Hverdagens drama er det største – novellesamlinger af danske kvinder

af Bettina Skrubbeltrang
Mange læsere har et had-/kærlighedsforhold til noveller og forbinder dem udelukkende med triviallitteratur og ugebladslekture – men det kan ikke være mere forkert. Jeg vil gerne slå et stort slag for den gode novelle, som kan fortæres hurtigt undervejs uden at være tomme kalorier, og som det også er muligt at vende tilbage til – igen og igen – for at få stof til eftertanke i lang tid efter.
Der findes et utal af gode novellesamlinger, hvor historierne følger hinanden som perle efter perle i en krans. Sådan en samling kan være til lige så stor glæde som en god roman, og ofte har de korte fortællinger romanpotentiale i sig. Som læser ønsker man bare, at de vil fortsætte. Men det er også udfordringen ved den gode novelle; som læser skal man ofte på banen og bruge sin egen fantasi til at tolke, da de oplysninger, der gives, kun er toppen af isbjerget. Det er ofte først ved anden eller tredje gennemlæsning, man når i dybden af følelser og konflikter.
Der findes mange fremragende novellesamlinger af både danske og udenlandske mænd og kvinder, men her vil jeg fremhæve en række danske kvinder, som udmærker sig på novellefronten og gør det ganske godt og minimalistisk. De har det tilfælles, at de kan se masser af drama i et helt almindeligt hverdagsliv, der aldrig er spor almindeligt.
Rester & Biler og dyr, af Helle Helle
Helle Helle er dronningen af minimalistisk realisme. Så er det sagt! Hun formår at beskrive en dagligdag uden de store sensationer, så den alligevel fremstår spændende og sindsoprivende. Hendes sprogøre er fantastisk; hun gengiver talesproget, så tonefald og dialekt står helt klart for læseren.
Rester indeholder 12 noveller, og Biler og dyr indeholder 16 noveller. I begge samlinger bliver de stille eksistenser beskrevet. Deres hverdag tager en drejning, spændingen stiger, og så sker der ingenting. Absolut ingenting! Ikke på overfladen i hvert fald. Der er ingen action, og livet bliver fremstillet, som det er, hvor det er de små ting der kan være så afgørende – et blik, en berøring, det usagte. Disse ikke-begivenheder kan dog af læseren opfattes som sindsoprivende spændende, når de skjulte historier begynder at dannes under den egentlige handling, da de alle er genkendelige og mulige at indleve sig i.
I Søndag 15:10 (Rester) oplever vi netop en ikke-begivenhed. Det er en fem sider lang dialog, hvor et helt uskyldigt udsagn om at ville gå en tur, hvis bare det ikke regnede, udvikler sig til en diskussion, som kunne køre videre i et skænderi, men ender i en konstatering af, at det stadig regner.
Film (Rester) viser, hvordan mennesker reagerer eller ikke reagerer på andres ulykke. Vi er med et vennepar, som er gået i biografen for at se en amerikansk blockbuster-film. Kort inde i filmen bliver en anden biografgænger syg, og vi iagttager nu mængdens reaktion og hvilke følger, det kan tænkes at få for vennerne.
Så er der kvinden i Det kunne være græs (Rester). Hun er dårlig til at få sagt fra. Når hun endelig gør det, bliver det på en kejtet og grov måde, som hun så ender med at angre og trække i land.
I Mere kaffe (Biler og dyr) har en forhutlet fyr taget plads i en havestol hos en kommunalt ansat. Da han skal på arbejde, jager han gæsten væk. Men knap er han kørt af sted, før konen går ud og byder på kaffe. Fyren går, og hun følger efter ham ned ad gaden iført natkjole og termokande. Han standser op og giver hende en oplysning, som vil ændre hendes liv.
Efter et ægtepars natlige skænderi i Tirsdag nat (Biler og dyr) er læseren næsten lige så træt som parret, der dog formår at stå op, gå på arbejde og lade som ingenting.
Disse noveller bærer man med sig i sin egen dagligdag, og pludselig står de små og ubetydelige detaljer frem og minder om, at selv den mindste handling kan være af betydning og få konsekvenser.
Vandmærket, Tilgang & Bavian, af Naja Marie Aidt
Vandmærket var Naja Marie Aidts første prosaudgivelse. Inden da havde hun udgivet to digtsamlinger. For novellesamlingen Bavian modtog hun Kritikerprisen. Naja Marie Aidt formår at tage lyrikkens rytme med over i prosaen, hvor hun skildrer hverdagssituationer med korte former og lægger vægt på sprogets virkemidler.
Novellerne kan virke meget enkle, men under overfladen forvandler de sig til forpligtende læsning, som kræver eftertanke og er svære at ryste af sig. Alle tre samlinger er kendetegnet ved en nøgtern stil. Hun går lige til sagen og formår at formidle menneskers smerte, gru og afmagt. Novellerne spænder fra at skildre samfundets polariserede eksistenser til at afdække en almindelig indkøbstur, som ender med ikke at være almindelig. Hun fanger dagligdagen dér, hvor den går fra at være tryg rutine til at ændre sig faretruende og blive uoverskuelig. Personer og stemninger bliver vedkommende og går under huden på læseren, og selv det mest surrealistiske scenarium bliver troværdigt. Vi møder folk, der hver på deres måde forsøger at komme overens med livet og døden.
I Som englene flyver (Vandmærket) får vi en tæt beskrivelse af en ung kvindes stofmisbrug og omgang med en subkultur, der bliver fatal for hende. Synsvinklen og fortællerstemmen skifter mellem hovedpersonen selv og dennes mor og søster, hvilket bare gør gruen endnu større, da vi finder ud af, hvilket bizart miljø og filmprojekt hovedpersonen er havnet i.
I Lille Fedtøre (Vandmærket) følger vi en bortført piges skæbne, men gennem den sadistiske bortførers øjne.
En stor dag (Tilgang) er fortællingen om voksne børn, som i et insisterende forsøg på at fejre faderens 60 års fødselsdag ender med at jage ham bort og ødelægge familien.
Vi møder i novellen Ubrydeligt (Tilgang) to tvillinger med et så ubrydeligt bånd, at de begge dør samtidig. Den ene af druk – den anden rådner op.
Og i Torben og Maria (Bavian) følger vi den to-årige Torben, hvis mor udsætter ham for et voldeligt misbrug, som omgivelserne ikke formår at stoppe.
Hverdagens temaer får en drejning, så de bliver ikke bare rå, men også bizarre, mystiske og morsomme. Læseren bliver efterladt med et tankevækkende sug i maven efter hver eneste gale historie.
Forholdsregler & Så må vi se, af Sidsel Falsig Pedersen
Både titler og noveller er i disse samlinger superkorte og koncentrerede. Også hos Sidsel Falsig Pedersen er det det usagte, der er det væsentligste, når hun belyser de store følelser. Hun er helt klart af samme skole som Helle og Aidt og formår på samme fremragende vis at spidde relationer og psykologiske spil, så læseren sidder tænksom og foruroliget tilbage.
På bogens bagside (Så må vi se) er novellerne beskrevet som små koncentrerede romaner i pilleform. Det er et rammende udtryk for denne samling, hvor bl.a. et dødsfald i et kontormiljø afføder vidt forskellige reaktioner. I andre noveller bliver fætre uvenner, ægtepar skændes og surrealistiske møder beskrives. Og så er der den kvindelige stalker, der forfølger sin udkårnes kæreste.
IKEA (Forholdsregler) handler om et ungt par i et ganske nyt forhold. De kender ikke hinanden godt nok til at være helt sig selv og være ærlige. Vi møder også i denne samling en indbrudstyv, som klarer opvasken, og en kvinde der ikke kan lide heavy metal.
Novellerne er så korte, at direkte referat vil ødelægge oplevelsen for læseren. Der er meget at glæde sig til i disse historier, som spænder fra det hverdagsrealistiske og morsomme til det direkte surrealistiske.
Drengen på stentrappen, af Katrine Marie Guldager
Dette er en samlet udgave af Katrine Marie Guldagers tre novellesamlinger: København, Kilimanjaro, og Nu er vi så her. Det er skønt at have dem samlet i ét bind, da de i forvejen burde have været en trilogi. Geografi og synsvinkel skifter fra novelle til novelle, men de er bundet sammen af et gennemgående persongalleri, hvor hovedpersonen fra én novelle er biperson i den næste. Denne teknik gør historierne troværdige, og så er det altid spændende at møde en karakter igen i nye omgivelser.
I de tre novellesamlinger er temaet relationer mellem mennesker uanset om det er i familien, ægteskabet, mellemfolkeligt eller et helt tilfældigt møde på gaden. De samme relationer kan opleves vidt forskelligt. Det, der er fællesskab for den ene, er fangenskab for den anden.
I København beskrives storbymenneskets ulyst til at involvere sig i andres skæbner, hvilket medfører dyb ensomhed og selvoptagethed. Vi tages med på et hjemmerøveri, som går helt galt. Føler med Heinz, der tror han endelig har mødt kærligheden, men bliver brændt af i Tivoli. Græmmer os sammen med drengene, som finder deres far under dobbeltsengen iklædt dametøj og læbestift. Føler den kuldslåede ligegyldighed, når folk går forbi et menneske i nød.
I Kilimanjaro foregår nogle af novellerne også i København, andre i Afrika eller i et fly mellem de to lande.
I En adskilt person skal Jørgen tage sig af sin døde brors efterladenskaber i en lejlighed på Østerbro og det tilhørende kælderrum. Han har fundet nøglen til det, men kan ikke få taget hul på det meget tilstoppede kælderrum. Han flytter ind i dødsboet, mindes broderen og frygter, at han aldrig kommer derfra igen – hjem til sit eget liv. Vi oplever også hvide tilflyttere, der bliver kørt rundt af sorte chauffører, har sorte vagter ved huset og sorte tjenestepiger. De sorte indfødte og de hvide tilflyttere lever side om side – men ikke sammen. Vi møder en afrikansk kvinde, som må opgive sit barn til svigerfamilien, da hun forlader sin mand. Hendes egen familie har slået hånden af hende, og svogeren udnytter hende seksuelt, hvilket hun tillader i et forsøg på at få sin søn igen.
I samlingen Nu er vi så her er det gennemgående tema familieliv på godt og ondt. Forholdet mellem børn og voksne, voksne der ikke vil tage ansvaret på sig, og forhold der er i opløsning.
Kære Karen Rask er f.eks. et brev fra en indsat fange til Karen, som muligvis er offeret for den forbrydelse, han er kommet i fængsel for.
Retssagen handler om en barsk voldtægt på Københavns Hovedbanegård. Der er ingen tvivl om, at den har fundet sted, for der er hele otte vidner til samlejet, men alle har en god forklaring på, hvorfor de ikke greb ind.
Og apropos emnet samleje: Novellen med titlen Voksne mennesker kan godt tale om sex handler om en datter, der netop ikke ønsker, at hendes mor skal tale om dét.
Læseren får ikke svarene på rigtigt og forkert, men kan selv tage stilling til de komplekse spørgsmål, som rejses i disse skønne historier om moderne mennesker i en fortravlet hverdag.
Tilfældige kys, af Irma Lauridsen
Der er 11 noveller i denne samling, som adskiller sig fra de øvrigt nævnte, da de er længere og knap så minimalistiske i stilen, men det er de samme temaer, og vi møder igen ganske almindelige danskere i en ganske almindelig hverdag.
I Godt gjort møder vi kvinden, som forelsker sig i en enkemand. Hun siger ‘ja’ til hans frieri på grund af det bånd, hun knytter til hans lille søn. Med årene bliver det bånd stærkere, og det er nu også grunden til, at hun har svært ved at forlade en mand, som har vist sig at være besidderisk og manipulerende.
I Som vi sover oplever vi en ægteskabelig scene, hvor parret på vej i biografen udfolder det, man får indtryk af er et dagligt tilbagevendende skænderi. De taler ikke sammen, før de igen er hjemme og opdager, at køkkenvinduet står åbent. Der er ikke tegn på indbrud, så de går lettere nervøse i seng. Da de senere mener at høre skridt i huset, gemmer de sig under dynen. De bliver enige om at lade som om de sover. Angsten får dem til at finde sammen, og de får fortalt hinanden, hvor meget den anden betyder.
Rejsen skildrer en togrejse, hvor vi møder et yngre par fra Jylland. Hun er meget opstemt over det forestående ophold i hovedstaden, og det får hende til at reflektere over den lidt kedelige mand og det liv, hun er endt med at få. Hun begynder at dufte til den fremmede mand, der sidder ved siden af. Som rejsen skrider frem, rykker de tættere på hinanden, og han tager hendes hånd under bordet. Det er en meget erotisk oplevelse for hende.
Min klare fornemmelse er, at forfatterens hensigt har været at skrive om danskere lige nu på en genkendelig og fængslende måde. Det lykkes bare aldrig helt, da de udelukkende er skrevet i refererende stil med mange adjektiver og en hang til klichéer.
Det er rigtig synd, for Irma Lauridsen har nogle gode historier med temaer, som kunne have været lige så nervepirrende at læse om som i de øvrige samlinger, jeg har nævnt.
Men jeg bliver altså ikke grebet af karaktererne og deres skæbne. Der er ikke meget dialog, og de få replikker flyder ikke. Jeg har stor sympati for samtlige emner og ville gerne have været lokket med ind i deres univers, men det bliver nærmest patetisk, alene på grund af stilen som ikke formår at få læseren med.