Den afgørende vending

af Jannie Solaas
Hvad gør du, når en begivenhed kaster dig ind i en helt anden livsbane end den, du havde planlagt? Spørgsmålet – og de mulige svar – er fællestemaet for en række bøger, der har gjort stort indtryk på mig. I nogle hænger uhyggen og kynismen som spindelvæv mellem linjerne, i andre er kærligheden og ensomheden følgesvenden for læseren og ikke mindst hovedpersonen.
Duma Key, af Stephen King
Bogen Duma Key trykkede på alle klokkerne i mig og stadig efter et helt år rungede den i mit sind. Den er både blændende skrevet og trækker læseren helt ind i historiens univers, hvor tilsyneladende uskyldige malerier og tegninger har uhyggelige effekter på virkelighedens verden.
Edgar Freemantle er navnet på hovedpersonen, en millionær, der begyndelsen af bogen brat falder fra bekvemmelighedens tinder. Navnet Freemantle er måske symbolsk, for det kan oversættes til frit dække, og det er, hvad Edgar ender som for kræfter, der er større end noget, han før har mødt. Men lad os starte ved begyndelsen.
Seks måneder efter at en kran knuser hans pickup-truck og dele af hans krop, beslutter Edgar at begynde et nyt liv. I tiden op til beslutningen har han været et mareridt at udholde for familien, især konen. Hans frustration over ikke at kunne huske så godt (kranen knuste dele af hans hoved) og over ikke at kunne gå (han lærer kun langsomt at gå igen) ansporer let hans raseri. Bl.a. stikker han sin kone med en plastikkniv og forsøger at kvæle hende med én hånd (den anden arm blev mistet i ulykken). Om end handlingen skyldtes, at han tabte evnen til at tænke rationelt en periode, beder hans kone om en skilsmisse. Han deler sin rigdom i fire lige store dele til sin kone, sine to døtre, sig selv og tager til Duma Key, en smuk, men spøgelsesagtig strækning ved Floridas kyst, hvor han har lejet et hus. Hele området på Duma Key og de få huse på det ejes af Elizabeth Eastlake, en firsårig kvinde.
Da Edgar begynder at male, lader det til, at han nyfundne talent kommer fra et sted uden for ham. Det er, som om han velsignes med et nyt kald. Men kaldet har en pris, for mange af malerierne har en effekt på, hvilke begivenheder der sker i virkeligheden. Samtidig spøger Elizabeths ulykkelige fortid i bogstaveligste forstand. Genfærd og mystiske hændelser tårner sig op og truer Edgar og – igennem ham – hans familie. Hvordan vil være synd at afsløre for de af jer, der vil få lige så stor glæde af bogen som mig. Lad det være nok at sige, at den ene uhyggelige og skæbnesvangre begivenhed afløser den anden. Edgar ved, det har med malerierne at gøre, men han kan ikke holde op med at male dem …
King tager sig god tid til at komme i gang med historien. Rigtig god tid. Men da først Edgar landede på Duma Key, havde historien en så uhyggeligt dragende effekt på mig, at det var umuligt at lukke bogen, før jeg havde læst færdig. Det er ikke splatter-uhygge, selvom der er et par småblodige scener. Uhyggen er psykologisk.
Blandt det, der gjorde så stort indtryk på mig, er, hvordan ulykkerne regner ned over Edgars bekendte, familie og venner, og at han ikke er i stand til at standse dem, selvom han burde kunne lade penslen være. Det er et imponerende billede på forskellige former for afhængighed, der kan få et menneske til at fortsætte noget, der har ødelæggende konsekvenser for andre og i sidste ende personen selv.
Det kan måske lyde mærkeligt, at malerierne og ‘noget’ er skyld i tingene, men sådan som det blev skrevet af King, virkede det overbevisende på mig. Skridt for skridt trækkes man ind i mysteriet og uhyggen, og hvis man først tror på det ene, så bliver man snart nødt til at tro på det andet. Alene stemningen og de billeder King, maler med sin fantasi, holdt mig fast. Ingen tvivl om, at bogen skal læses igen. Jeg har læst flere af Kings bøger, og denne her stryger til toppen som en af de absolut bedste ifølge min egen ydmyge litteraturskala.
Faldet, af Albert Camus
Denne bog fra eksistentialismens dybder og menneskets slette natur fortæller lige så meget mellem linjerne som teksten selv. Læseren inviteres til at betragte et menneskes indre på godt og specielt ondt og til at gennemskue den farlige natur, der ligger bag den veltalende hovedperson.
Faldet er skrevet som én lang monolog, hvorunder jeg-fortælleren (hovedpersonen) betror en bargæst, hvordan hans liv har været. Tidligere var han et menneske, der hjalp alle andre i nød, men det afsløres, at han gjorde det for at kunne elske og værdsætte sig selv mere.
Hans idéer om kærlighed og medfølelse er forkvaklede. Han mener fx, at man ikke kan begræde andres død uden at elske sig selv, og at man gør det for at få opmærksomhed og medfølelse og dybest set ikke lægger meget i det, for snart er den døde glemt.
En dag hører han en latter, der siden forfølger ham, og en anden dag oplever han en kvinde kaste sig ud fra en bro i Paris. Hun skriger, men han vender sig ikke om, han hjælper ikke og alarmerer ikke nogen. Dette er vendepunktet for ham. Hendes fald bliver starten til hans eget fald og en ny livsfilosofi.
Han erkender, at han hader alle dem, der har haft brug for hans hjælp, og at den eneste måde at være fri som menneske går gennem at underkaste sig det, han kalder trælddom, hvilket han forstår som, at alle skal erkende deres skyld og dårlige sider. For hvis de gør det, er alle i samme båd, og hans selvbillede kan af den vej atter stige i værdi, eftersom han med deres erkendelser jo ikke er alene om at være et slet menneske …
Med denne katalysator i baglommen bruger han al sin fritid på at berette sin historie for folk på baren. Ved at fortælle den regner han med, at folk før eller siden i alkoholens rus bryder sammen og bekender alt det onde, de har i sig. Han føler ikke, han selv kan dømme dem, når han er så slet, men de kan blive mindet om deres dårlige sider og selv bekende det – og han venter uskyldigt på at sole sig i deres værste sider.
Jeg kedede mig ikke, selvom det var en monolog, for man oplever, hvad der sker undervejs, når han fx svarer samtalepartneren på spørgsmål og kommenterer noget, den anden åbenbart siger eller gør, og man sanser stederne, hvor de går osv. Der er også mange anekdoter, der netop skal fortælle om hovedpersonens slette karakter og menneskehedens fordærvelige karakter i det hele taget, og detaljerne får mig til at glemme, at det er en monolog.
Hovedpersonen er levende. Han sætter tanker i gang, og jeg gøs over hans udspekulerede facon og skruppelløse kulde i forhold til andre mennesker. For man får en fornemmelse af, at han virkelig findes derude, ikke bare i én person, men i flere.
Enke i et år, af John Irving
Fra uhyggen og kynismens mørke sale bevæger vi os nu ind i ensomhedens korridor. Men det betyder ikke, at humoren går tabt. Den er, som så ofte hos Irving, med i denne bog. Bogen drager mig med såvel fortællingen om hovedpersonernes forfatterliv som den tomhed og komik, der følger dem. Det er som at træde ind i en anden verden, der er levende, fascinerende og til tider en smule ubehagelig på grund af tomheden.
Romanens egentlige hovedperson, Ruth Cole, er en kompleks og selvmodsigende karakter – en ‘svær’ kvinde. Hun er ikke decideret rar, men også vanskelig at glemme. Når jeg skriver egentlige hovedperson er det fordi, hun i begyndelsen af bogen kun er fire år, og her ligger synsvinklen hos en ung mand, Eddie O’Hare, igennem flere kapitler. Alligevel er det hende, det meste af historien handler om.
Ruths historie er fortalt i tre dele, hver med fokus på et afgørende tidspunkt i hendes liv. Da vi møder hende første gang på Long Island i sommeren 1958, er den unge Eddie netop blevet ansat af hendes far, en forfatter, som tilsyneladende hyrer ham som assistent. Hvad Eddie ikke aner er, at han i virkeligheden er hyret til at være konens elsker. Ægteparret Cole har mistet deres to sønner i en ulykke, og sønnernes skygge følger alle i huset. Ægteskabet er kølnet, og Ruth får ikke samme opmærksomhed som drengene gjorde, da de var i live.
Eddie har ikke brug for meget opmuntring til at indlede en affære med forfatterens kone. Han forelsker sig hovedkulds og kan ikke slippe sin besættelse af hende. Selv da han skal hjem efter sommerjobbet på Long Island, følger hendes minde med i hans hjerte og krop. Resten af sit liv skriver han romaner om unge fyre, der forelsker sig i ældre kvinder.
Også Ruth bliver forfatter, og det andet vindue ind i Ruths liv åbner i efteråret 1990, da Ruth er en ugift kvinde. Hendes privatliv er ikke nær så vellykket som hendes litterære karriere. Hun har mistillid til sine valg af mænd, med god grund. Ligesom hendes barndom var vendt på hovedet på grund af brødrenes død, er hendes voksenliv også vendt på hovedet. Bogen lukker i efteråret 1995, hvor Ruth Cole er en 41-årig enke, mor – og ved at forelske sig for første gang.
Romanen er velskrevet. Som baggrundsmiljø har bogen den litterære universitetskultur og forfatterlivet, og den viser begges indvirkning på både forfatterne i bogen og deres familier. Kulden og dysten om anseelse fjerner charmen og det romantiske skær, mange forbinder med forfatterverdenen. Bogen er samtidig en diffus undersøgelse af, hvordan forfattere skaber kunst af deres liv, og hvordan de elsker uden i øvrigt at nyde godt af det.
Karaktererne trækker vejret og gør indtryk. Erotikken er præsent. Den unge Eddie fantaserer ofte om Ruths mor, og man skal være forberedt på at læse om onani. Igen og igen og igen.
Romanen er en smule overbærende over for skriveprocessen, for historien er lang og til tider forvilder den sig lidt i detaljer. Jeg følte dog ikke, at jeg spildte tiden, men at jeg var i godt selskab med en stærk fortællerstemme og en historie, jeg var nysgerrig efter at følge til dørs: Ville det nogensinde lykkes Eddie at slippe besættelsen? Ville Ruth finde lykken? Ville de kunne forene forfatterlivet med kærlighed og balance?
Jeg skal ikke afsløre svarene, men har nogen lyst til en lang historie om forfatterliv, kærlighed, sex og skæbnesvangre vendepunkter, er Enke i et år et godt bud.
I Lucias øjne, af Arthur Japin
Den uopnåelige kærlighed og en dramatisk udstødelse fra samfundet lægger rammen om denne uforglemmelige historie. Bogen er baseret på virkelige hændelser i Casanovas liv og giver et bud på, hvorfor han blev den scoretrold, han blev.
Som helt ung møder han Lucia, som han forelsker sig dybt i. Han vil giftes med hende, men hun er på det tidspunkt for ung til ægteskab, så han rejser væk for at arbejde. Inden rejsen lover han hende, at han vil vende tilbage, når hun er gammel nok. Mens han er bortrejst, får Lucia en slem omgang kopper, der skæmmer hendes smukke ansigt. Af kærlighed til ham beslutter hun, at han ikke skal nedværdige sig til at gifte sig med hende. Hun ved, han aldrig vil kunne elske hende, når hun er grim, så hun flygter fra sit hjem. Derfor finder han hende ikke.
For at klare sig i det skønhedselskende og fordømmende samfund dækker Lucia sit ansigt med et slør, så ingen kan se arrene og kun lige ane den skjulte skønhed. Får nogen et glimt af dem, bliver hun behandlet som et sygt væsen, ingen vil røre ved, ikke engang de laveste i samfundet, og vold hænger som en trussel over hendes hoved. Sløret er mere end en måde at skjule grimheden på. Det redder hende fra en grum skæbne. Helt uforudset pirrer hemmelighedskræmmeriet omkring sløret de mænd, hun møder, voldsomt, og hun bliver hurtigt en meget feteret kurtisane. Men sløret lægger hun aldrig for dem, uanset hvor meget de trygler og er villig til at betale.
En dag møder hun Casanova, der efter tabet af hende har nedlagt kvinder, som afhang hans liv af det. Hun kender hans rygte. Ligesom alle de andre mænd bliver han opslugt af, hvad der mon gemmer sig bag sløret, men hun vil ikke give sig selv til ham. I stedet indgår de et væddemål. Hun vil dele seng med ham, hvis han aldrig har såret en kvinde før. Forfængelig som han er, tager han sig det meget nært, at hun kan tro noget sådant om ham, og han er sikker på, at han vil vinde. Bogen udfolder under dysten historierne om dem begge, og undervejs erfarer Casanova en sandhed eller to.
Det var dramatisk og rørende at læse, hvordan Lucia mistede sin skønhed, fordi hun på samme tid mistede sit livs kærlighed og blev udstødt af samfundet. Men endnu stærkere var det at læse bogens filosofiske tanker. Den præsenterer mange spændende vinkler på kærlighed og postulerer, at vi har en tendens til at holde en drøm i live, fordi drømmen fylder vores liv med kærlighed.
Det tror jeg, mange kan genkende: At drømmen om den uopnåelige fylder livet med en slags kærlighed, brændende, selvom man aldrig vinder den udkårne. At man ved at holde fast bevarer kærligheden inde i sig selv og holder liv i minderne, men aldrig får en virkelig kærlighed, kun denne på afstand. Pointen i bogen er, at kærligheden kommer inde fra én selv, ikke fra et andet menneske. Bogen er godt skrevet og meget fængende både i historie, konstruktion og filosofi.