Mærkelige mennesker – sære samfund

af Jannie Solaas
Historier med mennesker, der skiller sig ud fra mængden – ikke på heltens overlegne måde, men ud fra særtræk ved den menneskelige natur – er fascinerende og ofte uforglemmelige, fordi de rammer noget helt fundamentalt ved det at være menneske.
Det samme gælder skildringer af samfund, der er så sære i vores øjne, at vi for et øjeblik får lov at leve i en anden del af verden på godt og ondt – også selvom vi ikke nødvendigvis flytter ud af landet.
Jeg har samlet nogle bøger her, som alle skildrer såkaldt mærkelige mennesker og sære samfund.
Ingenmandsland af Kirsten Thorup
Denne bog gjorde stort indtryk på mig. Hovedpersonen er den 94-årige Carl Sørensen. Han er anbragt på plejehjem, er afasi-ramt og konfus, men indeni er han den samme frihedselskende person som i gamle dage, hvorfor han prøver at stikke af fra plejehjemmet. Kombinationen af hans indre tilstand og de fremmede omgivelser skaber et fængsel omkring ham og de minder, der tumler rundt i hans hoved.
Bogen er et indsigtsfuldt billede på, hvad der kan foregå i hovedet på demente, og – synes jeg – dermed en fin støtte for både personale og pårørende, der vil prøve at forstå den demente. Blandingen af forståelse og manglende forståelse skinner tydeligt igennem hans delvist fungerende sind til læseren.
Det er en følsom historie, der rummer en rå virkelighed og mellem linjerne stiller spørgsmålet, hvordan samfundet kan acceptere at plante ældre i et fremmed miljø, hvor familien ofte er fraværende bortset fra – måske, og kun måske – de korte besøgstider. De ældre havner i sandhed i et ingenmandsland. Et ingenmandsland, som Kirsten Thorup har skildret så levende, at læseren selv kan gøre sig sine overvejelser.
Thorup modtog i 2004 BG Banks litteraturpris for bogen, som viser hvor stærkt et sygt menneske kan skildres indefra, når historien lader virkeligheden kollidere med den indre verden.
Den der lyver af Ida Jessen
Jessens bog går også tæt på kontrasten mellem forskellige menneskesind. Lægen Christian køber sig ind i en lægepraksis i Nordjylland. Den lille by virker som et roligt sted, men under den falske ro ulmer ikke blot sladder, men også seksuelle fortrængninger, kriminalitet og en uhyggelig fortid. Sladderen er i den lille byså godt skjult, at ingen kan stå frem og sige sandheden, for så afslører man sladderen, og i princippet skal ingen vide, den findes.
Skæve eksistenser bliver menneskelige i Ida Jessens hænder, og Christian selv flakker rundt som en velovervejet, men tom skal, der måske eller måske ikke lærer at føle noget til sidst.
Et enkelt punkt trak ned i min oplevelse af bogen: Det er Christians søster, der fortæller historien, og det kan give en lidt utroværdig tilgang til hans historie, for Christian selv lukker så meget ude af sine minder, eftersom han dybest set ikke er i stand til at føle noget, at det er svært at forstå, hvordan søsteren kan vide alt det om Christian. Ville eller kunne han mon have fortalt alt dette?
Kun ét barndomsminde står stærkt for Christian, der for et øjeblik sender læseren tilbage til skolegården, hvor han fik prygl. Følelsen i ham dengang var taknemmelighed – fordi han et øjeblik følte noget. Den scene virkede stærkt på mig.
Selvom sproget til tider kan være lidt for refererende efter min smag, er det en bog, der generelt er levende i sin skildring af og billeder på den måde, et lille lukket samfund kan fungere på. Bogen er derfor et spændende studium i opbygningen af landsbypersoner og småsamfund.
Salamander af Elsa Gress
Hvor flammen ulmer stille i de første to bøger, slår ilden ud i lys lue i denne bog. Bogen er en selvbiografisk skildring af en dansk forfatterindes passionerede forhold til og samarbejde med en genial amerikansk teaterinstruktør.
Forfatterinden, som i bogen hedder Lise, skriver løbende nogle manuskripter til en teatergruppe, der gradvist kommer mere og mere på kant med hinanden og tilværelsen, fordi instruktøren, der i bogen hedder Roy Roscoe, i sin jagt på den ypperste kunst groft forbruger (eller misbruger) menneskene i sit liv. Uden undtagelse.
Lise oplever en splittelse i kraft af sit ægteskab og sin mand, der er klar over utroskabet, men også en altopslugende lidenskab til Roscoe, der kan vise sig at fratage hende mere end ægteskabet.
Selvom kærlighedsforholdet er motoren, der sætter bogens konflikter i gang, er den ikke det centrale, hvilket er med til at illustrere bogens pointe: Bogen skildrer først og fremmest den ambitiøse kunstners umenneskelige arbejdsmoral samt effekten af kunstnerisk succes og ambitioner, der kræver mere i takt med succesen og anmeldelserne. Den stiller spørgsmålstegn ved, om der kan eller skal gås kompromis et sted i (med)menneskelighedens tegn, men der er ingen sentimentalitet eller lette løsninger at hente. Afstanden til den kærlighed, der knapt nok får lov at trække vejret, er fyldt med neutralitetens myndige blik og kun konstaterende glimt af lidenskab.
Det giver emnet en god vinkel og dramaet en god effekt, at der ikke presses svar eller tårer i stride strømme ned over læserens hoved. Bogen er dertil spækket med levende formuleringer, der trækker læseren med ind i et konfliktfyldt univers af ensporethed, splittelse og store drømme.
New York Trilogien af Paul Auster
Tør man bevæge sig ud i historier, der udfordrer den traditionelle fortællings rammer, er Paul Auster en af de forfattere, der ikke lader konventioner stå i vejen for kreativiteten og legen. Værket består af tre bøger. I den første bog, By af Glas, er historiens hovedperson, Quinn, en ensom forfatter, der skriver kriminalromaner. En dag bliver han ringet op af en person, der spørger efter Paul Auster. Quinn siger, at han har fået forkert nummer, men personen ringer én gang til. Efter endnu en afvisning tænker Quinn over, hvad der ville ske, hvis han sagde, at han selv var Paul Auster.
Da personen ringer for tredje gang, lader Quinn som om, han er Paul Auster. Allerede her viser Auster, at han kan skrive mærkeligt og dog troværdigt på samme tid, fordi Auster selv får liv og virkelighed i historien i kraft af manden, der ringer. Mindre mystisk bliver det ikke, da Quinn alias Paul Auster vikles ind i et kludret net af mærkelige personer, som for eksempel Peter Stillman, der siger de sære ord: Ingen spørgsmål tak. Mit navn er Peter Stillman. Det er ikke mit virkelige navn.
Anden bog, Genfærd, og tredje bog, Det aflåste værelse, er ikke mindre sære, og der går tråde frem og tilbage igennem mange af værkets historier, som på denne subtile måde bindes sammen.
Paul Auster omtaler selv bøgerne som et maleri af New York, men de er mere end det. De er også en skildring af, hvordan menneskeskæbner kan gribe forstyrrende ind i hinanden, selvom man ikke ser en sammenhæng mellem dem fra starten, og hvordan livets særheder kan kaste mennesker ind på uforudsigelige baner.
Glasklokken af Sylvia Plath
Er du følsomt eller blot poetisk anlagt, så vær forberedt på at blive bevæget af denne bog. Bogen handler om den unge Esthers kamp for at leve trods dybe depressioner – eller for måske at dø. Det starter ellers så godt – tilsyneladende. Hun skal i praktik på et magasin i New York, og det falder godt sammen med hendes drøm om at blive journalist. Undervejs bliver det langsomt klart for læseren, at hendes psykiske helbred har sine mangler.
Efter opholdet i New York søger hun videre på et kursus, der afholdes af en kendt journalist, men afvises. Hun har ingen anelse om, hvad hun skal bruge sit liv på ellers, og gradvist tager depressionen mere og mere over. Hun må igennem både søvnløshed, elektrochok, ophold på et psykiatrisk hospital og selvmordsforsøg, før hun måske får en eller anden form for forløsning. Men kun måske.
Bogen er delvist selvbiografisk, da der er mange paralleller til Sylvia Plaths liv. Sylvia Plath led selv af depression og tog sit eget liv. Bogens store styrke er – ud over at den er velskrevet og medrivende – at den viser det gradvise psykiske forfald på en overbevisende måde. Små tegn, der kan ignoreres, bliver til større tegn, der er svære at ignorere, og til sidst vokser de til et sammenbrud. De mange tanker, som Esther gør sig undervejs, giver et godt indblik i, hvordan det kan føles at kæmpe mod det usynlige uhyre, som depression er.
En halv gul sol af Chimamanda Ngozi Adichie
Fra de nordlige følelsers relativt tavse natur sendes vi nu til Afrikas buldrende hede. Bogen er en sanselig og lidenskabelig fortælling om Biafraoprøret i 1960-erne. De to hovedpersoner, tvillingesøstrene Olanna og Kainene, kommer fra en velhavende og privilegeret del af eliten. Faren er en rig høvding og en særdeles god ven af det korrupte styre, men alligevel står modet hos forældrene, da krigen bryder ud, ikke mål med modet hos døtrene.
Den velhavende del af området vises tydeligt igennem Olanna og Kainene, men også deres vilje til omstilling er stærkt skildret, både når der er bryllupskjole og bomber til stede ved samme selskab, og når de stinkende huse for flygtninge og syge langsomt smuldrer mellem hænderne på dem. Samtidig får læseren et godt indblik i landsbykulturen igennem Olannas tjener, Ugwu, der drømmer om en stor fremtid og kærlighed.
Bogen er spækket med kultur fra høj og lav og intellektuelle samtaler om oprøret, kupforsøgene, massakrerne – som læseren heller ikke spares for – samt forsøget på at udsulte biafranerne og den fatale slutning på krigen. Alle lider tab, og bogen viser, hvor dyrisk den menneskelige natur kan være, når livet er truet – eller hvor heltemodigt og næstekærligt.
Sinuhe ægypteren af Mika Waltari
Denne historiske roman lader læseren følge med i nogle af Egyptens store kampe og slag, og også her er armbevægelserne store og imponerende på godt og ondt.
Hovedpersonen, Sinuhe, er læge og tager læseren med på en rejse igennem Middelhavslandene. Bogen tager sin begyndelse en årrække før den unge Farao Tut-Ankh-Amons fødsel, som får en betydning, selvom den ikke er det centrale punkt. Begæret i den menneskelige natur er til gengæld et vigtigt punkt i romanen. Sinuhe bliver selv offer for begærets skyggeside, da han møder den forførende Nefernefernefer, som får ham til at opgive al sin rigdom – selv forældrenes kommende gravsteder, der skulle sikre deres efterliv. Flugten fra den efterfølgende skam ramler ind i tidens diktatoriske undertrykkelse, sult, fattigdom, håbløs kærlighed og folkedrab.
Kulturen fra det gamle Egypten er fascinerende læsning i sig selv. Lige fra traditionen med at bryde en krukke for at indgå ægteskab til troen på diverse guder, trepanering og den måde, de blodige kampe udspiller sig på. Det er uhyggeligt, hvor hurtigt en folkemængde kan dikteres til at hade det, de elskede før – eller hvordan liv bliver ofret for at holde fast på det gamle, det elskede. Svigen og intrigerne omkring tronen, hvor det ikke er et moralsk problem at myrde sin egen familie, giver landets kaos et endnu mere håbløst skær.
Som dokumentation på historien og den gamle egyptiske kultur er bogen virkelig givende. Læseren skal blot være forberedt på, at bogen er fra 1944 og genereltskrevet i en gammel, fortællende stil. Det kan gøre bogen en smule tung at læse, hvis man ikke er åben for at læse bogen på dens egne præmisser. Men bogen er læsningen værd. Fx er beskrivelsen af Farao Ekhnatons forsøg på at indføre en næstekærlig livsførelse i Egypten og den blodige modstand, hans vedholdende forsøg møder, et godt eksempel på den holdning, som Sinuhe flere steder er talsmand for: At døden er mere barmhjertig end livet, da menneskene er grusomme af natur.
Dobbeltgængeren af F.J. Dostojevskij
I stedet for ydre konflikter retter denne bog søgelyset mod de indre. Hovedpersonen, Goljádkin, har en dobbeltgænger. Det ved han bare ikke til at begynde med, så han får en overraskelse, da han møder dobbeltgængeren for første gang. Fra at være der i korte glimt bliver kopien af ham gradvist en mere blivende gæst og går en dag foran Goljádkin helt hen til dennes hus, hvor han bliver lukket ind af kammertjeneren, Petrusjka.
Ikke kun hyppigheden, men også dobbeltgængerens indre, skifter. Fra at være Goljádkins bror og sjæleven bliver dobbeltgængeren til en tyv, som stjæler al den ros og opmærksomhed, som Goljádkin skulle have haft. Goljádkin tager sig langsomt sammen til at jage og forsøge at udrydde sin dobbeltgænger, men hans tilværelse går i opløsning under jagten.
Det er spændende at følge, hvordan Goljádkins opfattelse af dobbeltgængeren skifter, og hvordan bogens fortæller lader læseren mærke hovedpersonens vanvid, indtil læseren må spørge sig selv, om kopien af ham er et produkt af samme i stedet for en ondsindet dobbeltgænger uden for ham selv.
Bogen, som er fra 1846, bruger den ældre, til tider fortællende skrivestil. Den er en fascinerende beskrivelse af et menneske, der falder ned ad den psykiske skrænt, måske på grund af det menneskelige vilkår, at tidens stadig flere impulser kræver mere og mere af mennesket og kan efterlade det splittet. Tankevækkende er den i hvert fald.