Anmeldelse af romanen Glasplaneten

Fremtiden i Dan Johannessons Glasplaneten er dyster, rigtig dyster, fanget i et spind af løgne, frygt, overfladisk livsførsel og heksejagt på det sande og gode. Men langt ude for enden af tunnelen anes et lys.
af Jannie Solaas

Romanen er den første i serien Virkeligheden bag virkeligheden. Historien åbner med likvideringsagenten Raymond, der får til opgave at dræbe terroristen Robert Englund. Raymond bor i fremtidsmetropolen Sangri La, hvor adspredelserne efter og nogle gange under jobbet består i købesex, alkohol og narkotiske stoffer. Samfundet er koldt og distancerende, og man fornemmer, at ingen kommer hinanden ved. Livet på Jorden styres centralt af WU, World Union, der udnytter menneskenes frygt, naturligvis indpakket i politisk glanspapir.
Journalisten Thomas føler sig kaldet til at finde Robert Englund for at stille ham til ansvar for nogle makabre drab på børn, som Englund og hans gruppe menes at stå bag. Drabene har for en gangs skyld vækket Thomas af den ruståge og konstante søgen efter selvforglemmelse, som han og de fleste andre befinder sig i. Uden at kende til hinandens planer indleder Raymond og Thomas hver deres jagt på Englund, og det fører dem til Glasplaneten.
Her er én af de mange fine overraskelser i historien: Glasplanetens indbyggere, hionerne, slås selv mod frygt og centralstyre og har meget andet til fælles med Jordens befolkning. Hionerne er hverken fjenden eller et oplyst folk, der kan hjælpe menneskeheden, og det er et godt tvist i forhold til megen anden science fiction, hvor rumvæsner som regel ender i én af de to lejre – de er ofte nærmest Fanden selv eller tættere på Gud end vi stakler nogensinde når. Men hionerne er troværdige rumvæsner. Man genkender deres behov og kan forholde sig til deres problemer. De er heller ikke intellektuelt underudviklede eller overlegne, men har teknologi nogenlunde på linje med menneskets, bortset fra at det var hionerne der fandt en rationel måde at rejse mellem stjernerne, og der foregår således en livlig handel mellem vore planeter. Men ‘virkeligheden bag virkeligheden’ har svære kår på begge kloder. Begge steder må anderledes tænkende leve i skjul og afsondrethed med risiko for at blive spottet af en dødspatrulje.
Jo længere jeg kom ind i bogen, des vanskeligere var den at lægge fra mig. Jeg måtte lige læse endnu et kapitel og endnu ét og endnu ét. Mange fine detaljer levendegør både menneskenes og hionernes samfund. Fx er der ikke rene helte i bogen. Alle er faldne på en eller anden måde, mærkede af deres tid og den frygt-manipulation de opflaskes med, og detaljerne om hvordan ting foregår på planeterne – fx de spøjse toiletbesøg hos hionerne og den morbide underholdningsbranche i vor verden – gav mig en tydelig fornemmelse af og forståelse for de to kulturer. Humoren fik mig til at grine, og det sved i mig når liv gik tabt. Jeg blev revet med, hvilket er præcis dét, en god bog skal kunne.
Filosofierne i bogen er båret af spirituelle tanker, som vil vække genklang blandt læsere af spirituel litteratur. For de, der ikke kender tankerne, kan de give inspiration til egen reflektion, og de, der allerede kender dem, kan i historien se, hvordan de kan komme til udtryk i vores liv.
Skriveteknisk er en del på plads i bogen. Der er dog plads til videreudvikling og inddragelse af andre teknikker i kommende bøger, og bogen kunne med fordel have modtaget ekstra, redaktionel bearbejdning visse steder. Men det afholdt mig ikke fra at føle mig underholdt og fængslet fra først til sidst. Glasplaneten er en spændende debut-udgivelse – og jeg ser frem til fortsættelsen.
Titel: Glasplaneten
Forfatter: Dan Johannesson
Forlag: Virabooks
Sideantal: 392
Udgivelsesår: 2012
Romanen kan købes her.