De utilgængelige modernister

af Brian Hjære Andersen
I starten af det 20. århundrede præsterede en række forfattere at frembringe nogle bøger, som i litteraturforskningen stadig ses som højdepunkter, der ikke siden har kunnet overgås. I det følgende vil jeg omtale et lille udvalg af dem, der er lige så berømte som berygtede for deres utilgængelighed. Komplekse monstrøse romaner, der ikke bare er højtravende og snørklede, men samtidig utroligt givende og underholdende. For selv om bøgerne stadig står tilbage som gåder for mig, rummer de alle en overrumplende fascination.
De formår på den ene eller anden måde at fremstille de mest alvorlige, hellige og uantastelige menneskelige forhold på nye provokerende måder, man ikke kan lade være med at drages af, hvis man immervæk er parat til at investere den tid og tålmodighed, som foruroligende erkendelser naturligt nok vil kræve.
Processen, af Franz Kafka
‘Kafka’ ringer nok en klokke for de fleste. Hvis ikke som forfatter, så i hvert fald som tillægsord. At noget er kafkask er en vidtforgrenet betegnelse, der både kan hentyde til et utilgængeligt bureaukrati, en meningsløs situation, en udspekuleret konspiration eller en arrestation uden grund. En af de bøger, der først og fremmest er ophav til disse betegnelser, er Processen fra 1925, som handler om Josef K., der vågner op en morgen og finder sig selv arresteret for en forbrydelse, han ikke kan få at vide, hvad består i.
Han bliver ikke sat i arrest, men får at vide, at der er indledt en proces imod ham, som han opfordres til at søge nærmere oplysning om. Hvor eller hos hvem ved ingen tilsyneladende. Da han endelig finder domhusets kontorer i byens udkant øverst oppe under taget i et faldefærdigt hus, opdager han, at han ikke er den eneste. Masser af mennesker sidder og venter på oplysning om deres proces. Alle som en opfordrer de ham til på den ene side at opgive alt andet og vie sit liv til sin proces, men på den anden side ikke at have for store forhåbninger til en egentlig frifindelse, da ingen mindes nogensinde at have hørt om en sådan.
Det gælder også for lovens egne mænd: Prokurister (som Kafka i øvrigt selv var), advokater og dommere. Alle som en indgår de i en totalitær hakkeorden, der i det store billede er fuldkommen uigennemskuelig, men mellem de enkelte led krystalklar.
Embedsmænd er altid underligt opsætsige eller genstridige. Samtaler med dem strander, fordi de er smålige, grådige eller forurettede, men bag det klinisk tørre kancellisprog lurer seksuelle perversiteter lige rundt om hjørnet, som da Josef K. åbner et tilfældigt pulterkammer på sit arbejde og finder de to første, der arresterede ham, få pisk af en mand i bar overkrop, eller når advokatens elskerinde viser sig at have svømmehud mellem fingrene, lige før Josef K. ender med hende på gulvet.
Måden man kommer op i hierarkiet på, går gennem de udenforstående, som har en særlig relation til de øverste – dommerne. Den rige onkel kan engagere sin skolekammerat som Josef K.’ advokat, men sin sag bør Josef K. ikke selv fremlægge for advokaten. Det gør dennes elskerinde, som altid finder en særlig sympati for de anklagede, og så er der portrætmaleren, som anviser vejen til domstolskancelliet gennem en lem under hans seng. Nøglen til dette uigennemskuelige system bliver fortalt som en lignelse i slutningen af romanen:
Foran lovens åbne dør står en vogter. En mand fra landet kommer for at bede om adgang til loven. Vogteren svarer, at det kan han måske få, men ikke lige nu. Skulle manden finde på at tiltvinge sig adgang, skal han blot vide, at denne vogter ganske vist er mægtig, men kun den første. Der er uendeligt mange vogtere, den næste mægtigere end den forrige. Manden venter foran den første til sit dødsleje, hvor han spørger, hvordan det kan være, ingen anden gennem årene har forlangt adgang til loven? Vogteren svarer, at denne dør kun var bestemt for ham, og nu da manden dør, lukker han den.
Hvad er loven? Ingen syntes at vide det, men alle stræber efter den. Kafkas verden er, ja, underlig og uforståelig, men ikke desto mindre fyldt med ironi og uforglemmelige scener, man ikke kan undgå at trække på smilebåndet af, hvis man indlader sig på dens ulogiske præmisser.
Ulysses, af James Joyce
På bagsiden af Politikens bogsektion spørges der hver lørdag til, hvilken bog den interviewede ville ønske, han eller hun havde læst, og undertegnende er overbevist om, at bogen, der oftest bliver nævnt, er James Joyces Ulysses fra 1922. Alle har hørt om den. De færreste har læst den. Og med god grund! For det er et forunderligt og ovenud kompliceret værk, og mange har spurgt sig selv, om det virkelig skulle være andet end litteratur for litteraturens egen stilistiske og højtravende skyld.
En sådan dom må selvfølgelig komme an på ens temperament og smag, men meget er på spil i denne mastodonternes mastodont. Ikke bare er hvert kapitel skrevet i en bestemt genre og stil fra litteraturhistorien. De repræsenterer også hver en farve og et organ, som på forskellig vis spiller en rolle i det pågældende kapitel.
Historien er også en moderne omskrivning af Odysseen og omhandler kun 24 timer på en bestemt dag, den 16. juni 1904, og endelig gennemsyres den af den såkaldte stream-of-consciousness, som kort fortalt er den konkrete nedskrivning af en persons tanker, hulter til bulter med de samme temaer, som dukker op igen og igen.
F.eks. kommer mad oftere og oftere op jo mere en person bliver sulten, eller hvad, der lige er blevet sagt, ekkoer et par sider frem, mens personen ærgrer eller fryder sig derover. Der er altså nok af grunde til at betragte Ulysses som utilnærmelig, og en fuldstændig forståelse af alle bogens aspekter vil jeg heller ikke på nogen måde påstå at besidde, men ikke desto mindre føler jeg mig fortrinligt underholdt, når jeg følger hovedpersonen Leopold Bloom, der som jødisk hanrej vandrer gennem Dublins gader i en søgen efter svar på, hvordan han kan genvinde sin utro kone Molly, der ligger hjemme i sengen hele dagen.
Leopold starter hjemme om morgenen med at stege sig en svinenyre (ikke ligefrem kosher!). Senere lader han sin jalousi få frit løb, da han ser en smuk kvinde på stranden. Han begynder at onanere, men mister lysten da hun rejser sig og viser sig at være halt. Sideløbende med Leopold følger vi en ung mand, Stephen Dedalus, af flere tydet som Joyces alter ego. Stephen har mistet sin mor og kan ikke komme overens med sin nationalistiske far.
Leopold og Stephen mødes hen imod slutningen og fatter sympati for hinanden. Leopold har mistet en søn, som Stephen bliver et surrogat for, og vice versa.
Der er så utroligt meget på spil i Ulysses, og de samme temaer dukker op i forskellige forklædninger, alt efter hvilket humør personen er i, og hvem han/hun er sammen med hvor, så ingen vil kunne få det hele med i den første læsning.
Min anbefaling vil være, at man læser efter det, der tiltaler en selv, og ellers tager bogen på dens ord og lader resten være den strøm af tanker, den vitterlig er. Belønningen kan komme både i form af etiske overvejelser om kunstens væsen, grovkornet irsk humor, bitre familietragedier og livsbekræftende sexfantasier.
På sporet af den tabte tid, af Marcel Proust
Intet mindre end 3000 sider fordelt på 7 bind burde tage lysten fra de fleste til at tage dette værk med på sommerferie, alene af praktiske grunde. Værket har også til alle tider været lige så berygtet som berømt. Det begyndte at udkomme i starten af 1920’erne pga. dets uanstændige karakter og de mange karaktermord, man også mente at finde i værket, og det er også unægtelig en slibrig sag at tygge sig igennem de mange sider.
En samlet udgave af dette værk kan desværre kun købes antikvarisk i dag, men Gyldendal har indtil videre genoversat de første to bind, som kan købes i to forskellige udgaver. Et første holdepunkt i læsningen kunne være det gamle bestående aristokratis fordærv og fald og de nye borgerlige stemmers erobring af kulturparnasset. Med i den gruppe hører fortælleren, Marcel, der er en forfatter in spe, som langsomt lærer at forstå det liv og de mennesker, der omgiver ham.
Livet og menneskerne, der lever det, bliver beskrevet i de mest afslørende detaljer, hvor først og fremmest kærligheden eller nærmere mangelen på samme er den drivende kraft. Kærligheden er stærkest, når den jages, ikke når den fanges. Marcel foretrækker sågar at skrive til sin elskede frem for at mødes med hende, og lignende holdninger deler de fleste af romanens personer.
Et andet holdepunkt og måske det vigtigste er hukommelsen, eksemplificeret med den berømte Madeleine-kage, Marcel får af sin mor, der øjeblikkeligt får ham til at mindes alle billeder, lyde, smage og lugte fra hans barndom. Der er flere ligheder med den samtidige Freud, når Marcel skelner mellem frivillige og ufrivillige erindringer. Forskellen er dog, at de for Marcel bliver et forfatterkneb, der sætter ham i stand til at bygge associationskæder side op og side ned over eksempelvis moderens stemme, når hun læser op, eller hans senere elskede Albertines hår.
Den såvel sarkastiske, som empatiske ironi, med hvilken Marcel beskriver eksempelvis sin enfoldige bondetantes madlavning, er ikke til at glemme. Men det springende punkt i de syv romaner indtræder præcis halvvejs, hvor Marcel overværer den indtil da mest feterede personlighed, Charlus, indlede en homoerotisk parringsdans med en lægmand. Fra og med denne episode ændrer hele det hidtidige scenarium karakter. Hvem, der før var på toppen af kransekagen, falder nu lige så langt ned, som de før sad højt, og Marcel forstår, at mere eller mindre alle fører et seksuelt dobbeltliv og ligger i med hinanden som hedonister på kryds og tværs. Derfor kan kærligheden heller ikke bestå af den inderlige tosomhed. Begæret forskydes konstant til nye objekter, og hvile betyder her død.
Indrømmet. På sporet af den tabte tid er en meget stor mundfuld, men i forhold til Ulysses ovenfor forekommer der ikke fuldkommen uforståelige passager. Proust skriver bare nogle meget lange ordmalerier. Det førnævnte springende punkt er f.eks. én lang sætning strækkende sig over to sider, som beskriver alt (!), hvad Marcel sanser. Hvert et interiør, hver en kjole eller blomst indeholder hele farvekataloger, og ligeså bliver en menneskelig trækning beskrevet ned til sin mindste detalje.
Min påstand må være, at der ikke før eller siden har eksisteret en udførligere sammenhængende beskrivelse af alt det, vi føler, ser, hører, lugter og smager.