Solaas.dk

Evil me, af Mr. Troodon

Den usympatiske hovedperson


af Brian Hjære Andersen
Romaner og noveller indeholder normalt en hovedperson, med hvem man kan identificere sig. En helt eller anti-helt, som læseren efterhånden lærer at kende for til sidst på den ene eller den anden måde at sympatisere med. Der findes dog også en litteratur, der betjener sig af en hovedperson, som er læseren fjendtligt stemt eller fremstår som et så usympatisk menneske, at læseren, hvis denne da ikke selv er moralsk fordærvet, principielt må lægge moralsk afstand til personen, men godt kan gå med til at følge denne ud på en fiktiv rejse. Et udvalg af de nyeste af slagsen er her fundet frem.
De velvillige, af Jonathan Littell
Et af de mennesker, der forekommer os mest uforståelige og frastødende, må være den overbeviste og dedikerede nazist under Anden Verdenskrig. Især hvis han så oven i købet var højtuddannet og kultiveret. Ikke desto mindre er det et sådant menneske, Jonathan Littell præsenterer os for i sin roman De velvillige. En ordentlig moppedreng på over 900 sider, som handler om juristen Max Aue, der gør karriere i Det Tredje Rige, mens krigen følger sit historiske spor.
Vi begynder i Polen, hvor Max Aue er med til de første civile henrettelser. Stemningen er lettere livlig. Derfra går det videre ind i Ukraine og Rusland for med en afstikker til Kaukasus at ende foreløbigt i Stalingrad ’43, hvor den 6. armé bliver fanget af russerne. I den tid begynder Max Aue langsomt at stige i graderne uden selv at gøre meget derfor. Hans opstigen skyldes mest, at folk over ham enten bliver så forskruede, at de er til fare for nazisterne selv, søger bedre karrieremuligheder på den nyåbnede vestfront, eller fordi de har brug for en loyal, veluddannet jurist, der ikke selv begærer SS-grader på bekostning af sine nærmeste.
En sådan er Max Aue. Han sætter mere pris på de åndelige nydelser, som når han kan høre en lille jødisk dreng spille den smukkeste klassiske musik, indtil denne ved en fejltagelse bliver skudt. Krig er krig, og Max bærer ikke ligefrem sorg over drengen, men syntes dog at det er ærgerligt.
Ellers værdsætter han konversationer med folk, der rent faktisk har en grund til at være med i krigen, som ingeniøren der med blødende hjerte er sat til at sprænge de broer, han selv ser som de smukkeste frembringelser, eller filologen der skal fastslå om nogle bjergjøder i Kaukasus er jødiske i den ariske raceblodsforståelse eller blot pga. historiske tilfældigheder.
Hvad Max Aue egentlig bekymrer sig oprigtigt om begrænser sig til hans kuldsejlede incestuøse forhold til tvillingesøsteren, som forlod ham år tilbage for at blive gift og bryde op fra den i øvrigt dybt traumatiserede familie.
Her er vi kun halvvejs. Max Aue overlever Stalingrad på mest spektakulær vis, møder alle de mest berygtede nazister, kommer til Auschwitz, Frankrig og ender til sidst i Berlin, hvor han oplever russernes indmarch og sågar møder Hitler selv. Forløbet bliver kun mere og mere grotesk, dog uden nogensinde at lette fra sit historiske grundlag. Med undtagelse af Max Aue og de nærmeste der omgiver ham, er alle de andre topnazister skildret som de historisk set kunne have taget sig ud.
De bedste (eller værste) begivenheder skal ikke afsløres her, men jeg kan i hvert fald forsikre, at det efterhånden som man får tygget sig igennem død, krig og ødelæggelse ikke bliver mere kedeligt! Tempoet er højt, begivenhederne hober sig op, uhyrlighederne bliver kun værre og værre, og som ingen anden bog formår denne at trænge helt ind i disse fordærvede menneskers motivationer og levere om ikke en begrundelse, så i hvert fald en forståelse for de største forbrydelser i moderne tid.
Nattergalens henrettelse, af Preben Major Sørensen
Preben Major Sørensen er en ældre outsider i den danske litteratur, som gennem årene har mere end 20 udgivelser bag sig. Alligevel er han for de fleste læsere ganske ubekendt, hvilket højst sandsynligt skyldes, at hans bøger kredser om det groteske og amoralske. De fleste af dem er samlinger af ganske korte historier helt ned til en halv side, hvad der også gør sig gældende for den nyeste af slagsen – Nattergalens henrettelse.
Preben Major skriver et ganske særligt dansk, der tit graver i glemte gemmer og finder udtryk, der ellers var gået i glemmebogen, men som hos ham bliver vakt til live og sat ind i en sammenhæng, der atter gør dem forståelige og anvendelige.
Først og fremmest er det dog et vanvittigt galopperende humoristisk sprog, der ikke kan lade være med at stoppe op og forundres over sig selv. Sætningerne bliver sirlige og krogede, som når fortælleren hellere vil fortælle om, at attentatet på Hitler ganske sikkert mislykkedes pga. Stauffenbergs manglende lemmer, end om den splint den danske søløjtnant Edouard Suenson pådrog sig under søslaget ved Navarino i 1827, hvilket var den egentlige historie.
Nogle temaer, der går igen, kunne være fortællerens gamle kærester, der er blevet til spøgelser og på forskellig vis nedværdiger den aldrende fortæller.
Så er der en lignende aldrende fortæller, der af det omgivende samfund er blevet tvunget til at forlade sin gamle bopæl, opgive mange af sine tidligere ejendele og nu er nådesløst udleveret til enten invaderende asiatiske naboer, der besætter hans lejlighed, unge der vil ældrebyrden til livs, halv meter høje trappetrin eller et frugtbombardement fra den uregerlige pøbel.
Så træffer vores fortæller også Hendes Kongelige Højhed selv to gange, hvor han den ene gang tilfredsstiller hendes understimulerede seksuelle begær og anden gang i skikkelse af velbeslået aristokrat, der foranstalter revolution fra oven, fornærmer hende med uanstændige bemærkninger.
Forfatteren Holger Drachmann og digteren Pia Tafdrup har også et par optrædener. Der er også flere dyrehistorier, hvor vi både møder kamphunden Glam, der af sin rockerejer får lov til at skambide katte, kaniner og små børn, og den midaldrende huskat, der er klasselærer for 25 vildkatte, hvad der dog viser sig at være et par stykker for meget. Endelig bør også de mange historier om sprog og skrivekunsten nævnes: Sommeren 1868 fødtes jeg med en ganespalte af en åndssvag mor (sådan begynder kapitel II i den roman jeg har tænkt mig at skrive) eller ordvejerne, små mænd i brune og grønne kitler, der på ordvægte vejer sproget.
Derved er historierne om de forbyttede hoveder på toget fra Flensborg til København eller de to pestsyge, der lå og kopulerede, slet ikke blevet nævnt. Vidt omkring kommer man, og jeg er sikker på, at enhver læser vil kunne finde mindst én historie i denne fine samling, som på drilsk vis fortæller, hvad man ikke troede var muligt at fortælle.
Lejemorderens guide til et smukt hjem, af Hallgrímur Helgason
Hallgrímur Helgason har tidligere skrevet to romaner, der blev nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris, og den nye Lejemorderens guide til et smukt hjem lægger sig i det samme spor om den udefrakommendes blik på det islandske samfund. Forskellen denne gang er blot, at den udefrakommende er den kroatiske lejemorder Toxic, der allerede har udført 65 kontraktmord i USA, men ved nr. 66 kommer FBI på sporet af ham, og han må flygte hjem til Kroatien.
I lufthavnen står de dog og venter på ham, så på toilettet finder han en mand, der til forveksling kunne ligne ham selv. En hurtig beslutning om at gøre ham kold åbner op for en flugtmulighed. Problemet er blot, at den uheldige viser sig at være TV-prædikanten Father Friendly på vej til Island, så nu må den krigstraumatiserede massemorder give den som feteret amerikansk televangelist hos de islandske vækkelsesprædikanter, indtil selv det håbløse islandske politi får ham opsnuset, så han må flygte.
Vækkelsesfamilien bliver dog ikke glemt, bl.a. fordi deres datter ikke er helt uimodtagelig over for den kroatiske blodhundscharme, og fordi familien reelt også er den eneste udvej for den strandede lejemorder, der i resten af verden er jaget vildt og ikke lige lader sig forveksle med de smørblonde islændinge.
Det bliver aldrig kedeligt at følge den hårdkogte lejemorders bestræbelser på at tilpasse sig den kolde vulkanøs firehjulstrækker-paradis, som værst af alt er våbenløst! Helgason har fundet de perfekte modstykker, der begge har noget at give hinanden. Efterhånden som Toxic bliver konfronteret med sin perlerække af dødssynder, viser det sig, at familien heller ikke er helt så hellig, som den giver sig ud for.
Helgasons sprog er enkelt og præcist som et nakkeskud, og verdens sande tilstand kan koges ned til sammenligninger mellem Gud og alkohol, rockmusikere og jøder, den islandske sommer med en åben køleskabsdør, mens krigstider slet og ret stiller spørgsmål, som fredstider ikke kan besvare. Derfor får vi altid en ny krig.
Bortset fra en håndfuld stavefejl står der et samlet billede tilbage af et stykke moderne islandsk litteratur, der medrivende formår at underholde, opskræmme og mane til eftertanke om krig og fred, liv og død, kærligheden og manglen på sammes store betydning, uanset hvor syndig man end måtte være.
Verdens sidste roman, af Daniel Sjölin
Intet mindre end verdens sidste roman har forfatteren og TV-værten Daniel Sjölin sat sig for at skrive, og hvis det overhovedet nogensinde har været muligt, så er det et rigtig godt forsøg, han her har gjort.
Sproget skal dø, for al kunst er alligevel imitation og narcissisme. Alle har forsøgt, og ingen har formået at finde et sprog hinsides sproget, ej heller at indfange den uendelige stilhed forfattere tror på kun er tilgængelig for dem. Kunstkritikken stikker dybt her, ingen går fri, ej heller Sjölin selv, for efter to lidt mere hykleriske bøger kommer nu selve lortehelvedet.
Jeg ved ikke, hvor stor Daniel Sjölins stjerne er i det svenske mediebillede, men har han haft en, er den temmelig sikkert noget falleret efter denne roman, for han lever virkelig op til denne anmeldelsessamlings tema. Han er et rigtig dumt svin, der skider på alt og alle, han nogensinde har kendt.
Særligt medieoffentligheden og kritikerne går han målrettet efter, når han benytter sig af alle de litterære greb, han kan få fat i, for derefter at afsløre deres primitive virkemidler: Haha, det kan jeg også!, men også dem der måtte have haft en betydning i hans temmelig magre privatliv hænges til tørre.
Én ser dog ud til at klare frisag. Det er hans alkoholiske og demente mor, som netop er blevet indlagt, da romanen tager sin begyndelse. Hun bliver også Sjölins forsøg på at slå sproget ihjel. A er ikke A, er blevet morens nye mantra i hendes forskruede hoved, hvor snart kun de tidligste erindringer og værste tilsvininger er tilbage. Hun efterlader også små sedler til sin søn, såsom: Såsynlyt, gåbe-lyng/språge spålunde lyt/Strålevind, trålle-synd. Sådan ser dødt sprog ud.
Men hun er også den eneste, han har. Måske er det derfor, han drikker lige så meget, som hun gjorde; men det er sådan set også lige meget, for han er alligevel psykopat og har aldrig følt nogen smerte, som han gentagne gange skriver. Kærlighed er der ingen plads til. Han har jo berøringsangst, giver ikke gæsterne i sit talkshow hånd. Det klarer produceren.
Derudover består hans privatliv af en imaginær far, som moren ikke ved (vil vide), hvem er, og barndomsvennen CJ, der langsomt viser sig måske ikke at have været et så overdrevent sundt bekendtskab for en ung knægt, der ellers kun havde sin kunstneriske, fordrukne mor, men hellere en eller anden ven end slet ingen, syntes logikken at være.
Dele af romanen består af lange feberfantasier om f.eks. den kommende dræberbakterie, der vil udrydde den svenske befolkning, eller når TV-kokken Tina til en byfest tilbereder et højst mærkværdigt dyr, der bl.a. består af udsultet sprog.
Verdens sidste roman er i virkeligheden forfatterens personlige opgør med en fortid og nutid, han ikke gider skjule mere, og det er forbandet god litteratur, netop fordi man kommer helt ind, hvor det virkelig gør ondt på en såkaldt feteret mediestar. Eller forestillingen om en mediestar. I et tilfælde som dette er det svært at adskille forfatter og fortæller, men det behøves heller ikke, for denne fortæller er langt mere interessant end det tykkeste ekstranummer af et ugeblad. Han er fordømt til at blive elsket for sit udseende, men samtidig åbenlyst såret og traumatiseret, og gør alt for at skjule det. Balancen er delikat, men her holdes den hele vejen.
Min Kamp 1, af Karl Ove Knausgård
Det er spørgsmålet, om Karl Ove Knausgårds selvbiografiske roman falder ind under temaet for disse anmeldelser, for usympatisk kan jeg ikke helt kalde ham. Jeg burde måske behæfte hans navn med to gåseøjne, for der er jo stadig tale om en fiktiv person, der tilfældigvis hedder det samme som forfatteren, men hvis det nogensinde har været svært at skille de to ad, så er det en problematik, der særligt kunne gøre sig gældende her i første del af Min kamp.
Nej, han har ikke noget at gøre med Hitler. Det eneste, de to kunne have til fælles, er deres radikalitet, for det er et enormt projekt, Knausgård har sat i søen (der er planlagt seks bind (!), hvoraf de fire første er udkommet på norsk), og som bedst kan betegnes som gennemgribende hyperrealisme.
Andre har draget sammenligninger med en anden forfatter anmeldt her på Solaas.dk, nemlig Marcel Proust. Det skyldes sikkert omfanget af deres værker og deres beskrivelses-iver, for ellers vil jeg mene, Proust formåede at bruge sine beskrivelser mere aktivt og forvandle dem til metaforer, hvor Knausgård mest søger det nærmeste, man kan komme en fuldstændig tro virkelighed – hans egen.
Parallelt med den aktuelle nutid, hvor Knausgård skriver på romanen, følger vi ham tilbage til barndommens middelklassehjem, hvor han sammen med sin storebror prøver at komme overens med barndommens og ungdommens utallige udfordringer, men først og fremmest prøver den unge (såvel som den ældre) Knausgård at komme overens med sin far, som han kommer til at bo sammen med, efter at storebroren flytter hjemmefra, og moren tager til Oslo for at arbejde. Det er bogens egentlige omdrejningspunkt og grunden til, at det meste af Knausgårds familie har sagsøgt ham for at vanære farens minde, hvilket han dog afviser under henvisning til, at det er hans oplevelse af deres forhold.
Jeg, som læser, har også svært ved at se et egentligt had eller en foragt, som skulle præge beskrivelsen af faren. Det er tværtimod angsten for ikke at slå til i farens øjne, for dennes uberegnelige humør og indesluttethed.
Det er ikke en familiehistorie om vold, terror og misbrug. Set udefra er det en ganske almindelig norsk middelfamilie, men unge Knausgårds skarpe blik og følsomme gemyt udstiller de spændinger og problemer, der uundgåeligt følger med den hemmelighed der langsomt lader sig ane for læseren.
Min kamp er en erindringsroman, der forskubber genrens grænser langt ud, hvor det nærmer sig den totale optagethed af ægthed, det moderne mennesker i dag søger i reality-serier og ved at dokumentere deres liv i sociale medier og på blogs. Men det er stadig fiktion og tilmed en forbandet god en af slagsen, der åbner læserens øjne for, hvor meget betydning det har, hvordan forældre f.eks. smører madpakken, tager sko eller tøj på. Alt det kedelige og grå, man gennem et levet liv bliver ligegyldig overfor, indfanger (forfatteren) Knausgård side op og side ned i knivskarpe iagttagelser, der ikke tjener et højere, snørklet mesterplot, men tvinger os til at huske, hvad vi ikke troede, var muligt at huske.
Om atomkrigens betydning for Vilhelm Funks ungdom, af Jan Sonnergaard
Med Jan Sonnergaards første udgivelse, siden hans socialkritiske novelle-trilogi à la Per Flys filmtrilogi, er vi tilbage i velkendte rammer, denne gang i romanform.
Yuppierne og punksene, de øverste og nederste lag af 80’er-Danmark, har det til fælles, at de er sikre på, at klokken er fem minutter i tolv, og i de sidste fem minutter af verdens levetid kan det sådan set være ligegyldigt, hvad man gør. No future ergo no limits. Yuppierne tager røven på så mange som muligt for at skrabe så mange penge sammen som muligt og bruge dem så hurtigt som muligt på champagne, Rolex-ure og det, der ellers koster kassen. For det er det, det handler om!
Punksene bruger også alt, hvad de har, og det er ikke meget og derfor hurtigt overstået, og resten af tiden går med at provokere alle andre, særligt politiet, og i øvrigt være så indifferent som muligt, for atombomben kan blive kastet når som helst. Hellere få det bedste ud af den beskedne tid, der alligevel er tilbage.
Det er sådan cirka rammerne for en række af de personer, vi møder, i et sprog der ikke gør sig mange forestillinger om sit eget værd. Det er, som tidligere i Sonnergaards noveller, potent, koncist og straight in your face.
I begyndelsen af romanen har vi en jeg-fortæller, der er en del af whiskybæltets dekadente blanding af punkere og yuppier, men han falder i en af gadekrigene med politiet, og jeg-fortællerinstansen er opløst til fordel for en alvidende, der skiftevis følger Tina og Iben, overklassepiger med et storforbrug af mænd, hvoraf de selvfølgelig ikke kan elske nogen, men kneppe dem er derimod den største selvfølge, og så de champagne-drikkende, østers-ædende og coke-smovsende yuppie-anarkister Strudesen, Bjerregaard-Nissen og Alex. En slags finale, før det går ned af bakke igen, er invitationen af en punk til de førnævntes frådsegilde, hvor begge sider faktisk ser, at de slet ikke er så forskellige endda.
Hvis man kunne lide Sonnergaards tidligere novellesamlinger, vil hans nye roman også falde i god jord. Blinkvinklen er stadig lige kynisk, personerne lige så forskruede som scenerne er groteske.
Flere kapitler er dedikeret til minutiøse beskrivelser af bomben og 80’ernes verdenssyn, dengang der stadig var en mur og en seriøs atomtrussel. En bombe som også fandt vej til musikcitater, som indleder hvert kapitel. Først på den måde forstår man, hvor meget truslen fyldte i almindelige menneskers hoveder dengang, hvilket er en af bogens største forcer.
Hvor det på den anden side kan halte lidt er ved den meget kølige og distancerede stereotypisering, man oplever personerne som. Der er ikke meget grund til at adskille dem, bortset fra titelpersonen Vilhelm Funk, der som den eneste med virkelige problemer rent faktisk også oplever en, vistnok, virkelig lykke, men derudover er det som grupper frem for individer, man skal opleve persontegningerne.
Når det er sagt, er Sonnergaards roman glubsk og bidsk underholdning, der smitter af på læselysten og efterlader læseren med en lille følelse af skam over frådseriet.