Solaas.dk

Forfatterens følelsesliv – gode råd

  *Gratis tema!*


Lady Lilith, af Dante Gabriel Rossetti. Få gode råd til, hvordan du håndterer livet som forfatter, bliv forberedt på forfatterskabets indre liv og få en dosis balsam til sjælen fra forfatterkollegerne, inkl. 6 skriveøvelser. Artikler: Forfatter i praksis – syv værdifulde råd og krav til dig, der skriver ♦ Styrk dit forfattermod i praksis ♦ Skriv hvad du mener – og stå ved det ♦ Min indre skrivediva ♦ Den inderste drøm ♦ Den lidende forfatter ♦ Identiteten som forfatter. I alt 7 artikler, 28 sider.
Forfatter i praksis – syv værdifulde råd og krav til dig, der skriver. Af Jannie Solaas.
Der skal mod til at have talent! Ordene stammer fra Georg Brandes og handler om H.C. Andersen. Han har ret. Du må have modet til at afvise den tvivl, der opstår i langt de fleste kreative sind. Beslut dig for, at du vil være forfatter – og gør det så, uanset hvor mange gange du føler, du bliver slået i jorden. Ingen kunstner blev stor uden anstrengelse. Denne artikel giver dig syv værdifulde råd, og igennem dem kan du også læse syv vigtige krav, der må stilles til enhver forfatter.
Styrk dit forfattermod i praksis. Af Jannie Solaas.
Hvordan kan du i praksis holde fast i dit mod som forfatter? Der er dage, hvor det hele glider, og dage hvor du har brug for ekstra styrke. Her følger nogle opgaver, der hjælper dig med at holde fast i det positive.
Skriv hvad du mener – og stå ved det. Af Mikkeline W. Gudmand-Høyer.
Det her med at skrive og sende det ud i æteren kan være nok så angstfremkaldende, specielt hvis man lider af hvad tænker de andre nu om mig?-syndromet. At skrive og dele sine tanker med andre er en udadrettet handling, som muligvis berører og vækker genklang i andre. Hvordan ens ord så bliver modtaget og tolket, kan man som forfatter ikke have kontrol over. Enhver ser verden med sine egne øjne og tolker frit. Der er endnu ikke opfundet nogen tankekontrol-maskine, så vidt jeg ved.
Min indre skrivediva. Af Mikkeline Gudmand-Høyer.
Blokerer du din kreativitet med spørgsmål om udgivelse, hvilket forlag, hvad med kritikken, bliver jeg anerkendt, og er jeg overhovedet forfatter?. Ved du, hvad en indre skrivediva er? Ved du, hvordan du genkender hende, og hvordan hun kan hjælpe dig? Læs her en erfaren forfatters råd til, hvordan du kan få den indre skrivediva til at sætte gang i kreativiteten, så inspirationen flyder frit igen.
Den inderste drøm. Af Jannie Solaas.
Hvordan finder du ind til kernen i dig, og hvordan ved du, at den er vigtig? Kan en længsel reelt overhøres, og hvad sker der, hvis den bliver overhørt? Store personligheder og forfattere har gerne en mening om det emne. Her følger nogle af deres ord og råd.
Den lidende forfatter. Af Jannie Solaas.
Er det nødvendigt at lide for at være forfatter? Hvordan skal du reagere på afslag? Hvordan har andre forfattere det med afslag og med den lange skriveproces? Holder det romantiske syn på forfatterlivet? Hvilke onder og hvilke velsignelser indeholder et forfatterskab? Dette og meget mere har en del forfattere udtalt sig om. Læs her deres tanker og deres råd.
Identiteten som forfatter. Af Jannie Solaas.
Hvor mange er ikke blevet gjort tavse, fordi de for at nå ind til deres kunst ville blive nødt til at skrige?, spurgte Ann Clark engang. Spørgsmålet er relevant at stille for enhver kunstner. At nå helt ind, hvor kunsten sidder, kan gøre ondt i selve processen, og det kan dét at holde fast i identiteten også, når alle forventningerne til én selv og fra omverdenen buldrer hen over hverdagens himmel. Så her er nogle citater om kunsten at holde fast i dig selv.
Læs artiklerne her. Find andre spændende temaer her.
TIP: Vil du have en lang række tips fra udgivne forfattere omkring arbejdsvilkårene, skriveprocessen, kontakten til forlag, research, tips til hvordan du bedst håndterer branchen, perioder med svigtende mod og pressen? Se temaet Forfatter i praksis her, temaet Forfatterens arbejdsvilkår her, temaet Den modige forfatter her og temaet Forfatterens gaver her!