Identiteten i kulturen – kulturen i identiteten

af Rikke Marie Fischer
Identitet og kultur: Hvad kommer først? Et utilstrækkeligt svar må være, at det ene ikke eksisterer uden det andet. Balancepunktet og magtforholdet imellem disse aspekter har og vil altid være et livsvarigt emne for mennesker, uanset hvor på kloden vi lever. Vi er individer i et fællesskab med andre mennesker og dermed skabes en kultur på godt og ondt. Mennesker kan føle sig fremmedgjorte i deres kultur eller blive rykket op med rode og placeret i nye omgivelser, hvor de må tilpasse sig. Konflikter og isolation opstår men sideløbende måske også inspirerende flerkulturalitet og nye muligheder for menneskelig vækst.
Der er mange litterære værker at plukke af inden for emnet, og i denne to-delte samling har der sneget sig hele tre danske forfattere ind, nemlig: Knud Romer, Natasha Illum Berg og Jakob Ejersbo, da de alle har egne selvoplevede erfaringer med kultur og identitet og bruger denne som drivkraft og inspiration i deres ellers fiktive romaner og noveller. Derudover er britiske Monica Ali (født i Bangladesh) et spændende bud på en moderne multikulturel kvindelig forfatter, hvis bøger tager afsæt i metropolen London, hvor hun selv er opvokset.
Endelig er der indiske Kiran Desai, der vandt den prestigefyldte Bookerpris med sin bog Det tabte land (The Inheritance of Loss), som beskriver de politiske samfundsforhold i Indien og drømmen om et bedre liv i USA.
Afrika-trilogien – Eksil, Revolution, Liberty, af Jakob Ejersbo
Eksil og Liberty er romaner, mens Revolution består af lange noveller. De foregår i nogenlunde samme område i Afrika, nemlig omkring Moshi i Tanzania. Flere af personerne går igen på tværs af historierne; dog skifter hovedpersonerne og synsvinklen, og bøgerne er selvstændige og ikke sammenhængende som sådan. Omdrejningspunktet er unge mennesker fra europæiske lande, hvis forældre bosætter sig i Tanzania, fordi de – oftest manden – har fået arbejde enten gennem en international hjælpeorganisation eller erhvervsvirksomhed. De går fra at være en almindelig, gennemsnitlig kernefamilie i Europa til pludselig at befinde sig i et land, hvor de bliver set på og i sammenligning med lokalbefolkningen lever som konger og baroner. De har tjenestepiger, nattevagtmand og barnepiger ansat, mens de sidder på verandaen og ryger og drikker. Groft sagt.
Kulturskiftet gør noget ved folk, og nogle af dem kan ikke navigere i det ekstreme spændingsfelt mellem velstand og fattigdom, og det får katastrofale og kaotiske udfald. De hvide unge går mere eller mindre for lud og koldt vand, i hvert fald følelsesmæssigt, og bliver meget hurtigt voksne men også afstumpede og rodløse i en forvirret og splittet verden. På den måde er bøgerne barsk læsning.
Hele problematikken omkring de unge, sorte kvinder, der kan forføre de ofte gifte hvide mænd, fordi hun kan udføre en masse mirakler for den hvide mand, er levende og hudløst skildret. Og hun gør det, fordi hun regner med at få del i hans rigdom og dermed skabe sig en bedre fremtid: Regnen falder hele tiden fra mzunguen – høsten bliver fantastisk.
Det indforståede sprogbrug er eminent, og de unge hvides sprogblandinger og forståelse af den sorte kultur, fordi de har boet der som børn, viser deres splittelse og forsøg på at skabe deres eget kulturelle åndehul. Det autentiske sprog afspejler en sær blanding af banal råhed og poetisk naturlighed, blandet med træk/ord fra swahili: At pumpe = have samleje; hendes papaja, frugt eller blomst = kvindens vagina; manden planter et frø i kvinden = gør hende gravid; titi = kvindebryster. Et par eksempler:
Jeg spørger om Rachel.
Ja, chiki-chiki – meget fine titi, siger Ibrahim.
Har du snakket med de titi, spørger jeg.
Nej nej, jeg betaler ikke for den frugt jeg spiser, siger Ibrahim.
Er hun for penge, spørger jeg.
Freeman var rig her, og han gav Vicky billetten til det hvide land. Men da hun ankom, opdagede hun, at Freeman kun var en lille fisk – andre fisk var større, og så gik hun på fisketur.
En af novellerne i Revolution, som har en ung minearbejder i tanzanit-minerne som hovedperson, belyser fattigdommen helt indefra.
Det er fascinerende og beundringsværdigt, hvor godt Ejersbo har formået at sætte sig ind i tankegangen hos et menneske, som ikke kun prøver på at overleve i en meget barsk verden, men som også martres af en drøm om et bedre og rigere liv. Muligheden for at finde en værdifuld tanzanitsten er til stede hver dag, og vi hører i detaljer om den opfindsomhed og grusomhed, der finder sted.
Tanzanitstenene skal afleveres til ejeren af minen, mens arbejderne selv kun får en meget lille fortjeneste trods deres hårde og umenneskelige slid dybt nede under jorden. Men fordi de er så ekstremt fattige, vil de naturligvis prøve at bryde med reglerne, og der kan derfor opstå tumult nede i minen, hvis de støder på en åre. Nogle putter stenene op i endetarmen eller sluger det (hvormed de sætter deres eget liv på spil) med det resultat, at alle skal rutineundersøges hver dag, når de kommer op fra minen, bl.a. i endetarmen!
Novellen er et stærkt og upoleret billede på, hvor skævt, bizart og uværdigt livet kan blive, når man er så fattig og samtidig er omgivet af velhavende mennesker, uden at man har mulighed for at avancere, uanset hvor hårdt man er villig til at arbejde.
Ejersbo har selv som barn og ung i flere perioder boet i Tanzania med sine forældre, som arbejdede der, og hans mor fortæller, at der er rigtig mange aspekter og begivenheder i fortællingerne, som hun genkender fra tiden i Tanzania. Dog er de ikke selvbiografiske. Jeg har personligt selv været i flere lande i Afrika, og engang var der en stor dame i Ghana, der råbte efter mig på gaden og grinede. Jeg spurgte den lokale fyr, jeg fulgtes med, hvad hun sagde. Han sagde, at hun pegede på mig og sagde: Penge!
Denne indviklede men meget menneskelige problematik er Ejersbo utrolig præcis til at udpensle følelsesmæssigt uden ynk eller misforstået medlidenhed, og man kan mærke, at han trækker på egne erfaringer helt omme fra rygmarven. Ellers kunne han slet ikke skrive om emnet, uden at det blev forlorent. Det er råt, autentisk, emmende af liv og overlevelsestrang, og meget meget vigtig litteratur om det alt for uspecificerede begreb: Afrika.
Med hensyn til Harry, af Natasja Illum Berg
Natasja Illum Berg har taget den omvendte rejse: Hun er født og opvokset i Danmark og Sverige men bosatte sig som voksen i Tanzania, hvor hun i dag er professionel storvildtjæger sideløbende med sin forfatterkarriere. Hun har om nogen også en naturlig universel tilgang til at skrive om menneskelivets finurligheder i kontrast med den omgivende kultur.
Med hensyn til Harry er seks fortællinger, der foregår så forskellige steder som Tanzania, Danmark, Kenya, Zanzibar, New York og London. Persongalleriet er mangfoldigt, lige fra den selvbevidste, 37-årige europæiske kvinde, der lever et eksotisk liv som kunstmaler i Kenya, mens hun nyder livet med korte affærer med smukke, unge mænd. Til den britiske 45-årige Clarence, der i stor sorg sidder og vogter over liget af sin barndomsven Harry, som er blevet dræbt af en løve på den tanzanianske slette. Til den danske hjælpearbejder Benthe, der forelsker sig i en meget yngre, fattig, sort mand på Zanzibar; en ulige kærlighed med de forkerte motiver og grundlag. Til Tristan Clemens, en 72-årig pensioneret dommer, der bor i eget hus med udsigt til Kilimanjaro, og hvis kære hund netop er død, mens han mindes dengang han fik stjålet en lille, hvid sølvelefant han i sin tid havde fået af sin elskede nu afdøde kone.
Et rammende eksempel på det fabelagtige sprog er:
… i den overdrevne flotte løn, han betalte ham, lå den hvide mands forfængelige forsøg på at gengive slaverne det sul, der i sin tid var tyvstjålet fra deres knogler. Illum Berg formår at flette sin livsvisdom med erfaringer fra både den vestlige og den afrikanske verden ind mellem linjerne i historierne, og hun har et dejligt levende, sanseligt og poetisk sprog med påvirkninger fra en barsk og nådesløs natur, hvor en menneskekrop er et sårbart stykke kød i mødet med en sulten eller vred løve.
Brick Lane, af Monica Ali
Brick Lane er navnet på et virkeligt indvandrerkvarter i London, hvor der hovedsageligt bor muslimske indere. Hovedpersonen Nazneen kommer fra Bangladesh til London som 19-årig i kraft af sit arrangerede ægteskab med en 20 år ældre mand. De får sammen to døtre, og Nazneens liv som muslimsk hustru er fastlagt i rammer og inden for hjemmets fire vægge, da hun hverken må arbejde eller lære engelsk for sin mand. Men hun går igennem en stor indre udvikling, og jeg vil ikke afsløre mere her, kun sige at hun bliver en langt mere handlekraftig og selvstændig kvinde til sidst.
Sideløbende med Nazneens historie hører vi gennem brevveksling om hendes søster Hasina, som tilbage i Bangladesh løb bort med den mand, hun elskede. Dog skulle han vise sig ikke at være nogen særlig god ægtemand på flere måder. Alene kæmper hun sin kamp i hjemlandet, og det er en barsk kamp i en mandsdomineret verden, hvor en kvinde uden en mand stort set er fortabt.
To indsigtsfulde og gode kvindeportrætter i forskellige verdener med forskellige udfald og skæbner. Om at finde sig selv i en ny verden, at savne nærværet i sin barndoms moderland men også at genfinde en helt ny frihed i en måske mere kold men også en mere human verden, i hvert fald set fra kvindeperspektiv.
I køkkenet, af Monica Ali
Monica Ali fortsætter sin portrættering af det multikulturelle London i bogen I Køkkenet. Dog er det nu den britiske Gabriel Lightfoot, der er hovedperson som køkkenchef for det travle køkken på det prestigefyldte hotel Imperial. Personalet i køkkenet afspejler en sammensat kulturel smeltedigel og repræsenterer så forskellige dele af verdenen som Østeuropa, Afrika, Indien og Mellemøsten.
Altmuligmanden Yuri bliver fundet død i kælderen efter et fald fra en trappe, og denne begivenhed sætter en indre lavine i gang hos Gabriel i form af store spørgsmål om identitet og værdier. Gabriels største drøm er at få sin egen restaurant, og det mål er ved at lykkes for ham nu. Uvist af hvilke årsager, også for ham selv, har han inviteret den hviderussiske, illegale pige Lena til at bo hos sig, hvilket får uoverskuelige konsekvenser for ham, ikke mindst i forhold til hans kæreste.
Samtidig er hans far meget syg af kræft, og dette vækker mange fortidige minder, som Gabriel forsøger at forlige sig med. Undervejs i sine indre, kaotiske landskaber farer han vild.
Den 525 sider lange monsterroman føles til tider langtrukken, fordi romanen udelukkende har indresyn på Gabriel. Alle andre personer bliver kun beskrevet fra Gabriels synspunkt, og det er lidt usædvanligt ved så lang en roman. Den virker også langtrukken, fordi handlingstempoet ikke er særligt højt. De ydre begivenheder kører i ring og gentager sig selv. Men som jeg læser det, er det netop helt bevidst.
Romanens form afspejler Gabriels indre fornemmelse af at gå i ring. Monica Ali formår meget dygtigt at ramme den sproglige tone af indre forvirret tankestrøm hos en mand på randen af momentan sindssygdom eller i hvert fald en meget dyb indre personlighedskrise.
Desværre sidder man ofte som læser og føler sig lidt på sidelinjen, og det er ærgerligt, for Monica Ali skriver rigtig godt og levende, men problemet er, at alle personerne kun bliver set fra Gabriels synspunkt uden en alvidende fortæller, og da Gabriel i næsten hele historien, før hans psykiske gennembrud, har tendens til at putte folk i kasser og sætte etiketter på, så bliver alle andre personer ikke særligt tydelige eller levende for læseren.
Derfor kommer man aldrig til at forstå de forskellige karakterers bevæggrunde til at handle, som de gør, og derfor bliver oplevelsen en anelse overfladisk. Men hvis man er interesseret i vores omgivende multikulturelle samfund med alle dets udfordringer og rigdom, så læs denne bog.
Den som blinker er bange for døden, af Knud Romer
Knud Romers debutbog blev både mødt med stor ros og anerkendelse men også kritik, da han uden censur beskrev sin barske opvækst i 60’ernes Nykøbing Falster med en dansk far og en tysk mor. Den var barsk, fordi familien levede ufrivilligt isoleret i den lille by pga. befolkningens afstandtagen over for moderens nationalitet, og drengen Knud slæbte sig igennem en skolegang med ondskabsfuld mobning og ensomhed.
Romer skriver om sin mors opvækst og ungdom under 2. Verdenskrig, og hvordan hun havnede i Danmark men aldrig kom til at føle sig hjemme der. Om forældrenes kontrollerede, sexforskrækkede og pedantiske opdragelsesstil, og hvordan sådan en baggrund præger et menneske.
Romer og hans litterære stil er fascinerende; alt bliver udstillet og sagt, og man får en fornemmelse af, at dén mand ikke er bange for noget. Han er ikke flov eller skamfuld men siger bare tingene, som de var, råt for usødet og nøgternt med et let træk på skulderen. Ind imellem snubler man nærmest over ordene, og sætningerne falder hastigt oveni hinanden som dominobrikker, og andre gange dvæler han ved poetiske billeder fra en drengs fantasi:
Sollyset faldt ind gennem gardinerne om morgenen og sneg sig over gulvet som en tiger og slikkede mig på kinden. Jeg vågnede altid, før jeg blev spist, den var væk, men jeg kunne høre den brøle udenfor.
Bogen er god litteratur, fordi den åbner flere døre, end den lukker. Man bliver inviteret indenfor i forskellige verdener, men man får aldrig en bestemt mening eller fordom hevet ned over hovedet. Romer besidder en ejendommelig blanding af stor tyngde og fri lethed, som udtrykkes gennem hans ord, og det gør, at man som læser frivilligt lader sig fange ind i bogens net.
Det tabte land, af Kiran Desai
Fantastisk velskrevet bog om fattige mennesker i Indien, og deres kamp for at få et bedre liv. Vi følger blandt andet livet hos den ældre dommer, der bor med sit barnebarn og kokken ved foden af Himalayabjerget, hvor den politiske udvikling og de efterfølgende uroligheder vender op og ned på alt.
De unge mænd tager den lange immigration til New York, men med deres forudsætninger i denne benhårde by bliver livet rent økonomisk ikke ret meget bedre. I stedet lider de under fremmedgørelse, rodløshed og savn efter deres moders land.
Bogen var for mig ikke en pageturner, dertil var den for udfordrende sprogligt og litterært. Dette skal dog forstås positivt. Der var nogle kulturelle indforståetheder i sproget, som jeg havde svært ved at forstå, og beskrivelser af de politiske udviklinger i landet fylder en del, hvor jeg måske savnede større nærvær i den lille personlige historie. Bogen har den samme fortættethed og indiske farverigdom som Arundhati Roy’s The God of Small Things, så hvis man kunne lide dette univers, vil man ikke blive skuffet over Det tabte land.