel og en joker over deres hoveder. Et element, der pludselig kan slå ud i lys lue og skabe et helvede. Der er undervejs anledning til at gøre sig tanker om samfundets overvågning og de bånd, der snører vores hænder og frihed. Måske endda om, hvordan samfundet på sin vis er selvstyrende og en trussel for familiebilledet.
Bogen er let læst med sit enkle, men fine sprog, og det var spændende at synke helt ind i personernes forskruede og fascinerende indre verdner. Det er næppe hr. og fru Danmark, man møder i bogen – eller er det? Romanens måde at lege med læseren på var forfriskende. Det var for mig som at få lov at digte med på historien, og jeg blev fanget af mysteriet og interessen for personerne.
Det sidste kapitel kunne jeg godt have undværet, for her leges der via et interview med, hvem der egentlig har skrevet bogen. Kapitlet oplevede jeg som en stille ærgrelse over, at den verden, jeg før havde læst om med stor interesse, så brat blev afbrudt af et spørgsmål, jeg fandt mindre relevant. Der er helt sikkert en mening med kapitlet, og jeg tror, jeg forstår den, men denne læser havde oplevet romanen mere helstøbt uden.
Men denne lille detalje bør ikke afholde nogen fra at læse bogen. Den greb mig virkelig, og den kan sagtens tåle at blive læst flere gange, for at man kan få det hele med og synke ned i alle lagene. Romanen kræver åbenhed af læseren – men så er den også al tiden værd.
Rejser i scriptoriet, af Paul Auster
Vi bliver i det kafkaske felt med denne roman. Lad ikke udtrykket kafkask
skræmme nogen væk, i hvert fald ikke hvis man kan lide de lidt udfordrende og mystiske bøger. Der er nok at tænke over i romanen, men også en masse spændende spørgsmål, der pirrer læseren. Det er en chance for at opleve en historie igennem den forvirring, som hovedpersonen selv oplever:
En gammel mand vågner fuldstændig desorienteret i et kammer. Han har ikke den fjerneste erindring om, hvem han er, eller hvordan han er havnet i kammeret. Manden funderer over nogle relikvier, der står på skrivebordet, og prøver at finde svar på både dem og omstændighederne ved hans indespærring. Men hans hukommelse er kraftigt omtåget.
Efter han har konstateret, at han er låst inde, begynder manden – som omtales Mr. Blank
– at læse et manuskript, han finder på skrivebordet. Det er historien om en anden fange, som findes i en alternativ verden, manden ikke genkender. Alligevel forekommer det ham, at siderne er blevet efterladt til ham sammen med nogle mystiske fotografier. Som dagen går, besøger forskellige personer manden i kammeret. Han husker dem vagt. Nogle lader til at bebrejde ham for forbrydelser, han ikke husker, og alle antyder hans identitet og fortid. Mens det står på, registrerer et kamera hans bevægelser, og en mikrofon registrerer lydene i rummet. Nogen ser på.
Auster har lavet et spændende setup. Det var interessant at skulle løse gåden fra bunden af, som om det var mig, der vågnede med hukommelsestab i kammeret. Det var enormt frustrerende med de mange hentydninger til, hvem han var, og hvad han havde gjort – men det mundede også ud i mere spænding ikke at kende svarene, og det var uhyggeligt, at man ikke så let kunne regne ud, hvad alle de andre ville ham. Stod de på hans side eller ej?
Dette er ikke en krimi. Det er en mystisk fortælling om et menneske, der møder verden efter at have mistet hukommelsen og derfor ikke helt forstår, hvad der foregår. Fra den vinkel er bogen rigtig interessant. Fra en anden vinkel kan den virke en smule kunstig og konstrueret. Man skal lege med på bogens betingelser for fuldt ud at påskønne den og ikke dømme den ud fra forudindtagede forventninger.
Æren i behold, af Iris Murdoch
Denne bog er en blanding af drama og sort komedie, en smule brutal at læse, men fascinerende og med en skarp pointe. Den er som en cocktail, man ikke ønsker serveret til en fest, men som man gerne vil kende for at vide, at man ikke skal bestille den i baren. Med andre ord: Læs den med stor fornøjelse og tak din skaber for, at dette ikke er dit liv.
I romanen kastes flere mennesker direkte ind i kaos igennem de rænkespil, som den svigefulde person, Julius King, styrer med hård hånd. Han er dybt intelligent og irriteres over, hvad han opfatter som vennernes selvtilfredse og nedladende adfærd, og uden megen bekymring for konsekvenserne fører han dem ind i kompromitterende situationer for at vise dem, at de måske ikke er så gode
, som de selv påstår.
Julius indgår bl.a. et væddemål med sin eks-kæreste Morgan om, at han kan få det homoseksuelle par, Axel og Simon, til at slå op. I mellemtiden narres Morgan og hendes svoger Rupert til at have en affære, og Morgans nevø, Peter, forelsker sig i hende. Det bliver ikke bedre, da Julius møder Morgans mand, der nærmest flyder ud med væggen, men som har en høj moral. Han bliver benzin på Julius’ bål.
Begivenhederne afslører personernes karaktersvagheder og får større konsekvenser, end Julius og hans venner kan forudse. Nogle bliver klogere, andre ikke, og bogen viser de skæbnesvangre drejninger, manipulation kan forårsage for de uforberedte, der vader lige ind i fælden.
Romanen er veldrejet, velskrevet og personerne får én til at krumme tæer. På én gang var jeg fascineret og rystet over det spil, Julius sætter i gang. Det bedste var for mig den måde, svaghederne i karaktererne kommer frem på. Selvom Julius’ planer er nådesløse og frygtelige, er der en pointe: At ingen lever et beskyttet og usårligt liv, og at det er godt at kende sine egne svagheder, så man ikke hopper i fælden. Hvis nu man kender en Julius King.